Sagsfremstilling
Der er, jf. beslutninger i Byrådet hhv. den 29. januar 2015 og 26. november 2015, disponeret følgende vedligeholdelsesmidler i 2015 indenfor Sundhedsudvalgets rådighedsbeløb på investeringsoversigten i 2015:
- 340.000 kr. til vedligeholdelsesprojekter på ældrecentrene.
- 1 mio. kr. til udskiftning af nødkald på ældrecentrene.
- 770.000 kr. til forbedring af brandtekniske forbedringer.
Det betyder, at der er 1.070.000 kr. tilbage i 2015, som overføres til Sundhedsudvalgets disposition i 2016.
I forbindelse med ny organisering af Center Pleje og Omsorg skal oprettes der tre nye hjemmeplejedistrikter.
- Hjemmeplejedistrikt Syd - Rørbæk, Nørager, Haverslev og Suldrup
- Hjemmeplejedistrikt Vest - Øster Hornum og Støvring
- Hjemmeplejedistrikt Øst - Skørping, Terndrup og Bælum
Distrikt Syd skal (indtil videre) placeres på Nørager Ældrecenter, distrikt Vest skal placeres på Støvring Ældrecenter og distrikt Øst skal placeres på Terndrup Ældrecenter.
For at gøre plads til personalet i hjemmeplejedistrikt Syd og Øst er det nødvendigt med istandsættelse af lokaler på de to ældrecentre, samt indkøb af møbler til lokalerne.
Distrikt Syd - Nørager Ældrecenter
På Nørager Ældrecenter skal et opholdsrum, tre kontorer, gangarealer og et toilet istandsættes. I lokalerne skal der blandt andet foretages diverse reparationer, males vægge og lofter, foretages diverse elinstallationer, lukkes vindue, isoleres og opsættes en håndvask.
Udover ovenstående, skal der som supplement til det eksisterende, indkøbes og opsættes nyt inventar og møbler til distriktet.
Forvaltningen bemærker, at såfremt det bliver nødvendigt, vil det være muligt, at finde alternativ placering af hjemmeplejens distrikt syd.
Distrikt Øst - Terndrup Ældrecenter
På Terndrup Ældrecenter skal et opholdsrum, to kontorer, gangarealer, omklædningsrum og et ekstra lokale istandsættes. I lokalerne skal der blandt andet foretages diverse reparationer, males vægge og lofter, foretages diverse elinstallationer, tages en foldedør ned, tages en håndvask ned, repareres gulv og opsættes et mindre køkken.
Udover ovenstående skal der som supplement til det eksisterende, indkøbes og opsættes nyt inventar og nye møbler til distriktet.