Den 29. oktober 2021 blev en ny aftale om det fremtidige evaluerings- og bedømmelsessystem i folkeskolen vedtaget. Børne- og Familieudvalget blev på mødet den 2. februar 2022 orienteret om formålet med aftalen og præsenteret for hovedpointer. Aftalen indebærer blandt andet afskaffelsen af elevplaner og kvalitetsrapporter, som erstattes af hhv. meddelelsesbog og skoleudviklingssamtaler, som begge trådte i kraft i skoleåret 2022/2023. Ved aftalens indgåelse var det konkrete indhold af de forskellige elementer i aftalen ikke nærmere beskrevet, men parterne i 'Sammen om Skolen' har sidenhen konkretiseret rammerne for udmøntning af meddelelsesbogen og skoleudviklingssamtalerne. Vejledningerne rummer en række frihedsgrader i forhold til den lokale udmøntning, og indeholder få formelle krav som lægger op til at arbejdet skal give mening lokalt på skolen og i det daglige arbejde med elevernes læring og trivsel.
Skoleudviklingssamtalerne
Formålet med skoleudviklingssamtalen er at skabe en ramme for en tillidsfuld og faglig dialog om udvikling af skolen i et samarbejde mellem kommunalbestyrelse, forvaltning og skole. Intentionen er at styrke den fælles viden og forståelse af skolens udfordringer, udviklingsområder og de indsatser, der iværksættes. Skoleudviklingssamtalerne skal dermed understøtte fælles refleksion og samarbejde om skolen og kommunens opgaveløsning og styrke den pædagogiske udvikling.
Udvikling af Rebild Kommunes ramme for skoleudviklingssamtaler
Den første runde af skoleudviklingssamtaler blev afviklet i foråret 2023, hvor en arbejdsgruppe udviklede og testede en model og metode for, hvordan samtalerne fremadrettet skal rammesættes i Rebild Kommune. Formålet har været at udvikle en model, der skaber værdi for alle parter og danner rammen for en lærende samtale i et psykologisk trygt rum. Modellen skal understøtte en tillidsfuld og faglig dialog om udvikling af skolen med udgangspunkt i de udfordringer og indsatser, som skolelederen finder relevant.
Skoleudviklingssamtaler 2023/2024
På baggrund af erfaringerne fra den første runde af skoleudviklingssamtalerne i foråret 2023 blev der udarbejdet et årshjul for 2023/2024, hvor der er blevet afholdt tre skoleudviklingssamtaler (SUS) med alle skoler. Efterårets Mini-SUS blev afholdt i september til oktober, Store-SUS blev afholdt i perioden fra december til marts og Forårs Mini-SUS i perioden fra maj til juni.
Vedhæftede ledelsesresume opsummerer og uddyber hovedpointerne og væsentlige indsigter fra forårets skoleudviklingssamtaler for skoleåret 2022/2023. Ledelsesresumeet repræsenterer skolerne bredt, og er ikke et referat af de enkelte samtaler. Der lyses i stedet på tendenser og opmærksomhedspunkter fra samtalerne, som skal danne vidensgrundlag og afsæt for fælleskommunale drøftelser omkring mulige indsatsområder.
Overskrifter der uddybes i ledelsesresumeet:
- Ledelse af skoler i udvikling
- Mere af det der virker
- Hvordan arbejder vi med data?
- Godt på vej
På trods af at temaerne for samtalerne var meget forskelligt formuleret, så har samtalerne vist nogle klare tendenser for, hvad man på tværs af skolerne er særligt optaget af. På forskellige stadier og med forskellige forudsætninger har samtalerne dannet et billede af, hvilke udfordringer skolerne i særlig grad er fokuseret på at løse, og i hvilken retning man ser, at skolen skal udvikle sig som organisation.
I ledelsesresuméet beskrives blandt andet, hvordan der på skolerne er et stort fokus på, at der nu er konkrete mål for, at der fremadrettet skal rummes flere børn i almenklasserne. Derfor er skolelederne generelt optaget af, hvordan den pædagogiske praksis skal udvikles de kommende år, og det centrale spørgsmål er, hvordan det sikres, at skolernes medarbejdere har de nødvendige værktøjer, ressourcer og rammer til at løfte denne opgave.
Der arbejdes også med 'ledelse-tæt-på' som en ledelsestrategi i arbejdet med udviklingsplanen for skoleområdet og Vision 2030. Samtidig er der fortsat stort fokus på 'det professionelle samarbejde', hvor skolerne i løbet af skoleåret 2023/2024 har arbejdet med at analysere, drøfte og udvikle det professionelle samarbejde, herunder; hvordan forstås begrebet af medarbejderne, hvad forventes der af hinanden, hvilke opgaver er vi fælles om, hvordan løfter vi hinanden, er der strukturer eller kultur, der virker som barriere m.m.?
I forlængelse heraf igangsættes der i skoleåret 2024/2025 en række nye tiltag og interne omorganiseringer lokalt på skolerne for at styrke og understøtte det professionelle samarbejde, blandt andet nye måder at sammensætte teams.
I løbet af skoleåret 2024/2025 vil formatet for skoleudviklingssamtaler blive evalueret og en arbejdsgruppe bestående af skolelederrepræsentanter og forvaltningsrepræsentanter vil drøfte, om evalueringen giver anledning til justeringer. Desuden skal arbejdsgruppen forholde sig til, hvordan det rammesættes, at skolebestyrelser fra skoleåret 2025/2026 har ret til at deltage i skoleudviklingssamtalerne.