For langt de fleste områder på Arbejdsmarkedsudvalgets område forventer vi nu et mindreforbrug. Foruden højkonjunktur er det uden tvivl den lave ledighed og efterspørgsel efter arbejdskraft samt den målrettede indsats og samarbejde med arbejdsgiverne, der er årsagen til det markante mindreforbrug. Det betyder, at der i højere grad bliver plads på arbejdsmarkedet til borgere med begrænset tilknytning til arbejdsmarkedet, hvilket er en særdeles positiv udvikling.
Mindreforbruget på forsikrede ledige skyldes først og fremmest, at Rebild Kommune har en lav og alligevel stadig faldende ledighed, samt at der lige nu ses en meget lav langtidsledighed, hvorved den kommunale andel af finansieringen bliver mindre. På området for sygemeldte er der også lavere udgifter end budgetteret, hvilket skyldes færre modtagere end forudsat ved budgetlægningen.
Det samlede mindreforbrug til integrationsydelse forventes at blive ca. 2,7 mio. kr. Der visiteres kun ganske få flygtninge og familiesammenførte. Samtidig er der stigende succes med at få etableret ordinær beskæftigelse eller uddannelse til kommunens flygtninge.
På ressourceforløb har der været en konstant tilgang af borgere, men de sidste par måneder har antallet af modtagere været stabilt. Det merforbrug, der gennem hele året har været forventet, er derfor nedjusteret til 3,7 mio. kr.

For en nærmere beskrivelse af de forventede budgetafvigelser henvises til økonomivurderingsrapporten for udvalget, der er vedlagt som bilag.