Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalg og byråd anbefaler


at orienteringen tages til efterretning
at det drøftes om vejen skal tilsluttes Buderupholmvej øst eller vest for dambruget
at det drøftes om anlægsarbejdet skal etapeopdeles

Beslutning fra Teknik- og Miljøudvalget, 23. september 2020, pkt. 194:

Orienteringen blev taget til efterretning.


Ole Frederiksen, Morten Lem og Jeanette Sagan ønsker, at vejen tilsluttes Buderupsholmvej vest om dambruget (gul linje). Kim Edberg ønsker og Anne Oosterhof ønsker en vurdering af pris for en linjeføring øst om dambruget.


Jeanette sagen ønsker pris for en linjeføring længere mod syd rundt om Støvring.


Udvalget vurderer at en etapeopdeling vil være nødvendigt, men finder det afgørende, at undgå væsentlig tidsforskydning.


Beslutning fra Økonomiudvalget, 30. september 2020, pkt. 244:

Et flertal på 5 (Venstre, Radikale Venstre, Socialdemokraterne, Konservative) indstiller

at orienteringen tages til efterretning
at der igangsættes en hurtig faglig revurdering og anbefaling af linjeføring og tilslutninger til politisk forelæggelse. Linjeføring syd om dambruget fastholdes.
at der ikke foretages etapeopdeling af anlægsarbejdet.


Imod stemte 2 (Socialistisk Folkeparti, Dansk Folkeparti)


Socialistisk Folkeparti og Dansk Folkeparti ønskede en etapeopdeling af projektet


Økonomi

Anlægsprojektet for strækningen Juelstrupparken - Hobrovej er i skitseprojektet overslagsmæssigt vurderet til 27,2 mio. kr (prisniveau 2020) (passage af Mastrup Bæk sker på en vejdæmning med faunapassage).

Anlægsprojektet for strækningen Hobrovej - Buderupholmvej øst for dambruget er overslagsmæssigt vurderet til 22 mio. kr og vest for dambruget til 12,6 mio. kr (prisniveau 2020).

I anlægsoverslaget for løsningen vest for dambruget er der ikke indregnet evt. omkostninger til standardforbedring af vejstrækningen over den eksisterende bro.

Samlet anslås anlægsprojektet at koste 39,8 - 49,2 mio. kr. Hertil kommer arealerhvervelse, som medmindre der kan påvises behov for ulempeerstatninger, anslås til 2,5-3 mio. kr, og 1,5 mio. kr til udarbejdelse af VVM mv. Derudover vil en trafikmodel for Støvring by koste 0,3-0,4 mio. kr.

Der er i investeringsoversigten 2020-2023 afsat 0,5 mio. kr i 2020 til planlægning, og 5 mio. kr. og 49,175 mio. kr i hhv. 2022 og 2023 til anlægsarbejdet.

Sagsfremstilling

Byrådet besluttede på mødet d. 26. august 2020, at det igangværende arbejde med planlægningen af Ny Nibevej forelægges, herunder økonomi og mulighed for etapeopdeling af projektet.


Der er i 2015 udarbejdet et skitseprojekt for etablering af Ny Nibevej syd om Støvring, hvor der er anvist forskellige løsningsforslag for krydsning af Mastrup Bæk og for udformning af vejstykket ved dambruget på Buderupholmvej (krydsning af Lindenborg å på den eksisterende bro eller på en ny bro).


Teknik- og miljøudvalget behandlede skitseprojektet på møderne den 12. august og 2. september 2015, hvor det besluttedes:

• at projektet ikke skal indeholde cykelstier

• at krydsning af Mastrup Bæk skal ske ved anlæggelse af vejdæmning og faunapassage, og

• at sagen udsættes på nærmere udredning om krydsning af Lindenborg å


Processen fremadrettet

Projektet vurderes at være VVM-pligtigt, da det bla. berører §3 beskyttet natur, berører eksisterende spredningskorridor, medfører landskabelige ændringer indenfor fredning- og naturbeskyttelsesområder, samt at anlægsarbejdet sker i umiddelbar nærhed af et udpeget Natura 2000 område.


Forinden VVM-arbejdet igangsættes, anbefales det at gennemføre relevante forundersøgelser med henblik på at fastlægge om Ny Nibevej:

• skal tilsluttes Buderupholmvej øst eller vest for dambruget. (se bilag figur 1 og 2)

• skal tilsluttes ved Juelstrupparken eller Vestre Primærvej. (se bilag figur 3), og om

• der skal planlægges for en direkte forbindelse mellem Hobrovej og Vestre Primærvej i Støvring nord, med henblik på at etablere en omfartsvej vest om Støvring. (se bilag figur 4 og 5).


Forundersøgelserne skal koordineres med det igangværende arbejde med en dispositionsplan for Støvring syd, herunder skal det fastlægges, hvordan cykeltrafikken skal afvikles og om det får indflydelse på udformningen af Ny Nibevej. Det anbefales i øvrigt, at der opstilles en trafikmodel for Støvring by som grundlag for beregning af de trafikale effekter af løsningsmulighederne, og specielt med henblik på at synliggøre mulighederne for at aflaste Hobrovej gennem Støvring, for gennemkørende trafik.


Forundersøgelsen skal danne grundlag for en politisk beslutning om valg af hovedforslag i det efterfølgende arbejde med udfærdigelse af VVM-redegørelsen.

VVM-redegørelsen suppleres med lokalplan og kommuneplantillæg.


Tidsplan

Forundersøgelserne forventes at kunne gennemføres på ca. 4 mdr.

Udarbejdelse af en VVM-redegørelse vurderes at tage ca. 1 år incl. diverse høringsperioder og politiske behandlinger.

Projekteringen og gennemførelse af udbud (forventet et EU-udbud) vil tage ca. 11 mdr. Arkæologiske undersøgelser mv. gennemføres i samme periode. Erhvervelse af de nødvendige arealer vil tage ca. 5 mdr. Anlægsfasen forventes at tage 1 år. Samlet vil planlægnings- og anlægsarbejdet strække sig over ca. 4 år.


Etapeopdeling

Projektet kan etapeopdeles hvor Ny Nibevej krydser Hobrovej.


1. Hvis strækningen Juelstrupparken – Hobrovej etableres først vil det betyde at en del af trafikken fra Buderupholmvej pålægges en omvejskørsel på 1,1 km, medmindre den eksisterende Nibevej opretholdes for trafik. Bilisterne, som skal syd ad motorvejen vil derfor anvende Porthusvej, som er en smal vej med en bredde på 4,5 meter, begrænset oversigt og flere overkørsler til landejendomme. Bilister som skal mod nord (Aalborg) vil køre ad Hobrovej gennem Støvring by.

2. Hvis strækningen Hobrovej - Buderupholmvej etableres først, vil det betyde at trafikken fra Buderupholmvej pålægges en omvejskørsel på 0,6 km. Strækningen på Nibevej kan ikke fredeliggøres.


Af hensyn til at opnå de trafikale aflastninger af Buderupholmvej og Nibevej, og af hensyn til anlægsøkonomien bør de to etaper etableres i tidsmæssig sammenhæng. I forundersøgelsen kan konsekvenser af at etablere etaperne tidsmæssigt forskudt evt. belyses.


Resume

Sagen afgøres i: Byrådet


Orientering om status for arbejdet med planlægning og anlæggelse af sydlig omfartsvej i Støvring - Ny Nibevej.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalg og byråd anbefaler


at den resterende del af den kommunale grundkapital, der er afsat frem mod 2021 afsættes til Enggården
at der gives tilsagn om støtte efter lov om almene boliger til en projekt med en støtteberettiget anskaffelsessum på 15,286 mio. kr.
at der til Landsbyggefonden ydes et grundkapitalindskud på 1,223 mio. kr., svarende til 8 % af anskaffelsessummen
at den nødvendige kommunegaranti for realkreditlån til finansiering af projektet bevilges.

Beslutning fra Teknik- og Miljøudvalget, 23. september 2020, pkt. 182:

Indstilles godkendt

Beslutning fra Økonomiudvalget, 30. september 2020, pkt. 239:

Indstilles godkendt.

Økonomi

Frem mod 2021 er der afsat 17,1 mio. kr. til grundkapital til nyt alment boligbyggeri. Den kommunale grundkapital udgør i dette projekt 1,223 mio. kr. som hentes fra det reducerede budget fra Rytters Plads, der skal således ikke afsættes ekstra finansiering.

I forbindelse med byggeriets afslutning, skal der stilles kommunegaranti for den del af kreditforeningslånet, der overstiger 60 % af ejendommens værdi.

Sagsfremstilling

I forbindelse med, at Rebild Kommune har opsagt lejemålet i Børnehuset Skovbjørnen og at den kommunale grundkapital på Rytters Plads er sænket, jf. sag nr. 228 på ØK den 10. september 2020, har Himmerland Boligforening ansøgt om at etablere almene boliger på børnehusets areal med en anskaffelsessum, hvortil den kommunale grundkapital modsvarer den reduktion af den kommunale grundkapital, der er sket på Rytters Plads. Der skal således ikke afsættes ekstra finansiering til støttet byggeri, der skal træffes en beslutning om, hvorvidt finansieringen skal tilgå det ansøgte projekt.

Projektet omfatter Børnehuset Skovbjørnens areal, hvor der i sag nr. 49 på ØK den 12.02 2020 er redegjort yderligere for økonomien heri. Der er ansøgt om godkendelse af 9 almene familieboliger, der skal opføres som rækkehuse i ét plan. Boligerne opføres som 3-værelseslejligheder. Der ansøges om i alt 774 m² bruttoetageareal til boliger, hvorved hver bolig får et areal på 86 m². Ved den boligstørrelse udgør grundkapitalindskuddet 8 % af den samlede anskaffelsessum.

Boligerne er disponeret med et ankomstareal, hvorpå der er et udendørs depotrum, samt en delvist overdækket terrasse, der vender ud mod de fælles opholdsarealer. Bebyggelsen er skitseret med træbeklædning og grønne tage.

Projektet er i overensstemmelse med byplanvedtægt P.B.1 for Skørping. Maksimumsbeløbet for støttet byggeri udgør 345.000 kr. pr. bolig samt 16.750 kr/m² boligareal for tilsagn givet efter 1. august 2020. Det samlede maksimumsbeløb for projektet udgør 16.070.000 kr. Dette byggeri udnytter ikke det fulde maksimumsbeløb, idet den samlede anskaffelsessum på byggeriet udgør 15.286.000 kr. Anskaffelsessummen fordeles som vist herunder:

Grundkøb

Entrepriseudgifter

Omkostninger og gebyrer

6,2 % af anskaffelsessummen

(0,950 mio. kr.)

78,1 % af anskaffelsessummen

(11,943 mio. kr.)

15,7 % af anskaffelsessummen

(2,393 mio. kr.)

Omkostningsfordelingen i dette projekt er fornuftig, idet størstedelen af udgifterne ligger på entreprisen, som giver den direkte værdi i byggeriet. Som hovedregel bør udgifter til grundkøb ikke overstige 20 % af anskaffelsessummen, der skal ligge mindst 60 % på entreprisen og max 20 % på omkostninger og gebyrer, hvilket er overholdt i dette projekt.

Anskaffelsessummen finansieres som vist herunder:

Realkreditlån (90 %)

Kommunal grundkapital (8 %)

Beboerindskud (2 %)

13,757 mio. kr.

1,223 mio. kr.

0,306 mio. kr.


Huslejeniveauet ligger på 6.943 kr./md. Det svarer årligt i gennemsnit til 967 kr./m², hvoraf driftsudgifterne udgør 325 kr./m². Umiddelbart vurderet ligger driftsomkostningerne på et fornuftigt niveau. Den resterende del af huslejen (kapitaludgifterne) er lovbestemte, og kan således ikke ændres.

Resume

Sagen afgøres i: Byrådet


Himmerland Boligforening har fremsendt anmodning om godkendelse af skema A i forbindelse med etablering af 9 almene familieboliger på Enggården 40, Skørping.

Monsido - statistik

Cookieinformation

Muni ver. 2.0