1. Tidsplaner for byggemodninger i Sørup og Nørager
Byggemodningerne i Sørup og Nørager har været i gang siden foråret. Byggemodningen i Nørager er forsinket 5 uger i forhold til den oprindelige tidsplan, hvilket især skyldes Rebild Forsynings udfordringer med at lægge deres trykledning (der går gennem området og skal ende i Mariager), forsinket leveringstid på brønde m.m. og andre udfordringer, som byggeledelsen først blev bekendt med under udførslen. Den nye forventede aflevering er uge 42.
Grundene er sat til salg og 4 af grundene er solgt. Køberne er informeret om den nye tidsplan og overtagelsesdato.
Byggemodningen i Sørup forventes fortsat at stå færdig i uge 40.
2. Ny dato til studietur med Rebild Forsyning
Studieturen med fokus på klimatilpasning hvor Teknik- og Miljøudvalget skal besøge Randers Kommune sammen med Rebild Forsyning, er blevet udskudt til næste år. Der er derfor behov for at finde en ny dato i 2023.
Det foreslås at besøget placeres i februar eller marts. Der er følgende forslag:
- Torsdag den 9. i uge 6
- Tirsdag den 28. i uge 9
- Mandag den 13. i uge 11 eller
- Tirsdag den 21. i uge 12.
3. Statslig screening af arealer med potentiale til etablering af energiparker
Bolig- og Planstyrelsen udfører i samarbejde med Energistyrelsen og Miljøstyrelsen en landsdækkende screening af potentielt egnede arealer til etablering af energiparker. Formålet er at sikre større, statsligt udpegede områder, hvor der kan ske en hurtig udbygning af forskellige vedvarende energiteknologier, herunder vindmøller, solceller og Power-to-X-anlæg. Kommunerne og VE-branchen har i den forbindelse mulighed for at foreslå udpegning af konkrete arealer til energiparker fra 12. august til 1. oktober 2022.
Forvaltningen forventer ikke at foreslå konkrete arealer til screeningen, da det vurderes, at det er begrænset, hvor store sammenhængende områder, der kan findes i Rebild Kommune. Udpegningen vil endvidere skulle bygge på et grundigt analysearbejde, som ikke foreligger, og der bør politisk være taget stilling til, om byrådet ønsker energiparker på de konkrete placeringer. Tidsfristen 1. oktober begrænser muligheden for at gennemføre en ordentlig og grundig proces.
Forvaltningen har ansøgninger på en række arealer til VE-anlæg. Disse forslåes ikke meldt ind, da Teknik og Miljøudvalget og Byrådet ikke har taget stilling til dem alle, inden fristen udløber. Der er mulighed for, at ansøgerne selv kan melde arealerne ind i screeningen. Ministerbrevet, der orienterer om screeningen, er vedlagt som bilag 1.
4. Udvidelse af Haverslev hallen
Den selvejende institution Haverslev Hallen har i længere tid arbejdet med en udvidelse mod nord.
Hallen ligger på en særskilt sokkelgrund, og i forbindelse med byggesagsbehandlingen har der vist sig en række udfordringer bl.a. i forhold til bebyggelsesprocent, befæstelsesgrad i forhold til spildevandsplanen og tilslutningsafgift.
For at overholde bebyggelsesprocenten spildevandsplanens befæstelsesgrad på egen grund, vil hallen skulle købe et større areal mod nord, hvilket vil medføre en større udgift til tilslutningsbidrag.
Forvaltningen arbejder pt. med en samlet løsning – et kloakopland - for området, hvor befæstelsesgrad og bebyggelsesprocent regnes for området under ét. Derved vil udgifterne til tilslutningsbidrag bliver markant mindre. Det betyder, at grundene i området skal lægges sammen. Befæstelsesgraden vil dog blive overskredet for kloakoplandet, og der vil være behov for, at der etableres anlæg til forsinkelse eller nedsivning af vand. Der vil være udgifter til dette.
Det betyder desuden, at hvis skolen på sigt skal udvide, eller belægninger ved skolen skal øges, så kan der blive stillet krav om etablering af yderligere forsinkelse og nedsivning. Der vil således være øgede udgifter til dette, og det kan begrænse udvidelsesmulighederne på kommunens grund.
5. Lokal hastighedsbegrænsning, Bækkedalsvej
Som følge af, at Banedanmark, som del af elektrificeringsprogrammet, skal nedlægge en jernbanebro ved Bækkedalsvej 13, skal al færdsel til og fra ejendommen fremover ske fra Bækkedalsvej. Hastighedsbegrænsningen på 60 km/t er indført for at skabe bedre udkørselsforhold fra ejendommen, og er godkendt af Nordjyllands Politi maj 2019.
Kommunen blev ikke forinden adviseret om at Banedanmark påtænkte at opsætte hastighedstavlerne, og der var derfor usikkerhed om begrundelsen og lovligheden, hvorfor tavlerne midlertidig blev taget ned.
6. Overkørsel til ny grusgrav mellem Øster Hornum og Guldbæk
Ejer af matr. nr. 5a Estrup By, Ø. Hornum agter at søge om overkørselstilladelse til en ny grusgrav. Oversigtskort er i bilag 2.
Regionen meddelte råstoftilladelse den 1. november 2016 til en årlig indvinding på 100.000 kbm sand, sten og grus. Tilladelsen blev påklaget til Natur- og Miljøklagenævnet af bl.a. Rebild Kommune, borgerforeninger i Øster Hornum og Guldbæk samt naboer med baggrund i udeladte interesseafvejning, utilstrækkelig viden om råstofforekomsten, manglende hensyn til landskab og byudvikling samt vejforholdene i området.
Rebild Kommune klagede bl.a. over, at indvindingen vil medfører en fordobling af tunge køretøjer, og at der vil være behov for forstærkning og udvidelse af vejforbindelsen. Det fremgik, at Rebild Kommune ikke ser sig forpligtet til at udbygge vejnettet. Af tilladelsen fremgår det, at udgifterne vil blive pålagt Rebild Kommune.
Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Regionens tilladelse den 3. juli 2020.
7. Fornyelse af bymidter - statslig ramme for 2022
Der er kommet en ny statslig udgiftsramme til fornyelse af bymidter. Rammen er på 180 mio. kr. over perioden 2022-2027. I 2022 er rammen på 24,2 mio. kr til byer, der har mellem 4.000 og 20.000 indbyggere. Dvs. midlerne kan anvendes i Støvring midtby. Der vil være op til 60 % refusion fra staten af udgifterne, og midlerne kan anvendes til bygningsfornyelse, områdefornyelse, nedrivning, etablering af velfærdscentre mv.
Der er den 30. august er der ansøgt om at få del i den statslige pulje.
Fornyelse af bymidter er en indsats sideløbende med forsøget med fribyer, hvor Rebild Kommune er udvalgt til at ansøge for Støvring midtby. Dertil kommer indsatser hos Realdania - bymidtepulje - samt det danske regionalfondsprogram, hvor der kan opnås 40 % tilskud, og der er afsat 140 mio. kroner til byer mellem 4.000 og 20.000 indbyggere.
8. Anmodning fra Mariager Fjord kommune vedr. Kystvandråd
Forvaltningen har modtaget en henvendelse fra Mariager Fjord Kommune, som gerne vil have Rebild Kommunes opbakning til oprettelse af et Kystvandråd for Mariager Fjord. Dette beror på at en lille del Rebild Kommunes areal leder vand til Mariager Fjord.
Kystvandrådene får til opgave at bidrage med lokal viden samt bistå kommunerne i at klarlægge kystvandets væsentligste udfordringer for at opnå målopfyldelse. Der skal endvidere udarbejdes et forslag til indsatsprogram, der sikrer målopfyldelse i kystvandet jf. EU's vandrammedirektiv.
Resultaterne fra Kystvandrådenes arbejde vil skulle integreres i den samlede gennemgang af det faglige grundlag for kvælstofreguleringen. Der er således lagt op til at Kystvandrådene får en direkte mulighed for at påvirke de statsligt fastlagte indsatser i Vandområdeplanen. Kystvandrådene skal arbejde fra september 2022 til ultimo maj 2023.
Mariager Fjord tilbyder at holde Rebild Kommune orienteret om arbejdet, hvorfor vi ikke behøver bruge tid på at være repræsenteret i Kystvandrådet, selvom vi selvfølgelig er velkomne hertil. Kommunens ansøgning om oprettelse af et Kystvandråd skal sendes til staten inden den 7. oktober. Forvaltningen påtænker at fremsende en positiv tilkendegivelse overfor Mariager Fjord Kommune. Udvalget bedes tilkendegive hvis de ønsker repræsentation eller ikke kan bakke op om ansøgningen.