Nørrebjergvej 7 har dårlig vandkvalitet. Der er påvist E.coli, Coliforme og kimtal 22 over kvalitetskrav.
Ejerne af Nørrebjergvej 7, 9574 Bælum har bedt Smidie Vandværk om at blive tilkoblet Smidie Vandværk, da vandkvaliteten er dårlig. Der er en ca. 1 km fra vandværkets ledningsnet og ud til Nørrebjergvej 7. Vandværket har søgt Rebild Kommune om at stå i forskud, da de ikke kan låne penge til at lægge ud for de ejendomme som den nye ledning passerer.
Forsyningsforhold i området:
Et kort over nuværende forsyningsforhold og fremtidig forsyningsledning i området er vist på bilag 1. Nørrebjergvej 7 ligger i Smidie Vandværks forsyningsområde, hvor vandværket har tilslutningspligt.
Den fremtidige forsyningsledning hen til Nørrebjergvej 7 passerer 3 ejendomme, som har egen drikkevandsboring (Nørrebjergvej 1, 2 og 3). Vandforsyningen til disse ejendomme overholder for 2 ejendommes vedkommende p.t. kvalitetskravene til drikkevand og 1 ejendom har lidt for meget nitrat i drikkevandet. Vandværket har spurgt disse, om de ønsker at tilkoble sig vandværket, men det ønsker de ikke på nuværende tidspunkt.
Vandværket har yderligere sendt breve ud til Nørrebjergvej 4, 6, 9, 11, 13 og ingen har meldt tilbage at de vil tilsluttes i denne omgang.
Tilslutningsbidrag:
Vandværket er villige til at tilslutte Nørrebjergvej 7, men mener ikke, at de har økonomi til at stå i forskud for en stor del af omkostningen ved etablering af vandforsyningsledningerne. Vandværket oplyser, at Deres likviditet er nul kroner og at de ikke kan låne i banken.
Jævnfør vandværkets godkendte takstblad 2021 koster tilslutning af Nørrebjergvej 7 i alt 43.426 kr. ekskl. Moms (se mere i bilag 2). Forsyningsledningsbidraget udgør 33.834 kr. ekskl. Moms. Vandværkets har indhentet en pris for at få lagt en 63mm forsyningsledning fra Kongstedlundvej 8 ud til Nørrebjergvej 7. Prisen er 123.378 kr. ekskl. Moms for de 4 ejendomme Nørrebjergvej 1, 2, 3 og 7. Det stemmer fint overens med takstblad 2021.
Forvaltningen vurderer, at Rebild Kommune bør stå i forskud for forsyningsledning for ejendomme, der ikke tilsluttes på nuværende tidspunkt.
Rebild Kommune vil jf. retningslinje i Vandforsyningsplan 2013-2023 stå i forskud for forsyningsledninger, hvis 60 % eller mere i et område vil tilsluttes. Denne retningslinje har dog vist sig ikke at være kommet i spil i Rebild Kommunes tid, da der ikke er så mange, der på samme tid ønsker tilslutning. Kommunalt forskud i dette tilfælde vil kræve, at der afviges fra retningslinjen i vandforsyningsplanen, da der ikke er 60% eller mere i området, der på nuværende tidspunkt vil tilsluttes. Teknik- og Miljøudvalget har dog i 2018 besluttet at stå i forskud ved tilslutning til Guldbæk Vandværk, og der er også i dette tilfælde afveget fra retningslinjen i vandforsyningsplanen (Se dagsordenspunkt nr. 194 fra den 5. december 2018).
Samlet vurdering:
Forvaltningen foreslår, at der afviges fra vandforsyningsplanen, så Rebild Kommune står i forskud så omkostningerne ved etablering af forsyningsledningen til Nørrebjergvej 7 dækkes. Dette vil også sikre, at de resterende ejendommene i området har mulighed for at blive tilkoblet vandværk. For at dække omkostningen er der behov for forskud for 3 ejendomme.