Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Selvbetjening

Spar turen til rådhuset! Vores selvbetjening har åbent 24 timer i døgnet hele året rundt. Og du kan bruge den hjemmefra.

Beslutning

Indstilles godkendt som indstillet af forvaltningen.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalg og Byråd anbefaler


at genbrugspladserne får udvidet åbningstid for erhverv

at det besluttes om udvidelsen i givet fald skal ske som beskrevet i scenarie 1 eller 2

at taksten på erhvervs besøg på genbrugspladserne hæves fra kr. 200,- til kr. 400,- med scenarie 1 eller til kr 275,- for scenarie 2


Beslutning fra Teknik- og Miljøudvalget, 23. september 2020, pkt. 181:

Udsat, idet udvalget ønsker yderligere beregninger.


Der ønskes beregning for en løsning, hvor én af kommunens genbrugspladser har bemandet åbningstid for både erhverv og private 7-11 eller 9-11 alle hverdage. Sidstnævnte er tidligere fremført som ønske af kommunens erhvervsdrivende.



Genoptagelse af sagen

Forvaltningen foreslår at den ekstra åbningstid holdes på Sørup Genbrugsplads, da det er den mest besøgte.


Nuværende forhold på Sørup Genbrugsplads:

Åbningstiden er hverdage 11-18, dog med lukket om tirsdagen og 10-16 alle weekender (Lukket på helligdage, grundlovsdag, juleaftensdag og nytårsaftensdag).


De to scenarier:

A: Åbent for alle i tidsrummet: 7-18 alle hverdage, 10-16 i weekenderne (Lukket på helligdage, grundlovsdag, juleaftensdag og nytårsaftensdag)

B: Åbent for alle i tidsrummet: 9-18 alle hverdage, 10-16 i weekenderne (Lukket på helligdage, grundlovsdag, juleaftensdag og nytårsaftensdag)


Sørup Genbrugsplads har så mange besøgende, at der er behov for minimum to medarbejdere til vejledning af borgere og drift. Hvis der ikke er vejledning for de besøgende, er erfaringen at det resulterer i fejlsorteringer, som koster ekstra når fraktionerne afsættes. Der regnes i scenarierne for udvidet åbning med to medarbejdere på pladsen i åbningstiden.


Scenarie A: Tidsrummet for åbent på genbrugspladsen er 7-18 på alle hverdage, og uændret 10-16 i weekenderne. Dette vil betyde en øget udgift til bemanding på 790.000 kr./år.


Scenarie B: Tidsrummet for åbent på genbrugspladsen er 9-18 på alle hverdage, og uændret 10-16 i weekenderne. Dette vil betyde en øget udgift til bemanding på 655.000 kr./år.


I tidligere scenarie 1 blev den udvidede omkostning til bemanding beregnet til 350.000 kr./år – Forskellen til ovenstående består i, at der regnes med to medarbejdere i hele åbningstiden for at sikre tilfredsstillede vejledning af de besøgende.


Økonomi

Med udvidede åbningstider for både private og erhverv, skal de øgede omkostninger fordeles ml. det årlige gebyr for genbrugsplads til alle husstande og taksten pr. besøg for erhverv.

Som udgangspunkt fordeles udgifterne 50/50 ml. private og erhverv. Denne fordeling skal formodentlig justeres, når vi ved hvem der benytter genbrugspladsen i en udvidet åbningstid.


Scenarie A - kl. 7-11 - 790.000,-:
Gebyr for husstande stiger fra 1.058,- til 1.097,- (inkl. moms, baseret på 2021 budget)

Takst pr. besøg for erhverv stiger fra 200,- til 457,- (ex. moms, baseret på 2021 budget)


Scenarie B - kl. 9-11 - 655.000,-:
Gebyr for husstande stiger fra 1.058,- til 1.090,- (inkl. moms, baseret på 2021 budget)

Takst pr. besøg for erhverv stiger fra 200,- til 409,- (ex. moms, baseret på 2021 budget)


Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalg og Byråd anbefaler at der ikke ændres i åbningstiderne



Beslutning fra Teknik- og Miljøudvalget, 4. november 2020, pkt. 209:

Godkendt


Økonomi

De øgede omkostninger skal finansieres over taksten for erhvervs besøg på genbrugspladserne. Det må forventes at øget adgang vil give flere besøg på pladsen, men en takststigning kan nok alligevel ikke undgås. Med en forudsætning om at besøgstallet stiger til 1500 besøg/år som følge af de nye åbningstider, vil den fremtidige takst for erhvervs besøg på genbrugspladserne skulle fastsættes til kr. 400,- pr. besøg i scenarie 1 og til kr 275,- pr besøg i scenarie 2.


Sagsfremstilling

Ud af ca. 140.000 årlige besøg på Rebilds genbrugspladser er kun 0,8 % - eller ca. 1100 besøg - registreret som erhverv. For et år siden inviterede forvaltningen sammen med Business Rebild forskellige erhverv til et møde for at blive lidt klogere på, hvad der skal til for at erhverv benytter genbrugspladserne mere. En af konklusionerne var at gebyrstørrelsen betyder noget for, hvordan de håndterer affaldet. Udvidelse af åbningstiderne var også en del af drøftelsen.


Rebild Kommune har flere gange fået en lav placering i Dansk Byggeris årlige vurdering af bygge- og erhvervsvenligheden i landets kommuner. Her vurderes blandt andet på tilgængelighed, åbningstider samt gebyrer i forbindelse med aflevering af erhvervsaffald (se bilag 2).


I forhold til gebyrer er der fra 2019 til 2020 sket en forbedring fra placering som nr. 96, til nr. 88 af landets kommuner. Denne ændring kan kobles til at Rebild Kommune pr. 1. januar 2020, som et forsøg justerede gebyret for erhvervsmæssig benyttelse af genbrugspladerne. Justeringen omfattede en ensretning af gebyret, så det nu koster 200 kr./ besøg, ex. moms, uanset bilstørrelse og om det er med eller uden trailer.

I forhold til tilgængelighed og åbningstider på genbrugspladser er Rebilds placering angivet til nummer 97, af 98 i 2020.


De kommuner der scorer højest i undersøgelsen er Bornholm, Sønderborg og Thisted. Ens for de tre kommuner er, at der her er tale om genbrugspladser hvor der er døgnåbent. Erfaringerne fra døgnåbne genbrugspladser er, at der forventes et større antal fejl i de fraktioner som er tilgængelige uden for de bemandede timer.


Forvaltningen har på baggrund af ovenstående undersøgt muligheden for forbedring af adgang til genbrugspladserne for erhverv, og opstillet to mulige scenarier:


Scenarie 1

Udvidelse af åbningstiden for erhverv med flere bemandede åbningstider på hverdage i tidsrummet 7.00-11.00

Sørup: Mandag – Onsdag – Fredag

Krastrup: Torsdag

Mejlby: Tirsdag


Med ovenstående model bliver hele kommunen tilgodeset, med åbent for erhverv i et udvidet tidsrum.

Der skal foretages ændring i ANPR (nummerpladelæsernes software) for at det kan lade sig gøre. Systemet skal opsættes så virksomheder der ønsker at benytte ordningen, skal registrere sig via kommunens hjemmeside. Virksomheden skal angive hvilke biler (reg.nr.) de besøger pladsen med. Dette skal gøres inden der køres til pladsen 1. gang. Når nummerpladelæseren ser et kendt reg.nr. åbner bommen, og der noteres for en indkørsel til fakturering.


Økonomi i scenarie 1:

Udvidet bemanding kl. 7-11 - 350.000-,- pr. år.

Systemtilpasning - 20-30.000, pr. genbrugsplads


Scenarie 2

Alternativt kan ovenstående vælges for bare Sørup genbrugsplads og den udvidede åbningstid kan udgøres af både bemandede og ubemandede timer. Ubemandet kl. 7-9 og udvidet bemanding kl. 9-11.

Dette kræver en lidt større investering i automatiseret drift men færre udgifter til bemanding end ovenstående.

Ved ubemandet åbningstid bør der installeres kameraovervågning, så der efterfølgende kan følges op på besøgende, der ikke følger vilkår for brug af pladsen.


Økonomi i scenarie 2:

Udvidet bemanding kl. 9-11 (man, ons, tors, fre) - 125.000,- pr. år

Systemtilpasning mm. - 35.000,-

Kameraovervågning - 50.000,


Tillæg til miljøgodkendelserne

Ubemandet åbningstid kræver et tillæg til genbrugspladsernes miljøgodkendelse, da alle har vilkår om bemanding i åbningstiden. Vilkåret eksisterer for at mindske forurening ved at folk spilder, afleverer forkert affald eller fejlsorterer.

Ved ansøgning om tillæg skal der redegøres for hvilke tiltag der igangsættes for at undgå at der sker en forøgelse af forurening. Det er derfor pladsen skal kameraovervåges.


Resume

Sagen afgøres i: Byrådet


Forvaltningen fremlægger forslag til udvidet adgang for erhverv på genbrugspladsen.


Beslutning

Indstilles godkendt.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalg og byråd anbefaler


at tilkendegive ekspropriationsvillighed til en kildeplads på de omfattede matrikler

at der udpeges en repræsentant fra byrådet til at indgå i en eventuel ekspropriationsforretning


Beslutning fra Teknik- og Miljøudvalget, 4. november 2020, pkt. 208:

Godkendt. Kim Edberg Andersen udpeges som repræsentant i en eventuel ekspropriationsforretning.

Økonomi

Rådgihedsindskrænkninger på den nye kildeplads har ikke nogen økonomiske konsekvenser for kommunen. Skørping Vandværk og forbrugere betaler erstatning til ejeren.


Sagsfremstilling

Skørping Vandværk har i flere år arbejdet på at etablere en ny kildeplads og har nu fundet et ca. 4 ha stort areal sydvest for Fræer (se mere i bilag/ansøgning) hvor de ønsker at etablere en ny kildeplads med 2-4 indvindingsboringer. Den nye kildeplads skal indgå i forsyningen af Skørping By og omegn med drikkevand. Skørping Vandværk har i 2019 udført en undersøgelsesboring og en midlertidig pejleboring på arealet med gode resultater. Det forventes, at arealet vil ingå i de fremtidige Boringsnære Beskyttelsesområder (BNBO) for kildepladsen og vandværket ønsker derfor også at beskytte arealet mod forurening.


Skørping Vandværk har i dag tre kildepladser, hvoraf én ikke er i brug, da der er påvist flere pesticider heraf nogle over kvalitetskravene for drikkevand. Forsyningen sker i dag fra vandværkets to øvrige kildepladser. På den ene er der påvist pesticider under kvalitetskravene og på den anden er der risiko for forurening med miljøfremmede stoffer. Vandværket er derfor bekymret for pludselig at stå uden drikkevand til deres forbrugere. Behovet for den nye kildeplads sydvest for Fræer er derfor stort.


Skørping Vandværk har skriftligt anmodet Byrådet om at tilkendegive, at Byrådet vil være indstillet på at foretage den nødvendige ekspropriation til etablering af vandforsyningsanlæg og påbud om rådighedsindskrækninger i det Boringsnære Beskyttelsesområde i tilfælde af, at der ikke kan indgås en frivillig aftale med lodsejer.


Projektet er beskrevet i ansøgningen og er vist på et kort, se mere i bilag. Kortbilaget viser 1 undersøgelsesboring (er etableret), 1 pejleboring (er etableret), 4 indvindingsboringer og de to matrikler, hvor der skal foretages rådighedsindskrænkning (matrikel 42g og 25c Fræer By, Fræer). Ekspropriationen handler ikke om afståelse af areal, men kun om rådighedsindskrænkninger. Deklarationer om rådighedsindskrænkninger skal tinglyses på matriklerne mod erstatning.


Forvaltningens vurdering

Projektet er i overensstemmelse med intentioner og retningslinjer i Rebild Kommunes Vandforsyningsplan 2013-2023. Ifølge planen har Rebild Kommune som særligt fokusområde at sikre den fremtidige vandforsyning i kommunen, så forbrugerne også på langt sigt kan forsynes med rigeligt drikkevand af en god kvalitet. Samtidig er det et mål at indvindingen af grundvand til drikkevand i videst muligt omfang skal ske fra velbeskyttede grundvandsmagasiner. Skørping Vandværk har igennem mange år forsøgt finde en ny kildeplads.

Undersøgelser tyder på, at området sydvest for Fræer er egnet som ny kildeplads. Forvaltningen håber på at projektet vil medføre en fortsat god og stabil drikkevandskvalitet for borgere i Skørping by og omegn.

Ekspropriation til boringer og fredningsbælte vil kunne ske med hjemmel i Vandforsyningslovens §37. Beskyttelse af de fremtidige BNBO områder vil kunne ske med hjemmel i miljøbeskyttelseslovens §24.


Monsido - statistik

Cookieinformation

Muni ver. 2.0