Med Rebild kommunes indgåelse af velfærdsaftale på dagtilbudsområdet er regler og retningslinjer for det kommunale tilsyn med dagtilbud ændret. Kommunalbestyrelsen har fortsat ansvaret for dagtilbuddene og skal ligeledes fortsat føre tilsyn med tilbuddene efter dagtilbudsloven og den måde, hvorpå opgaverne udføres.
Velfærdsaftalen giver nye muligheder, som Rebild Kommune ønsker at udnytte det fulde potentiale af.
Styregruppen for velfærdsaftalen har godkendt et kommissorie for udarbejdelse af den nye tilsynspraksis. Ifølge kommissoriet for opgaven med at se på ny tilsynspraksis skal der tages hensyn til mindre dokumentation og færre regler/retningslinjer, samt større lokalt råderum. Samtidig skal Tilsyn under Velfærdsaftalen overholde og leve op til de fastlagte regler og retningslinjer, som findes ved dagtilbudslovens formålsparagraf.
Jf. kommissoriet har rammen for den nye tilsynspraksis været:
- Fokus på formen på tilbagemeldinger.
- Tilsyn bliver et aktivt værktøj i dagtilbuddenes udvikling.
- Tilsyn giver anledning til pædagogiske refleksioner
- Tilsyn skal være en nysgerrighed på praksis.
Nyt udkast til tilsynspraksis er udarbejdet af en arbejdsgruppe. Arbejdsgruppen har bestået af repræsentanter på tværs af kommunens dagtilbud med både deltagelse af dagtilbudsleder, mellemleder, dagplejepædagog, tilsynskonsulent og FTR for dagplejen samt en medarbejderrepræsentant for dagtilbud. Arbejdsgruppen har løbende involveret de relevante leder- og medarbejdergrupper ved at inddrage deres perspektiver på en ny kvalificeret tilsynspraksis.
Forslaget til ny tilsynspraksis i Rebild kommune
Under Velfærdsaftalen vil tilsynet arbejde differentieret og afprøve forskellige metoder, som evalueres løbende. For kommunale dagtilbud føres der tilsyn med udgangspunkt i kommunens ´Mål og Retning´. For Private institutioner føres der fortsat tilsyn med indholdet i Den styrkede pædagogiske læreplan.
Tilsynets formål er at være med til at sikre den faglige kvalitet i dagtilbuddene og samtidig skabe grobund for, i fællesskab med institutionerne, at udvikle kvaliteten yderligere.
I den nye tilsynspraksis vil der blive mere plads til de faglige dialoger og observationer. Den skriftlige dokumentation forsimples, og skal bruges mere målrettet til udvikling og kvalitetsforøgelse.
Tilsynet har derved to opgaver; 1) en myndighedsopgave ift. de lovpligtige tilsyn og 2) en udviklingsopgave ift. den pædagogiske praksis.
Alle kommunale og private dagtilbud får som minimum:
- 1 uanmeldt tilsynsbesøg hvert år og 1 anmeldt besøg over en 2-årige periode.
- Nye dagplejere modtager et opstartsbesøg af tilsynskonsulenten indenfor de første 3-6 måneder.
Ved hvert tilsyn udarbejder tilsynskonsulenter en tilsynsrapport, som efterfølgende bliver offentlig tilgængelig på institutionernes hjemmeside. Tilsynsrapporterne forholder sig til en række obligatoriske emner, og samtidig er der plads til særlige udviklingsmæssige forhold for det enkelte dagtilbud. Der er udarbejdet skabeloner til tilsynsskemaer, som kan justeres hen af vejen i forbindelse med, at nye opmærksomhedspunkter kommer til (se vedhæftede skabelon til tilsynsrapport).
Udover forslaget til en ny tilsynspraksis har arbejdsgruppen udarbejdet en brochure til udlevering til institutioner og dagplejere, hvor metoden for tilsyn kort beskrives (se vedhæftede brochure).
Forslaget åbner for, at tilsynskonsulenterne i højere grad inddrages i relevante udviklingsprocesser lokalt på baggrund af tilsynene. Dette planlægges lokalt med dagtilbuddene. Tilsynene bruges aktivt i udviklingsprocesserne, og tilsynskonsulenterne kan også facilitere vidensdeling mellem dagtilbuddene
Evaluering af Tilsyn under velfærdsaftalen:
I Velfærdsaftalens ånd skal den nye tilsynspraksis løbende evalueres.
Formålet med evalueringen er at indsamle viden om, hvilken betydning den nye tilsynspraksis har i forhold til at medvirke til kvalitetsforøgelse i Rebild kommunes dagtilbud.
I forlængelse heraf foreslår forvaltningen, at den nye tilsynspraksis igangsættes som en prøvehandling. Dvs. at arbejdet med den nye praksis, hvor der udover de faste rammer om de lovpligtige tilsyn med både anmeldt og uanmeldt tilsyn gives plads til stor lokal tilpasning ift., hvad der giver mening - løbende evalueres.
Forvaltningen foreslår derfor, at udvalget godkender det nuværende forslag til tilsynspraksis, men at det løbende evalueres på den og tilrettes, hvis der er behov herfor. Udvalget vil allerede i maj 23 få en status på erfaringerne med den nye tilsynspraksis,
Konkret foreslår forvaltningen, at arbejdsgruppen løbende drøfter erfaringerne af den nye tilsynspraksis og at arbejdsgruppen inddrager ledere og medarbejders perspektiver herpå.
Udvalget vil senest maj 2023 få forelagt en status på den nye tilsynspraksis til orientering og evt. justering, såfremt erfaringer viser, at der er behov herfor.
Inden udvalget orienteres omkring arbejdet foreslås modellen drøftet i de enkelte bestyrelser med den erfaring, der indtil da er opnået i de enkelte distrikter.