Kommunens budget - spørgsmål og svar

Der er ikke en enkelt grund. Årsagen er en kombination af stramme økonomiske rammer fra staten og en meget decentral organisering af kommunens service, som er dyr i drift. Det ville være billigere at drive kommunen, hvis kommunens skoler, ældrepleje og dagtilbud var samlet i færre, men større enheder. Det er særligt en udfordring for Rebild, da Rebild i sin helhed har lav befolkningstæthed og borgerne bor spredt.

Samtidig er væksten i Rebild centreret omkring Støvring, hvilket medfører flere skatteindtægter til gavn for hele kommunen og alle kommunens borgere. Men det betyder også, at der skal investeres på den korte bane i f.eks. dagtilbud, en ny skole og infrastruktur med videre. I stort set resten af kommunen falder befolkningstallet. Derfor er behovet for investeringer i forhold til kommunens kerneopgave mindre i de områder. Men desværre kan man ikke bare flytte ledige klasseværelser, dagtilbudspladser og ældreboliger fra det ene sted til det andet.

Det går godt i Rebild. Mediet NB-Økonomi har rangeret landets kommuner efter en række parametre. Her ligger Rebild Kommune 22. bedst i landet.
 

Der her været tilflytning af borgere med høje indtægter. Udfordringen er imidlertid, at kommunen på trods af tilflytning af ressourcestærke borgere i nogle år har brugt flere penge, end der er kommet ind i kassen. Det gælder både i forhold til anlæg og driftsvirksomheden. Og nu er kassen ved at være tom. Derfor kan udviklingen ikke fortsætte. Byrådet er derfor nødt til at stoppe den negative udvikling og skabe balance i økonomien.

De store udgiftsområder i kommunen er skoler, børnepasning og ældrepleje.

Overførselsudgifter i form af kontanthjælp, dagpenge, førtidspension, er dog det største enkelte udgiftsområde. Overførselsudgifterne er et udgiftsområde, som er meget regelstyret, og hvor udgifter afhænger meget af, hvordan de økonomiske konjunkturer udvikler sig i Danmark. Det betyder, at den enkelte kommune ikke rigtig kan gøre noget i forhold til den udgift. Derudover betaler kommunerne for regionernes sygehusvæsen som f.eks. hospitaler. Rebild betaler 103 mio. om året til medfinansiering af sygehusvæsnet. Også disse udgifter har kommunerne kun meget lille indflydelse på.

På diagrammerne herunder, kan du se hvordan fordelingen af indtægter og udgifter er.

Fordeling af indtægter

Fordeling af udgifter

Rebild Kommune er blandt de billigste kommuner målt på administration pr. indbygger. Det skyldes, at Rebild Kommune gennem en årrække har sparet på administrationen, så besparelser kunne bidrage til balance i kommunens økonomi. Det betyder, at administrationen kan have svært ved at løse de relevante myndighedsopgaver overfor borgerne og i forbindelse med andre driftsopgaver såsom miljø, infrastruktur med videre.

En stor del af de udgifter, der tælles med til administration, er sygeplejersker, der visiterer ældre, socialrådgivere, der hjælper borgere med handicap eller psykiske problemer, miljøteknikere, der varetager tilsynsopgaver på miljøområdet og andre personalegrupper med direkte borgerkontakt. Med regeringsaftalen indgået denne sommer skal kommunerne samlet spare op til tre mia. kr. på administration. Dette bliver en udfordrende opgave i Rebild, fordi der allerede er sparet på udgifterne til administrationen.

Udgifter til administration

Rebild har lave udgifter pr. indbygger. Det 15. laveste i blandt landets 98 kommuner. Rebild er 4.540 kr. billigere at drive pr. indbygger end landsgennemsnittet. Det bliver sammenlagt til 137 mio. kr. (budget 2023), og heraf afleverer Rebild Kommune ca. 125 millioner. kr. til udligningsordningen. Det betyder, at Rebild kommune skal have udgiftsniveauer på vores skoler, børnepasning og ældrepleje, der ligger en del under landsgennemsnittet, for at kommunens økonomi kan hænge sammen. Det er imidlertid ikke det samme som, at kommunen skal have lavt serviceniveau. Princippet bag udligningen er netop at sikre, at kommunerne har lige muligheder for samme serviceniveau.
 

Byrådet bestemmer over serviceniveauet og dermed udgiftsniveauet på de klassiske velfærdsområder skoler, børnepasning og ældrepleje. Desuden fastlægger byrådet serviceniveau på en række mindre områder, som for eksempel administration, natur, miljø, kultur og fritid. Byrådet har kun meget lidt indflydelse på udgifter til medfinansiering af sygehusvæsnet og overførselsudgifterne, genoptræning efter udskrivning fra hospitalet og vederlagsfri fysioterapi. I udgangspunktet bestemmer byrådet over hele budgettet, men det er ikke muligt at sige præcis, hvor stor en andel de reelt bestemmer over.

Indtægtsniveau:
Hvert år i maj/juni indgår regeringen og KL en aftale, der fastsætter rammerne omkring kommunernes økonomi for det kommende år. Aftalen indeholder rammer for, hvor meget kommunerne må bruge på service, anlæg, overførselsudgifter m.m. Aftalen fastlægger også hvor meget, kommunerne skal have i bloktilskud i det kommende år. Aftalen for 2024 indeholder samtidig en bestemmelse om, at kommunerne samlet set ikke må hæve skatten i 2024.

Når aftalen mellem finansministeren og kommunerne er på plads, har kommunerne et overblik over det forventede indtægtsniveau for det kommende år. Det vil sige et overblik over, hvilke indtægter der kommer fra skatter, og hvor meget der kommer i bloktilskud.

Udgiftsniveau:
Som udgangspunkt fastlægges udgiftsniveauet på baggrund af det budget, byrådet tidligere har vedtaget, korrigeret på baggrund af prisudviklingen og den forventede aktivitetsudvikling. For eksempel antal børn i pasningsordninger, skoler og antal ældre med mere. Ændringerne i budgettet er fastlagt i budgetproceduren, der bliver vedtaget i byrådet i starten af året. Når der er skabt overblik over indtægts- og udgiftsniveauet, har kommunen et basisbudget. Basisbudgettet behandles herefter politisk og tilrettes med de ændringer, der fremkommer i forbindelse med den politiske behandling.

Indtægts- og udgiftsniveauet skal gerne vise et samlet ”overskud”, da der er behov for, at der er midler til at dække eventuelle uforudsete udgifter eller mulighed for at iværksætte aktiviteter, der ikke oprindeligt var med i budgettet.

I teorien, hvor der ikke skal tages hensyn til politiske ønsker og kompromisser, kunne man gøre det at man først fastlagde kommunens serviceniveau, det vil sige forbruget på overførselsudgifter, børnepasning, skoler, ældre, administration, miljø og så videre. Herefter ville man på baggrund at borgernes beskatningsgrundlag fastsætte en skatteprocent. Men denne teoretiske tilgang er ikke mulig i virkeligheden. Det skyldes, at byrådet repræsenteres af demokratisk valgte politikere der sidder i forskellige politiske partier, med forskellige holdninger til hvordan indtægter og udgifter skal fordeles. Derfor er processen indrettet sådan at byrådet får præsenteret de samlede indtægt- og udgifter. Herefter skal politikerne blive enige om, hvordan de vil prioritere udgifterne i budgettet. Det er også en del af processen at politikerne tager stilling til den kommunale beskatning, i forhold til om skatteniveauet skal hæves eller sænkes. Se emnet Det kommunale skatteniveau. Her forklares denne del nærmere.

Service og anlægsrammen er en aftale der er indgås mellem regeringen og KL for det kommende år. Efterfølgende udmelder KL en vejledende service og anlægsramme til de enkelte kommuner.

Kommunens anlægsbudget indeholder de udgifter kommunen bruger til f.eks. at bygge en ny bygning eller at anlægge et nyt vejkryds. Anlægsudgiften til f.eks. en ny bygning er en enkeltstående udgift i det indeværende budgetår. Servicebudgettet indeholder de udgifter kommunen bruger til f.eks. at drive en skole med udgifter til personale, materialer, varme med videre. Det vil sige at serviceudgifterne er løbende udgifter der skal bruges hvert år så længe skolen fortsætter. 

Byrådet kan godt vælge at spare på anlægsudgifterne for at bruge dem i driftsbudgettet i stedet for. Det kan dog medføre to udfordringer. Et, det hæver driftsbudgettet og derfor er der sandsynligvis brug for de samme penge til den drift, som pengene går til, året efter og fremadrettet. To, den service- og anlægsramme regering aftaler med KL omkring den samlede økonomi for alle landets kommuner, indeholder en grænse for hvor meget kommunerne samlet set må bruge på service- og anlægsudgifter. Hvis kommunerne samlet set budgettere over de aftalte rammer, vil staten sanktionere alle kommunerne med en økonomisk ’straf’. Det betyder at staten reducerer det bloktilskud kommunerne får, med et beløb der svarer til overskridelsen.

Det er op til byrådet at beslutte, hvordan kommunens serviceniveau og skatteniveau skal fastlægges. For at sikre balance i kommunens budget har byrådet mulighed for at sænke serviceniveauet, effektivisere, sænke anlægsudgifterne eller hæve indtægterne via skatten. Indkomstskat udgør langt den største enkelte indtægt i kommunen. Derfor kan det blive nødvendigt at hæve skatten, hvis byrådet ikke ønsker at sænke serviceniveauet eller anlægsniveauet. At vælge mellem høj skat og højt serviceniveau eller lav skat og lavt serviceniveau er en helt normal prioriteringsopgave i en kommune og selve kernen i det kommunale selvstyre.

Der er dog nogle væsentlige sanktioner, der træder i kraft fra statens side, hvis en kommune vælger at hæve skatten, uden at der er andre kommuner, der tilsvarende sætter skatten ned. Der er både individuelle og kollektive sanktioner for kommunerne.

De individuelle sanktioner medfører, at hvis Rebild Kommune sætter skatten op, så vil Rebild få reduceret provenuet ved skatteforhøjelsen. Provenuet er den forhøjede indtægt kommunen får i forbindelse med den højere skat. Det første år reduceres provenuet med 75 %, altså får kommunen kun 25 % af de ekstra skatteindtægter. Det andet og tredje år reduceres der med 50 %, og det i det fjerde år reduceres indtægten med 25 %. Herefter vil kommunen få det fulde provenu ved skatteforhøjelsen.

De kollektive sanktioner betyder, at alle landets kommuner skal betale forskellen mellem Rebilds øgede skatteprovenu og den individuelle skattesanktion. Dvs. at alle landets øvrige kommuner i det første år skal betale 25 % af provenuet, andet og tredje år skal de betale 50 % og det fjerde år 25 %. Herefter skal de øvrige kommunerne samlet set betale hele det provenu, som Rebild har fået ved at hæve skatten.
Sanktionerne betyder, at de samlede kommunale skatter ikke kan stige på landsplan.

Ud over disse sanktioner så vil Rebild i forbindelse med en skatteforhøjelse miste det tilskud, kommunen modtager i forbindelse med skattenedsættelsen i 2021. I 2024 vil Rebild modtage 6,4 mio. kr. i tilskud, mens man i 2025 vil modtage 6,0 mio. kr. Fra 2026 vil tilskuddet være bortfaldet helt.

Der er store forskelle i kommunernes økonomiske vilkår. Det gælder både de skatteindtægter, borgeren betaler, og de udgifter, som borgerne har behov for, f.eks. indenfor specialundervisning, pleje og sociale ydelser. Den kommunale udligningsordning omfordeler penge mellem kommunerne for at sikre, at kommunerne og deres borgere har nogenlunde lige vilkår.

Udligningsordningerne understøtter det kommunale selvstyre. Udligningsordningerne giver nemlig kommunalbestyrelserne et valg: Et højt serviceniveau finansieret af en høj skat, eller omvendt; billig drift med lav service og lav skat. 

I Danmark har den kommunale udligning således til formål at udligne forskelle i udgiftsbehov og beskatningsgrundlag mellem kommunerne for at sikre et mere ensartet forhold mellem skatteniveau og serviceniveau.

Læs mere om den kommunale udligning

Rebild har en relativt lav skat i forhold til andre kommuner i Nordjylland, men en skatteprocent som er over landets gennemsnit på 24,97 %.
 

Kommunal udligning er en fællesbetegnelse for en række ordninger, som overfører penge mellem kommunerne på baggrund af forskellige nøgletal. Der findes flere udligningsordninger, men her beskrives de to udligningsordninger, der flytter størstedelen af udgifter og indtægter mellem kommunerne:

1. Udligning af indtægter: Overfører penge fra kommuner med borgere, der har en høj indkomst, til kommuner med borgere, der har en lav indkomst. Rebilds borgere har lavere indtægter end gennemsnittet i landet, men højere end i resten af Nordjylland. 
2. Udligning af udgifter: Overfører penge fra kommuner med velfungerende borgere - som trækker relativt lidt på den kommunale service - til kommuner, hvor borgerne generelt trækker mere på den kommunale service. Rebild Kommune har borgere som trækker relativt lidt på kommunens service.

Rebild har et lavt udgiftsbehov

Kommunens udgiftsbehov opgøres efter to parametre. Der beregnes et udgiftsbehov i forhold til en kommunes aldersmæssige sammensætning og et udgiftsbehov i forhold til hvilke velfærdsbehov, kommunens borgere har. I forhold til de sociale parametre, der indeholder tilbud indenfor velfærdsområder såsom skole, børnepasning, ældrepleje og overførselsudgifter, ligger Rebilds beregnede udgiftsbehov på 73,5 % af landsgennemsnittet. Det betyder, at Rebild Kommune generelt har udgifter under landsgennemsnittet. Det gælder både skole, børnepasning, ældrepleje og overførselsudgifter. Overførselsudgifter indeholder for eksempel kontanthjælp, revalidering, førtidspension og sygedagpenge.

Rebild Kommune er billig at drive, Rebilds borgere generelt er velfungerende. Derfor afleverer Rebild Kommune 120-130 mio. kr. årligt i udligning. Der udlignes ca. 90 % af forskellen i det beregnede udgiftsbehov, når kommuner med et lavt udgiftsbehov bidrager med økonomi til kommuner med et højt udgiftsbehov. Rebild har landets 15. laveste udgiftsbehov, hvilket svarer til 137 mio. kr. under landsgennemsnittet.

På indtægtssiden er Rebild Kommune ”fattig” i forhold til landsgennemsnittet for indtægterne i kommunerne – men ”rig” i forhold til de øvrige nordjyske kommuner. Beskatningsgrundlag pr. indbygger er lavt i forhold til gennemsnittet i landets 98 kommuner. Det betyder at borgerne i Rebild tjener mindre end gennemsnittet i forhold til resten af landet. Rebild modtager omkring 105 mio. kr. i udligning i 2023. På indtægtssiden udlignes der 75 % af forskellen mellem Rebilds beskatningsgrundlag og landsgennemsnittet.

Det vil sige at Rebild Kommune modtager 75 % kompensation i indtægtsudligningen, men skal aflevere 90 % kompensation i udgiftsudligningen. Vi modtager altså en mindre andel på indtægtssiden end vi skal aflevere på udgiftssiden. Det giver en skævhed, hvilket er medvirkende til at de udfordringer Rebild oplever.

Udligningsordningerne består af meget komplekse økonomiske beregninger og modeller, hvilket også er et udtryk for, at det er meget vanskeligt for staten og kommunerne at finde en ordning, hvor økonomien bliver fordelt fuldstændig lige.