Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Selvbetjening

Spar turen til rådhuset! Vores selvbetjening har åbent 24 timer i døgnet hele året rundt. Og du kan bruge den hjemmefra.

Text

Teknik- og Miljøudvalget, Økonomiudvalget

Økonomi

Ingen bemærkninger.

Sagsfremstilling

Kommuneplanen er den overordnede plan for kommunens udvikling indenfor fysisk planlægning med en tidshorisont på 12 år. Kommuneplanen skal revideres eller genvedtages hvert fjerde år. Det sker blandt andet for at sikre, at kommuneplanen er opdateret i forhold til den aktuelle udvikling, samt at kommuneplanen er i overensstemmelse med de nationale interesser i kommuneplanlægningen. Det er lovbestemt, at vedtagelsen af kommuneplanrevisionen skal ske inden udgangen af byrådsperioden. Den 29. februar 2024 besluttede byrådet at igangsætte processen for kommuneplanrevisionen med fokus på bymønster og opdatering af risikoudpegninger.


Forslaget til kommuneplan 2025 forventes sendt til politisk behandling i juni 2025 med endelig vedtagelse i december 2025. Forslag til borgerinddragelse i forbindelse med den offentlige høring, vil fremlægges i juni sammen med forslaget til Kommuneplan 2025. Se bilag 1 for den resterende proces for kommuneplanrevisionen, herunder politiske behandlinger og borgerinddragelse frem til forslag.


Frem til at forslaget skal politisk behandles, arbejdes der med opdatering af risikoudpegninger, strategisk planlægning for Støvring midtby, beregning af restrummelighed og nye arealudlæg i forhold til bymønster for hele kommunen, samt udpegningen af bevaringsværdige bygninger i kategori 3-4 jævnfør byrådets beslutning den 22. juni 2022 pkt. 109.


Forvaltningen har i løbet af 2024 arbejdet med et forslag til nyt bymønster for Rebild Kommune. Dette forslag drøftes på et temamøde i Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget den 28. januar 2025 og på et møde med lokalråd den 12. februar 2025.

I forhold til detailhandel blev der i januar 2025 givet en politisk orientering om detailhandelsanalysen og efterfølgende blev der afholdt et møde med handelsstandsforeninger og Erhvervsudviklingsrådet om detailhandelsanalysen og faglige anbefalinger den 6. februar 2025. På baggrund heraf fremlægges en sag til politisk behandling i marts/april med henblik på at beslutte, om der skal ske en revision af detailhandel i kommuneplanen. I så fald indarbejdes dette i det forslag til kommuneplan, der fremlægges til juni.


Inddragelse

I løbet af 2024 har der været forskellige typer af inddragelse. Som opstart på processen for bymønster har der været en temadrøftelse på visionsseminaret i maj 2024 og efterfølgende på temamøde for Teknik- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget den 13. juni 2024. Der har fra den 17. juni til den 30. august 2024 været afholdt foroffentlighed med henblik på at indkalde ideer og forslag til nye arealudlæg og andre input til de enkelte byer. I august – september 2024 har der været udsendt et spørgeskema til borgerne i Rebild Kommune med henblik på at få data til detailhandelsanalysen og til udarbejdelsen af udkast til bymønster. I forbindelse med udarbejdelsen af den strategiske midtbyplan blev midtbyens mange aktører på forskellige måder inddraget. Den strategiske midtbyplan for Støvring midtby danner grundlag for det, der lovgivningsmæssigt skal indarbejdes i kommuneplanen i forbindelse med strategisk planlægning for bymidter.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget anbefaler Økonomiudvalg og byråd, at orienteringen tages til efterretning.

Beslutning fra Teknik- og Miljøudvalget, 4. februar 2025, pkt. 24:

Taget til efterretning.

Resume

Forvaltningen orienterer om status på kommuneplanrevisionen og den resterende proces frem mod endelig vedtagelse december 2025. Processen for kommuneplanrevisionen med fokus på bymønster og opdatering af risikoudpegninger blev igangsat af byrådet i februar 2024.

Text

Teknik- og Miljøudvalget, Økonomiudvalget, Byrådet

Økonomi

Ingen bemærkninger.

Sagsfremstilling

Over de seneste 10 år har der i Støvring været en befolkningstilvækst på mere end 30 % og den positive udvikling forventes at fortsætte. Dette sætter krav til byens fremtidige planlægning og udvikling. Derfor har forvaltningen i samarbejde med en rådgiver udarbejdet et forslag til et bystrategisk hovedgreb for Støvring, der ses i bilag 1. Formålet med et bystrategisk hovedgreb for Støvring er dermed at samle de igangværende strategiske indsatser, såvel som kommende, under et fælles perspektiv på byens udvikling som helhed. Dette ses i bilaget på side 5, hvor det bystrategiske hovedgreb illustreres som en overlægger, der favner allerede udarbejdede planer for eksempelvis Ådalen og Højdal samtidig med at det skal være et pejlemærke for kommende planer for midtbyen såvel som kommende områder og kvarterer. Det bystrategiske hovedgreb for Støvring forventes indarbejdet i den kommende planstrategi, der sætter retningen for den fremtidige udvikling af kommunen.


Det bystrategiske hovedgreb omfatter følgende seks trin:

  • Den levende bymidte. Denne skal være centrum for en by i vækst og for det gode hverdagsliv.
  • Nye boligområder forsyner bymidten. Med flere mennesker i hverdagen, der bidrager til liv i bymidten.
  • Landskabet som rygrad. Det blå og grønne binder byen sammen og gør naturen nærværende i hverdagen
  • Hverdagsliv, der samler sig. Hverdags- og fritidstilbud bindes tættere sammen, skaber nyt byliv og kobles på den grønne struktur.
  • Forandringer, der fortætter. Flere nye boligtyper tæt på bymidten, som understøtter hverdagens byliv.
  • Gode forbindelser. Skaber sammenhæng i hele byen og binder nye områder sammen med bymidten.


Dermed tager det bystrategiske hovedgreb udgangspunkt i at skabe et hierarki for byens mødesteder, hvor bymidtens udvikling først og fremmest skal styrkes. Heri er midtbyen tænkt som hjertet i byens udvikling og der er dermed indtænkt en klar rollefordeling mellem midtbyen, det kommende Støvring Højdal og byens øvrige kvarterer. Denne rollefordeling kan illustreres ved at tænke på Støvring midtby som byens mødested, hvor vi handler og går til koncerter, mens Støvring Højdal bliver hverdagens mødested hvor vi dyrker sport og går i skole. ’Støvring midtby – mere for flere’ skal bidrage til at skabe en aktiv og levende bymidte og dermed understøtte en klar prioritering af bymidten som centrum for byens vækst og det gode hverdagsliv. Bymidten skal drage fordel af tilflytningen fra nye boliger og boligområder, der bidrager til at styrke livet og aktivitetsniveauet i centrum. Samtidig skal byens unikke landskabelige kvaliteter udnyttes på nye måder for at skabe en mere attraktiv og sammenhængende by. En helhedsorienteret tilgang, hvor der etableres klare forbindelser mellem byens områder, skal bidrage til at styrke både den lokale identitet og udviklingen af nye fællesskaber. Her bliver det essentielt, at nye boligområder anlægges i tæt samspil med Mastrup Ådal og bygges i forlængelse af byen, for at styrke en sammenhængende bystruktur. Byen knyttes tættere sammen ved en fokus på gode stier og rekreative forbindelser i det grønne.

Monsido - statistik

Cookieinformation

Muni ver. 2.0