Teknik og Miljøudvalget besluttede den 9. marts 2022 principper for, hvordan lokalplaner fremadrettet skal prioriteres. Det blev besluttet, at ansøgninger om lokalplaner i højere grad skal være belyst, inden de prioriteres til udarbejdelse.
Hensigten er dels at kunne forventningsafstemme tidshorisonten for udarbejdelse af lokalplaner med ansøgere og bygherrer. Dels at lokalplanprocessen ikke går i stå undervejs, fordi ansøgere ikke leverer fyldestgørende materiale, når udarbejdelsen af lokalplanerne går i gang. Derudover er det hensigten, at Teknik og Miljøudvalget skal behandle færre sager om lokalplanlægning.
Tidligere behandlede udvalget både igangsætning af planer og efterfølgende prioritering, dvs. mindst to politiske behandlinger, inden planlægningen blev igangsat i forvaltningen, hvorefter planerne blev belyst. Fremover skal udvalget kun godkende videre behandling af ansøgninger, der ikke er i overensstemmelse med kommuneplanen, eller som kræver ændring af en eksisterende lokalplan. Andre ansøgninger skal først behandles, når der foreligger et afklaret projekt, der kan danne grundlag for lokalplan og prioritering. I bilag 1 er den fremtidige lokalplanproces vist. Bilag 1 uddyber de faser af lokalplanprocessen, der er relevante indtil prioritering.
Lokalplanlisten er i bilag 2. Listen er bygget anderledes op end tidligere, så den fremadrettet kan anvendes mere dynamisk i arbejdet med at belyse ansøgninger og i prioriteringen af lokalplaner. Lokalplanerne er grupperet under farvede blokke.
- Øverst på listen under den blå blok fremgår de igangværende lokalplaner. Det er de lokalplaner, der allerede er prioriteret til udarbejdelse. Nogle af planerne har betydning for ressourcer i indeværende år, men kan også have betydning for ressourcer i de kommende år.
- Næste blok er grøn og indeholder de ansøgte lokalplaner, der er afklarede og klar til at prioritere, når der er ressourcer til det. Der er foreslået tidsplaner på alle disse planer.
- Den gule blok indeholder de ansøgninger, der er under afklaring. De kan prioriteres under forudsætning af, at de er afklarede, inden udarbejdelsen går i gang. Der er foreslået tidsplaner på de planer, som udvalget har set, eller som vurderes at være så langt i afklaringen, at de når at blive belyst. De øvrige lokalplaner får først tidsplan, når de har været præsenteret for udvalget.
- Den orange blok indeholder ansøgninger, der endnu ikke er påbegyndt sagsbehandling. De kan reelt indgå i prioriteringen, men bør have en tidsplan, der levner tid til at afklare ansøgningerne. Der er ikke foreslået tidsplaner på disse planer.
- Den grå blok indeholder lokalplaner, der stammer fra politiske beslutninger fx om budgetforlig, arealudlæg i kommuneplanen og planer der afventer kommuneplanrevision. Disse planer kan prioriteres, men de kan kræve afklaring eller udarbejdelse af et kommuneplantillæg. Der er foreslået tidsplaner på de planer, der stammer fra budget og er samfundsmæssigt nødvendige samt de planer, der har været politiske beslutninger om.
- Den røde blok indeholder lokalplaner, der er gået i stå, afventer andre projekter eller som kommer løbende. Lokalplanerne kan prioriteres, men de skal belyses. Der er foreslået tidsplaner på de planer, der afventer "Frie Bymidter" samt de planer der følger af aftale om salg af Centergrunden i Støvring Ådale.
Fremadrettet bliver lokalplanlisten fremlagt 2 gange årligt med henblik på at oplyse om status, samt mulighed for omprioritering. Med omprioritering menes, at der skal være mulighed for at fremme hastende lokalplaner, der ikke er forudset, samt der skal være mulighed for at frem- eller tilbagerykke lokalplaner. Ellers er udgangspunktet for prioriteringen, at ressourcerne til lokalplanlægning i 2023 og 2024 lægges fast, så forvaltningen kan afstemme med ansøgere, hvornår de kan forvente, at deres lokalplaner udarbejdes. I takt med at nuværende og fremtidige ansøgninger bliver belyst, kan de indgå i prioriteringsrækkefølgen.
Grundlaget for forvaltningens forslag til prioritering er budget, aftale om salg af centergrund i Støvring Ådale, afklaringsniveau samt behov for tidlig planlægning. Jf. Budget er der særligt fokus på vedvarende energi og moderniseringsplan. Forvaltningen bemærker, at et par tidligere prioriterede lokalplaner foreslås nedprioriteret, da der ikke er leveret fyldestgørende materiale.
I 2023 er der 11 igangværende lokalplaner, der videreføres. Derudover der foreslået igangsat 12 nye lokalplaner. Disse er angivet med tidsplaner, der starter i 2023 på bilag 2. Det vurderes at være det maksimale antal, der kan igangsættes med de nuværende ressourcer.
I 2024 er der en forventning om, at der er 11 igangværende lokalplaner fra 2023. Derudover er der foreslået igangsat 7 nye lokalplaner. Disse er angivet med tidsplaner, der starter i 2024 på bilag 2. Det forventes, at der er ressourcer til at igangsætte 4-5 lokalplaner yderligere. Disse kan prioriteres fra de orange, de grå eller de røde afhængigt af, at ansøger er klar til at gå i gang. Forvaltningen vil foreslå, at denne prioritering afventer.
I 2025 er der på nuværende tidspunkt kendskab til 2 lokalplaner, der skal starte op. Disse er angivet med tidsplaner, der starter i 2025 på bilag 2.
I 2026 er der på nuværende tidspunkt kendskab til 3 lokalplaner, der evt. starter op. Disse er angivet med tidsplaner, der starter i 2026 på bilag 2.
På mødet gennemgår forvaltningen lokalplanlisten med henblik på på, at udvalget kan beslutte, hvordan prioriteringsrækkefølgen skal være.
Besluttes det at prioritere udvikling af kommunale udstykninger, skal der fremlægges en sag til Økonomiudvalget om frigivelse af økonomi til forundersøgelser og materiale samt grundkøb, hvis det er private arealer. Desuden gennemgås listen med henblik på omprioritering af lokalplaner der er prioriteret til udarbejdelse samt generel oprydning. De fremgår af notatfeltet i bilag 2, hvilke planer, der foreslås flyttet.