Sagsfremstilling
Hidtil har de overordnede rammer for udformningen af rækkehusområder primært været styret af en bebyggelsesprocent og en mindste grundstørrelse. Dette kan imidlertid lede projekterne i en bestemt retning med større boliger i 1 etage med individuel parkering på den enkelte grunde.
Planteamet forsøger med udkastet til den nye praksis, at
- Give større frihed/mulighed for udviklerne at komme med alternative løsninger, fx projekter med større fællesarealer frem for individuelle haver. Ved kravet til friarealer medregnes private og fælles arealer.
- Skabe tættere rækkehusbebyggelser, men med mere fokus på de vigtigste elementer vedrørende friarealer, ved at stille krav om størrelsen af den private have.
- Give bedre mulighed for dem, som vil bygge i 2 etager eller lave fællesløsninger ift. parkering mv.
- Give mulighed for større variation i de enkelte rækkehusbebyggelser, hvor der kan være boliger med store haver og boliger mindre haver i samme område. Kravet til friarealer er for området som helhed.
Hidtil har fokus primært være på bebyggelsesprocenten og mindste grundstørrelsen. I udkastet er fokus flyttet til størrelsen og dimensioneringen af haver og friarealer. Dette kan medføre mindre grunde end sædvanligt ved boliger på op til ca. 100 m2. Herudover vil bebyggelsesprocenten typisk blive lavere ved 1 etages boliger (ca. 34-40 %) og højere ved 2 etages boliger (43-50 %). Variationen kommer primært fra, om man laver fællesparkering eller parkering på de enkelte grunde. Ved parkering på den enkelte grund bliver bebyggelsesprocenten lavere, da parkeringsarealet tælles med i grundstørrelsen, men der skabes ikke mere friareal.
Formålet med at flytte fokus til størrelsen af friarealer er, at gøre det mere interessant at bygge i 2 etager, da man herved kan frigøre mere friareal, og dermed bygge mere samtidig med, at der stadig sikres attraktive haver. Ligeledes mindskes favoriseringen af parkering på den enkelte grund frem for fælles parkeringsløsninger.
Opførelse af flere boliger på samme areal kan ud fra et planlægningsmæssigt perspektiv være særlig interessant i byer som Støvring og Skørping, hvor man i fremtiden kan blive udfordret i forhold til at finde nye egne arealer til boliger. Samtidig vil der være en samfundsmæssig gevinst ved, at der ikke skal etableres lige så mange veje, ledningsanlæg mv., samt arealer kan friholdes til andre formål. Dette gør sig også gældende ved byer, som ikke har udfordringer med at finde nye arealer.
Det vil dog altid i sidste ende være lokalplanen, som skal sætte rammerne for byggeriet. Der kan være områder, f.eks. i bymidter, hvor man ønsker en endnu højere tæthed, end dette udkast lægger op til, og der kan være områder, hvor man ønsker en mindre tæthed. Så dette kan vi regulere i en lokalplan.
Det må påregnes, at udkastet til den nye praksis løbende skal udbygges og udvikles efterhånden, som man bliver opmærksom på evt. uhensigtsmæssigheder, samt for at imødekomme samfundsudviklingen og de politiske ønsker.