Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Selvbetjening

Spar turen til rådhuset! Vores selvbetjening har åbent 24 timer i døgnet hele året rundt. Og du kan bruge den hjemmefra.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Sundhedsudvalget over for Økonomiudvalg og Byråd anbefaler, at praksisplanen for almen praksis godkendes

Beslutning fra Sundhedsudvalget, 9. marts 2021, pkt. 28:

Indstilles godkendt.

Sagsfremstilling

Praksisplanudvalget udarbejder i hver valgperiode en praksisplan for almen praksis. Praksisplanudvalget i Nordjylland består af politiske repræsentanter fra PLO Nordjylland, Region Nordjylland og kommunale repræsentanter udpeget via KKR Nordjylland. Praksisplanen er et samarbejds- og planlægningsværktøj mellem region, kommuner og praktiserende læger med henblik på at understøtte almen praksis’ rolle i det samlede sundhedsvæsen.


Den nye praksisplan er nu fremsendt til godkendelse. Planen har den samme vision som den gældende sundhedsaftale: Nordjyderne bliver sundere og oplever et sammenhængende og effektivt sundhedsvæsen, der er til for dem.


På grund af den tætte sammenhæng mellem praksisplanen og Sundhedsaftalen, har praksisplanen særlig fokus på samme målgrupper som Sundhedsaftalen:

• Børn og unge med særlige udfordringer

• Borgere med psykisk sygdom

• Borgere med kroniske sygdomme og/eller komplekse problemstillinger


Praksisplanens 5 pejlemærker

Praksisplanen indeholder 5 pejlemærker med tilhørende målsætninger:


1. Styrke nære relationer

Pejlemærket handler bl.a. om at skabe tydelighed om behandlingsansvaret ved sektorovergange, og styrke kendskab og kommunikation mellem almen praksis og øvrige dele af sundhedsvæsenet. Under pejlemærket behandles bl.a. opgaveoverdragelse, kommunalt-lægelige udvalg (KLU) og brug af digitale muligheder i almen praksis.


2. Sikre målrettede indsatser til de patienter, der har størst behov

Pejlemærket indeholder en beskrivelse af, hvordan der sikres målrettede indsatser til de patienter, der har størst behov. Konkret behandler pejlemærket bl.a. identifikation af børn og unge med trivselsudfordringer, forbedret kommunikation mellem almen praksis, kommuner (herunder PPR) og psykiatri, mere sammenhængende forløb for borgere med kroniske sygdomme, og et mål om øget brug af opfølgende hjemmebesøg.


3. Udvikle og fastholde den faglige kvalitet

Pejlemærket indeholder en beskrivelse af, hvordan den faglige kvalitet i almen praksis udvikles. Det omhandler bl.a. patientinddragelse, kvalitetsudvikling i almen praksis’ kvalitetsklynger, samt samarbejde om forbedret medicinhåndtering (herunder optimering af brug af Det Fælles Medicinkort og dosisdispensering).


4. Sikre hurtigere og nemmere adgang til almen praksis for borgeren

Pejlemærket omhandler arbejdet for at sikre borgerne en god og lige tilgængelighed til almen praksis. Det gælder både fysisk, telefonisk og elektronisk tilgængelighed, samt afprøvning og udbredelse af digitale løsninger for at fremme tilgængeligheden.


5. Styrke proaktivt samarbejde om lægedækningen

Pejlemærket beskriver, hvordan almen praksis, kommuner og region vil samarbejde om at sikre nordjyderne en god lægedækning. Pejlemærket beskriver, hvordan der i fællesskab arbejdes for at sikre tilstrækkelig kapacitet i almen praksis i hele regionen på både kortere og længere sigt, herunder inddeling af regionen i lægedækningsområder samt rekruttering og fastholdelse af praktiserende læger.


Kommuneprofiler

Som en del af praksisplanen er der udviklet kommuneprofiler, som er et vejledende redskab i forbindelse med at sikre lægedækning. Hver kommuneprofil indeholder bl.a. en vurdering af lægedækning og den fremtidige lægedækningsstruktur i den enkelte kommune.


I Rebild Kommunes profil står der følgende i forhold til vurdering af planlægningsområdet:


"Når der ses på indbyggere pr. kapacitet, kan der rettes opmærksomhed mod Nørager. De borgere i lægedækningsområde Nørager, der ikke har læge inden for lægedækningsområdet, har primært læge i lægedækningsområde Hobro eller Aars og i mindre grad Arden og Støvring. Der er stor andel af nye borgere i aldersgruppen 0-14 årige i dag, og det er en udvikling, der forsætter frem mod 2030. Der er et nyt læge- og sundhedshus på vej i Støvring Ådal."


Der står endvidere i Rebild Kommunes profil omkring den fremtidig struktur:


"Der skal fastholdes lægepraksis i lægedækningsområde Nørager, og der arbejdes på at understøtte rekruttering af læger til området. Udviklingen i antallet af nye borgere i de kommende år kan medføre behov for tilførsel af mere lægekapacitet i kommunen."


Regionen har imødekommet Rebild Kommunes høringssvar ved en opmærksomhed på rekruttering, befolkningstilvækst samt en ny model til løbende vurdering af kapaciteten og behov for ændringer. Der er ikke tilført nye kapaciteter til lægedækningsområderne i Rebild Kommune. Derfor skal der fortsat være stort både politisk og administrativt fokus på, at Rebild Kommune har befolkningstilvækst og dermed vil have behov for flere læger i fremtiden. Et fokus der skal arbejdes med blandt andet i forbindelse med opfølgning og implementeringen af planen.


Den videre proces

Efter godkendelse af planen hos de 11 nordjyske kommuner, Region Nordjylland og PLO Nordjylland, træder planen i kraft. I løbet af planperioden vil der som beskrevet i planen blive arbejdet med konkretisering, implementering og opfølgning på planens målsætninger. Det vil bl.a. indebære politiske dialogmøder med politikere fra de enkelte kommuner. Administrativ vil der blive nedsat en arbejdsgruppe med både kommunale, regionale og PLO repræsentanter, som skal bidrage til opfølgningen og implementeringen.

Resume

Sagen afgøres i: Byrådet


Praksisplanudvalget i Nordjylland godkendte den 10. december 2020 at sende den nye praksisplan for almen praksis til godkendelse hos de 11 nordjyske kommuner, Region Nordjylland og PLO Nordjylland. Undervejs i processen har Rebild Kommune deltaget administrativt i udviklingen af planen og Sundhedsudvalget har afgivet et forhøringssvar og et høringssvar. Begge høringssvar er vedlagt som bilag. Byrådet skal godkende praksisplan for almen praksis efter end høringsproces.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget anbefaler, at kompetencen til at gennemføre køb af mindre arealer til anlægsarbejder og øvrige mindre arealer under Teknik- og Miljøudvalgets område efter ovenstående kriterier delegeres til administrationen.

Beslutning fra Teknik- og Miljøudvalget, 10. marts 2021, pkt. 77:

Indstilles godkendt

Økonomi

Ingen økonomiske konsekvenser.


Sagsfremstilling

Byrådet godkendte den 11. oktober 2012, at salg af mindre arealer blev delegeret til administrationen. Beløbsgrænsen blev fastsat til maksimalt 45.000 kr. Beløbet svarer til den daværende grænse for, hvornår der var krav om skøde ved overførsel af arealer. Grænsen herfor er i dag 50.000 kr.


Det sker ofte, at der er behov for at erhverve mindre arealer til realisering af projekter. De kan f.eks. være til anlæg af fortov, cykelsti, andre tiltag vedrørende trafiksikkerhed, realisering af dele af lokalplaner m.v.


På samme måde som ved salg af arealer, vurderes det at være en administrativ lettelse, hvis administrationen kan erhverve mindre arealer.


Arealerhvervelse sker enten ved frivillig aftale eller ved ekspropriation.


Kriterier for administrativ erhvervelse af arealer kunne være:

  • Der erhverves kun det areal, der er behov for til projektet.
  • Der er frigivet anlægsmidler til projektet. Anlægsmidlerne vil omfatte den forventede pris for erhvervelse af arealer.
  • Kommunen afholder udgifter til berigtigelse af de nye ejendomsgrænser. Anlægsmidlerne vil omfatte de forventede omkostninger.
  • Prisen er maksimalt 30.000 kr. pr. ejendom.
  • Ved frivillige aftaler og ekspropriationer dækker ”prisen” både arealerhvervelse og eventuel erstatning for ulempe.
    • Arealerhvervelse: Grundprisen fastsættes i byzone som udgangspunkt efter ejendommens grundværdi. I landzone fastsættes prisen med udgangspunkt i den faktiske anvendelse, fx mose, landbrugsjord, have.
    • Ulempeerstatning: Der ydes erstatning for grundejers tab som følge af salg af arealet, fx beplantning, hegn, tab af afgrøde, indbliksgener m.v.
  • Hvis der er tale om erhvervelse ved ekspropriation er det byrådet der træffer beslutningen herom, men administrationen kan fremsætte forslag til erstatning indenfor rammen. I øvrigt følges reglerne om ekspropriation.


Det foreslås, at kompetencen til at indgå aftaler om erhvervelse af mindre arealer efter ovenstående kriterier delegeres til administrationen.

Resume

Sagen afgøres i: Økonomiudvalget


Det foreslås, at kompetencen til erhvervelse af nødvendige mindre arealer til anlægsarbejder og andre mindre arealer til realisering af projekter under Teknik- og Miljøudvalget delegeres til administrationen.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget træffer beslutning om


at der gives mulighed for, at der kan etableres brugerbetalte hastighedsdæmpende foranstaltninger ved brug af asfalterede vejbump, og

at forslag til "Retningslinjer for etablering af brugerbetalte vejbump" godkendes

Beslutning fra Teknik- og Miljøudvalget, 10. marts 2021, pkt. 74:

Et flertal bestående af Tommy Degn, Jeanette Sagan, Ole Frederiksen og Anna Oosterhof godkendte indstilling. Morten Lem stemte imod, idet han ikke ønsker brugerbetaling på vejbump. Morten Lem begærede sagen i byrådet på grund af sagens principielle karakter.

Monsido - statistik

Cookieinformation

Muni ver. 2.0