Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Selvbetjening

Spar turen til rådhuset! Vores selvbetjening har åbent 24 timer i døgnet hele året rundt. Og du kan bruge den hjemmefra.

Sagsfremstilling

Lokalplan nr. 301 giver mulighed for etageboliger i op til 2½ etager og/eller rækkehuse i 1 etage. Indretning/bebyggelse af området kan ske i samme stil som resten af Linde Alle, så området kan fremstå som en samlet bebyggelse. Lokalplanområdet får vejadgang fra Linde Alle via Solvang.

Lokalplan nr. 301 stiller krav om en støjvold mod vejen mod nord, som fører til Støvring Ådale. Lokalplanen giver mulighed for - men stiller ikke krav om - et støjhegn mod Hobrovej, som dog skal dækkes af en beplantning.

Lokalplanens § 6.6 stiller krav om, at boliger ud til Hobrovej skal opføres med den lange facade langs Hobrovej. Grundejer ønsker, at dette kun gælder for etagebebyggelse, så rækkehuse kan opføres med gavlen mod Hobrovej i princippet som vist på vedlagte situationsplaner (ideoplæg).

Boligerne langs Hobrovej er næsten alle opført med den lange facade langs vejen som randbebyggelse – dog ikke trukket helt ud til vejen. Denne randbebyggelse giver en opfattelse af, at man kommer til den mere centrale del af Støvring. Dette billede ændrer sig nord for rundkørslen mellem Hobrovej og vejen til Støvring Ådale. Nord for rundkørslen er primært erhvervsbebyggelse, som er trukket tilbage fra vejen, hvilket giver et mere åbent præg og indtryk af, at man endnu færdes i udkanten af Støvring.

Center Plan, Byg og Vej mener, at der bør stilles krav om, at boliger ud til Hobrovej skal opføres med den lange facade langs Hobrovej. Det vil også give boligerne bedre orientering i forhold til solen. Navnlig boligerne hvis haver vender mod nord, vil ligge meget i skygge.

Boligen på Hobrovej 23 - som ligger lige nord for lokalplan nr. 301 - har en sydvendt overdækket altan på 1. sal ca. 2,5 m fra skel, som bruges til ophold (se vedlagte foto). Orienteres rækkehusene mod nord kan beboerne på Hobrovej 23 se lige ind i deres stuer.

Opføres rækkehusene med gavlen mod Hobrovej vil det være nemmere at skærme haverne mod vejstøj. Herudover mener grundejer, at det vil samle den eksisterende bygningsmasse og give en lethed set ind i området fra Hobrovej frem for en lang lukke facade.

Ønsker Byrådet, at det kun er etageboliger, som kræves opføres langs Hobrovej, skal lokalplanens § 6.6 skrives om, så den kun gælder for etageboliger, inden lokalplanen sendes ud som forslag i offentlig høring.

Resume

Sagen afgøres i: Byrådet

Udkast til lokalplan nr. 301 består af matr. nr. 10ac og en del af matr. nr. 18z Støvring By, Buderup ved Linde Alle i Støvring. Området har tidligere været brugt til fjerkræslagteri. Området er på ca. 0,9 ha.

Lokalplan nr. 301 erstatter den eksisterende lokalplan nr. 203, som giver mulighed for at opføre etageboliger. Lokalplan nr. 301 svarer til delområde A i lokalplan nr. 203. Efter ønske fra grundejer giver Lokalplan nr. 301 mulighed for etageboliger og/eller rækkehuse i stil med de rækkehuse, som er ved at blive bygget på resten af Linde Alle.

Den eksisterende kommuneplanramme nr. 09.B5 giver kun mulighed for etageboliger. Kommuneplantillæg nr. 25 ændrer rammebestemmelserne, så der også er mulighed for rækkehuse.

Beslutning

Godkendt.

Indstilling

Forvaltningen indstiller at Udvalget for Teknik og Miljø overfor Økonomiudvalg og byråd anbefaler at  lokalplanudkast nr. 296 og kommuneplantillæg 22 godkendes til fremlæggelse som planforslag i 8 uger  

Økonomi

 Ingen

Sagsfremstilling

Området er beliggende mellem Jyllandsgade, Industriparken og den østlige stikvej til Industriparken i Haverslev.

Nærværende lokalplanforslag erstatter en del af lokalplan 246. Lokalplanområdet er på ca. 11.800 m2 bestående af Industriparken 1, 3 og 5. Der er beliggende en udvalgsvarebutik for hobby- og gaveartikler på ca. 570 m2, en grillbar på ca. 50 m2 og en erhvervsejendom på ca. 500 m2.

Udvalgsvarebutikken ønsker at udvide med 108 m2 og erhvervsejendommen Industriparken 5 ønsker at lave lagersalg i bygningen.

Resten af lokalplan 246 berøres ikke af ændringen.

Kommuneplan 2013 har udlagt området til detailhandel for særlig pladskrævende butikker.

Forslag til kommuneplantillæg 22 åbner op for at også udvalgsvarebutikker kan etableres i området.

Den samlede ramme for daglig- og udvalgsvarer i Haverslev er 4.300 m2 - og 2.000 m2 for pladskrævende varegrupper. Opgørelse af butikkers bruttoetageareal i Haverslev fra viser, at der er butikker på i alt 1.800 m2. Pladskrævende varegrupper er der ingen af.

Derfor er der fortsat et areal på 2.500 m2 til dagligvare- og udvalgsvarebutikker og 2.000 m2 for pladskrævende varegrupper for at udvide eller etablere nye butikker.

Planerne fremlægges til offentlig høring i 8 uger.

Resume

Sagen afgøres i: Byrådet

Efter ansøgning om udvidelse af eksisterende udvalgsvarebutik for hobby- og gaveartikler er udarbejdet et forslag til lokalplan 296 og kommuneplantillæg 22, der ændrer anvendelsesmulighederne for området omfattet af lokalplanen fra detailhandelsområde for særlig pladskrævende butikker til også at omfatte udvalgsvarebutikker.

Planforslag fremlægges til godkendelse til offentlig høring i 8 uger.

Beslutning

Godkendt.

Monsido - statistik

Cookieinformation

Muni ver. 2.0