Udarbejdelse af planlægning har taget udgangspunkt i, at der i forbindelse med budget 2018-21 blev besluttet at afsætte 16. mio. kr. til en ny daginstitution i Støvring med plads til 30 vuggestuebørn og 60 børnehavebørn, dette er siden hævet til 40 vuggestuebørn og 80 børnehavebørn. Placering af institutionen er faldet på et område øst for Støvring Kirke og i nærhed af den nye Klepholmvej.
Derudover er der et ønske fra Støvring Kirkes menighedsråd om mulighed for at bygge en ny kirke i tilknytning til kirkes eksisterende arealer ved Kirkevej i Støvring.
Endelig har planlægningen taget udgangspunkt i, at der i forbindelse med udvidelse af Klepholmvej med bl.a. en ny broforbindelse over jernbanen, nedlægges et eksisterende regnvandsbassin. Der er derfor behov for etablering af nye regnvandsbassiner. Disse ønskes placeret nord for Klepholmvej.
Området omfatter et areal på ca. 5,4 ha og fremstår med dyrkningsarealer med et læhegn i den vestlige afgræsning af lokalplanområdet. Inden for området findes én bolig i form af et husmandssted med mindre driftsbygninger. Boligen og tilhørende driftsbygninger er eksproprieret i 2018 i forbindelse med udvidelse af Klepholmvej og elektrificeringen af jernbanen.
Beskrivelse af forslag til lokalplan nr. 320
Lokalplanen udlægger 3 større delområder, et til kirkeformål, et til institutionsformål og et delområde til grønne arealer med regnvandsbassiner.
I planlægningen har der været særligt fokus på at undgå miljøkonflikter ved især institutionen, som er støjfølsom, men samtidigt også selv udsender støj. Derfor er den placeret i passende afstand til jernbane, eksisterende boliger og erhvervsområdet mod syd ved Hagensvej. Derudover har været fokus på at give mulighed for, at en fremtidig ny kirke får god plads og grønne arealer omkring kirken.
Forslag til tillæg nr. 15 til kommuneplan 2017
Kommuneplantillægget giver mulighed for, at der kan laves en kirke på med højde på op til 12 m samt et kirketårn med en bygningshøjde på maks. 30 m. Derudover giver kommuneplantillægget mulighed for regnvandsbassiner til håndtering af regnvand både fra området og fra naboområder.
Miljøvurdering
Planen er omfattet af Lov om Miljøvurdering af planer og programmer. Der er foretaget en screening af planforslagene mulige indvirkning på miljøet. På baggrund af screeningen er det vurderet, at der ikke skal foretages en miljøvurdering.