Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Selvbetjening

Spar turen til rådhuset! Vores selvbetjening har åbent 24 timer i døgnet hele året rundt. Og du kan bruge den hjemmefra.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalg og byråd anbefaler at godkende varmeprojektforslaget endeligt.

Beslutning fra Teknik- og Miljøudvalget, 6. april 2022, pkt. 86:

Godkendt

Beslutning fra Økonomiudvalget, 20. april 2022, pkt. 119:

Indstilles godkendt.


Jesper Greth og Allan Busk deltog ikke i behandlingen af sagen.

Økonomi

I projektforslaget er forudsat, at der gives kommunegaranti for lån til projektet.

Sagsfremstilling

Skørping varmeværk har ansøgt om godkendelse af et varmeprojekt med henblik på at forsyne det kommende boligområde ved Hanehøjvej - Nordhøj - i Skørping omfattet af lokalplan nr. 326 med fjernvarme og derved udvide deres forsyningsområde. Se bilag 1 for oversigtskort over området og bilag 2 for det samlede projektforslag.


Formålet med projektforslaget er at belyse, om fjernvarmeforsyning af projektområdet er det samfundsøkonomisk mest fordelagtige og hvad de miljømæssige konsekvenser af fjernvarmeforsyningen vil være. Projektforslaget belyser både de samfunds-, forbruger-, og selskabsøkonomiske konsekvenser for fjernvarmeforsyning samt sammenligner disse med individuel opvarmning med luft-til-vand varmepumper.


Kommunen skal godkende varmeprojekter og påse, at projektet er det samfundsøkonomisk mest fordelagtige projekt jf. projektbekendtgørelsen.


Der er i projektforslaget regnet med 22 parcelhuse på 180 m2 med et varmeforbrug på 10,8 MWh om året. Der er regnet med, at 20 af parcelhusene bliver tilkoblet fjernvarmen og 2 af parcelhusene opføres som Lavenergiklasse 2020 og med individuel varmeforsyning.


Projektforslaget konkluderer, at det samfundsøkonomisk, selskabsøkonomisk og forbrugerøkonomisk er bedre med fjernvarme, frem for individuelle varmepumper. De konkrete ledninger skal screenes for miljøvurdering (VVM).


Samfundsøkonomi

Projektforslaget viser en forbedret samfundsøkonomi på ca. 1.430.000 kr. ekskl. moms over 20 år ved fjernvarme frem for individuelle varmepumper.


Selskabsøkonomi

Projektforslaget viser et selskabsøkonomisk overskud på ca. 117.500 kr. per år ekskl. moms for varmeværket ved forsyning af området med fjernvarme. Overskuddet tilfalder forbrugerne jf. hvile-i-sig-selv princippet.


Minimumstilslutningen til fjernvarmen for at skabe et samfundsøkonomisk overskud ligger på 8 huse.


Forbrugerøkonomi

Projektforslaget viser en forbrugerøkonomisk besparelse ved fjernvarme frem for individuelle varmepumper. Det forventes, at fjernvarme vil koste ca. 14.261 kr./år og varmepumper ca. 17.786 kr./år. Heri er medregnet udgifter til forbrug, drift og investering.


Økonomien vil dog bl.a. afhænge af størrelsen på husene samt udførelsen af byggeriet.


Høring

Der er indkommet et høringssvar fra Evida som ingen bemærkninger har til projektet.


Der er indkommet et høringssvar fra N1, der efter opfølgende dialog har valgt at trække høringssvaret tilbage pga. en misforståelse i gennemlæsningen af varmeprojektet.

Resume

Sagen afgøres i: Byrådet


Skørping Varmeværk har ansøgt om godkendelse af et varmeprojekt med henblik på at forsyne det kommende boligområde ved Hanehøjvej i Skørping, omfattet af lokalplan nr. 326, med fjernvarme og derved udvide deres forsyningsområde. Projektforslaget konkluderer, at det samfundsøkonomisk, selskabsøkonomisk og forbrugerøkonomisk er bedre med fjernvarme frem for individuelle varmepumper.


Projektforslaget har været i høring ved berørte forsyningsselskaber samt grundejere. Der er ikke modtaget høringssvar imod projektforslaget. Der skal tages stilling til, om varmeprojektet skal vedtages.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget overfor Økonomiudvalg og byråd anbefaler

at godkendelse af varmeprojektforslag delegeres til Teknik- og Miljøudvalget

at godkendelse af, at et varmeprojektforslag ikke beregner samfundsøkonomiske fordele med fossile brændsler, som reference til det aktuelle varmeprojekt, delegeres til forvaltningen.

Beslutning fra Teknik- og Miljøudvalget, 6. april 2022, pkt. 85:

Godkendt

Beslutning fra Økonomiudvalget, 20. april 2022, pkt. 118:

Indstilles godkendt.


Jesper Greth og Allan Busk deltog ikke i behandlingen af sagen.


Økonomi

Ingen bemærkninger

Sagsfremstilling

Byrådet besluttede den 30. marts 2017 at kompetencen til sende projektforslag i høring blev delegeret til Teknik- og Miljøudvalget, medmindre projektforslaget viser en negativ brugerøkonomi. Teknik og Miljøudvalget besluttede på mødet den 9. juni 2021, at forvaltningen har kompetencen til at sende varmeprojektforslag i høring, medmindre projektforslaget viser en negativ brugerøkonomi. Dette blev gjort som led i at forkorte sagsbehandlingstiden.  

Når forvaltningen modtager et varmeprojektforslag er sagsbehandlingen følgende:

  1. Projektforslaget screenes på et overordnet niveau og sendes evt. tilbage til ansøger til justering
  2. Projektforslaget sendes i høring hos de berørte parter.
  3. Høringssvar behandles.
  4. Politisk godkendelse af projektforslaget:
  • Teknik & Miljøudvalget
  • Økonomiudvalget
  • Byrådet
  1. Forvaltningen meddeler godkendelsen til ansøger.
  2. 4 ugers klageperiode

Som forudsætning for godkendelse af varmeprojekter skal det ansøgte projektet være det samfundsøkonomisk mest fordelagtige projekt, samt i overensstemmelse med øvrige krav fra varmeforsyningsloven og projektbekendtgørelsen.

Forvaltningen foreslår, at godkendelse af varmeprojekter delegeres til Teknik og Miljøudvalget. Hermed afkortes sagsbehandlingstiden yderligere for varmeprojekter.

For at et varmeprojekt kan godkendes, skal det være samfundsøkonomisk bedre end alternativet. Derfor opstilles der i projektforslaget forskellige scenarier, også kaldet referencer, som sammenlignes med det ansøgte projekt.

For varmeprojekter, som vedrører etablering af kollektive varmeforsyningsanlæg, er alternativet ofte etablering af kollektiv forsyning med en anden energiform, eller uændret drift af det eksisterende forsyningsanlæg.

Den 4. december 2020 blev der offentliggjort en ny projektbekendtgørelse, som muliggør at udelade alternativer, hvor forsyningen primært sker ved fossilt brændsel, herunder mineralsk olie og naturgas, som relevante scenarier til brug for de samfundsøkonomiske analyser.

Beslutningen om, at udelade fossilt brændsel som alternativ, skal tages for hvert enkelt projektforslag, hvor forsyningen primært sker med fossilt brændsel. Forvaltningen vil efterstræbe, at muligheden for at undlade at sammenligne med fossile alternativer bruges i videst mulige omfang, så at det kun vil være i de få tilfælde, hvor det kan være relevant, at det regnes med.

Forvaltningen foreslår, at forvaltningen får kompetencen til at beslutte, at det ikke er relevant at opstille scenarier for forsyning med fossile brændsler. Forvaltningen vil ved den første screening af det enkelte projektforslag vurdere, om det fossile alternativ er relevant i forhold til beregningen af samfundsøkonomi i det enkelte projektforslag.

Resume

Sagen afgøres i: Byrådet

Teknik- og Miljøudvalget besluttede på mødet den 9. juni 2021, at forvaltningen har kompetencen til at sende varmeprojektforslag i høring for at forkorte sagsbehandlingstiden. Der skal tages stilling til om vedtagelse af varmeprojekter skal delegeres til Teknik & Miljøudvalget for at afkorte sagsbehandlingstiden yderligere.

Derudover er der i den seneste revidering af projektbekendtgørelsen blev samfundsøkonomikravet justeret, så fjernvarmeprojekter kan godkendes uden sammenligning med fossile alternativer. Der skal tages stilling til om forvaltningen får kompetencen til at godkende, at varmeprojektforslag ikke beregner samfundsøkonomiske fordele med fossile brændsler, som reference til det aktuelle varmeprojekt.

Monsido - statistik

Cookieinformation

Muni ver. 2.0