Rebild Kommunes første Værdighedspolitik blev udarbejdet i 2016 i samarbejde med det daværende Ældreråd, som var med til at kvalificere politikken. Et krav til den daværende politik var, at den skulle rumme følgende fem temaer:
- Livskvalitet
- Selvbestemmelse
- Kvalitet, tværfaglighed og sammenhæng i plejen
- Mad og ernæring
- En værdig død
Værdighedspolitikken skal nu opdateres, og partierne bag finansloven for 2018 er enige om, at kommunernes indsatser overfor pårørende til svækkede ældre skal styrkes. De pårørende bliver således det sjette overordnede tema i politikken.
Kommunalbestyrelsen skal derfor i politikken beskrive, hvorledes kommunen understøtter de pårørende til svækkede ældre. Formålet er blandt andet, at kommunerne skal sørge for tilbud om afløsning eller aflastning til ægtefælle eller andre pårørende, der passer en person med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. Dette sker i dag blandt andet i henhold til Rebild Kommunes kvalitetsstandarder og beskrives nu yderligere i Værdighedspolitikken.
Forvaltningen har udarbejdet en ny udgave af Værdighedspolitikken, som Ældrerådet på et temamøde har kvalificeret, idet de har bidraget med input til den nye udgave.
Når Værdighedspolitikken er blevet politisk godkendt, skal den publiceres på Rebild Kommunes hjemmeside og indsendes til Sundheds- og Ældreministeriet. Det er et krav for, at Rebild Kommune kan få del i Værdighedsmidlerne gældende for 2018.