Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Selvbetjening

Spar turen til rådhuset! Vores selvbetjening har åbent 24 timer i døgnet hele året rundt. Og du kan bruge den hjemmefra.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Børne- og Ungdomsudvalget træffer beslutning om

  • godkendelse af styrelsesvedtægt for dagtilbud i Rebild Kommune, bilag 6 "Rammer for pædagogisk tilsyn og udvikling i dagtilbud".
  • godkendelse af nyt bilag 5b "Procedure og kriterier ved godkendelse af private pasningsordninger/private selvstændige børnepassere i Rebild Kommune".
  • tager orienteringen om "Tilsynsrapport for daginstitutioner 2016" til efterretning.

Økonomi

Ændring af tilsynspraksis har ingen økonomiske konsekvenser idet der er tale om en intern reorganisering indenfor rammerne.

Sagsfremstilling

På baggrund af anbefalinger i EVA's evaluering af kommunernes tilsyn med daginstitutioner igangsatte Center Børn og Unge i foråret et pilotprojekt omkring anmeldte og uanmeldte tilsyn i daginstitutionerne.

 Anbefalingerne i EVA-evalueringen "Pædagogisk Tilsyn" er at:

- Styrke systematikken i tilsynet - dette gælder i særlig grad mht. at anvende et systematisk grundlag for tilsynets og mht. at sikre en systematisk opfølgning på tilsynet.

- Styrke uvildigheden i tilsynet - særligt i forhold til den rolle, den tilsynsførende i øvrigt har overfor institutionen.

- Sikre at de anvendte metoder giver indsigt i den pædagogiske praksis - f.eks. ved inddragelse af observationer eller interview.

- Styrke den systematiske opsamling på tværs af tilsynene - og derved sikre at viden fra tilsynene bruges til udvikling af et systematisk vidensgrundlag.

- Sikre at det uformelle tilsyn ikke står alene - opmærksomhed på den betydning det uformelle tilsyn tillægges.

- Sikre ensartet tilsynspraksis overfor offentlige og private institutioner.

Center Børn og Unge har på baggrund af ovenstående anbefalinger først og fremmest haft en målsætning om at udvikle en ny tilsynspraksis, der styrker metodikken, systematikken og uvildigheden i tilsynet af de kommunale daginstitutioner.

Derudover vil en styrkelse af tilsynet i daginstitutionerne spille godt sammen med Projekt Fælles Indsats, hvor en af målsætningerne er at styrke den tidlige indsats.

En tredje faktor, som har indgået i ændringen af rammerne for tilsynet, er kommunens ændrede struktur omkring dialogmøder, som tidligere har indgået som en del af tilsynsprocessen.

Center Børn og Unge ønsker derudover at bruge erfaringer og anbefalinger inden for daginstitutionsområdet til at løfte tilsynspraksis for dagplejen. Især i forhold til at lave klare retningslinjer for hvornår den enkelte dagplejer har lovpligitige tilsynsbesøg, og hvornår besøget omhandler sparring og rådgivning.

Pilotprojekt 2016

Pilotprojektet for ny tilsynspraksis i daginstitutionerne er blevet evaluereret i november 2016 med henblik på at undersøge 1) modellens brugbarhed ift. formålet og 2) form på tilsynet set i forhold til ressourcer og resultat.

Sammenfatning af evalueringen findes i bilag til denne sag, og evalueringens hovedkonklusioner er:

  • Pilotprojektet har vist et hidtil udækket behov for et styrket tilsyn.
  • Pilotprojektet har vist, at kontrol, i form af nysgerrig kritisk opmærksomhed fulgt op af en konstruktiv dialog, er en brugbar vej.
  • Daginstitutionerne har været yderst positive over for den nye tilsynspraksis.
  • Dialogen ved tilsynet har skabt rum for refleksioner i personalegrupper, som har ført til konkrete ændringer i praksis
  • Forvaltningen har fået styrket sit kendskab til den enkelte institution og til områder på tværs af institutioner, som kræver særligt fokus.

På baggrund af pilotprojektets gode erfaringer og på baggrund af EVA rapportens anbefalinger er det forvaltningens anbefaling, at tilsynsmodellen indføres i både daginstitutioner og dagplejen i både kommunalt og privat regi.

Ny tilsynspraksis i Rebild Kommune

En ny tilsynspraksis i Rebild Kommune kræver en ændring i Styrelsesvedtægten for dagtilbud. Nuværende praksis er beskrevet i bilag 6 "Rammer for tilsyn". Denne foreslås erstattet af et nyt bilag 6 "Rammer for pædagogisk tilsyn og udvikling i dagtilbud". Et nyt bilag 6 til styrelsesvedtægten findes i bilag til denne sag.

Hovedpunkterne i den nye praksis er:

  • Der er oprettet et nyt tilssynsteam i Center Børn og Unge, som skal foretage tilsyn i dagplejen og daginstitutioner. Dette er gjort for at sikre uvildighed i tilsynet og adskille de lovpligtige tilsyn fra den daglige sparring og faglige rådgivning. Derved bliver det mere tydeligt for dagplejere og institutionsledere, hvornår der er tale om tilsyn, og hvornår der er tale om rådgivning og sparring.
  • Tilsynet tilrettelægges systematisk både i forhold til hyppighed og indhold. Der er udarbejdet skabeloner til tilsynsrapporterne, som udfyldes af både institution/dagpleje og tilsynsførende. I rapporterne indgår alle seks lovpligtige temaer samt udvalgte fokusområder for Rebild Kommune. Derudover er der fastsat klare rammer for processen ift. tilsynsbesøg, dialog, rapport, og opfølgning. Ligeledes er der udviklet et årshjul, der skaber overblik i forhold til hyppighed og placering af tilsynsbesøg. Årshjul er vedlagt i bilag til sagen.
  • Den nye tilsysnpraksis lever op til lovgrundlagets formuleringer om, at tilsynet bør tilrettlægges så rammerne for tilsynet er ensartet for offentlige og private institutioner. Fremover vil både de private og kommunale dagtilbud i Rebild Kommune få 2 årlige tilsynsbesøg, hvoraf 1 vil være uanmeldt.
  • Tilsynsteamet vil arbejde målrettet med at bruge informationerne fra tilsynene til at udvikle insitutionernes praksis og metode. Ligeledes vil der internt i tilsynet være fokus på at udvikle tilsynenes metoder og vurderingsgrundlag for at sikre et klart indblik i den pædagogiske praksis og skabe rammer, hvor udviklingen hviler på et systematisk vidensgrundlag.

Forvaltningen anbefaler en ændring af bilag 6 i styrelsesvedtægten på baggrund af pilotprojektets erfaringer, og på baggrund af den øgede systematik, uvildighed, ensrettehed og fokus på metodeudvikling som indgår i den nye tilsynspraksis. Tilsynspraksissen vil give et generelt kvalitetsløft på tværs af dagtilbud og på tværs af kommunale og private.

En godkendelse af et nyt bilag 6 om tilsynspraksis har effekt for det på udvalgsmødet d. 13. april 2016 godkendte "Procedure og kriterier ved godkendelse af private pasningsordninger/private selvstændige børnepassere i Rebild Kommune".

Ændringerne omhandler som udgangspunkt den nye tilsynspraksis og tilsynsteamet, samt mindre redaktionelle og indholdsmæssige ændringer. Proceduren er vedlagt i bilag, hvor alle indholdsmæssige ændringer fremgår.

Desuden er det forvaltningens anbefaling, at "Procedure og kriterier ved godkendelse af private pasningsordninger/private selvstændige børnepassere i Rebild Kommune" bliver tilføjet styrelsesvedtægten som bilag og erstatter det nuværende bilag 5b "Godkendelse og tilsyn med private pasningsordninger samt tilskud til disse".

Afrapportering fra tilsyn i Rebild kommunes daginstitutioner 2016

I pilotprojektets fase har der været afholdt både anmeldte og uanmeldte tilsyn i alle kommunens daginstitutioner. På den baggrund har tilsynsførende sammenfattet en overordnet rapport over tilsynenes generelle observationer omkring daginstitutioner i Rebild Kommune. Rapporten findes i bilag "Afrapportering vedr. tilsyn i Rebild Kommunes daginstitutioner 2016".

Overordnet set viser tilsynsrapporten et positivt billede af kvaliteten i daginstitutioerne i Rebild Kommune, og rapporten konkluderer, at tilsynene har vist daginstitutioner med klare mål, overblik, tydelighed og høj faglighed.

Derudover peger rapporten på nogle fokusområder, hvor der bør handles for at sikre en fremtidig høj kvalitet.

Rapporten viser bl.a. observationer omkring:

  • Personalet i daginstitutionerne besidder en høj grad af faglighed.
  • I stort set alle daginstitutioner er der sprogpædagoger, motorikpædagoger, og pædagoger med særlige kompetencer inden for IT didaktik.
  • Tilsynet har mødt børn i trivsel.
  • Høj grad af forældretilfredshed.
  • Tydelig og nærværende ledelse.
  • Positivt samarbejde med Fælles Indsat-teams.
  • Mangelfuld rengøring og hygiejne.

Rapporten anbefaler bl.a.:

  • Der bør kigges samlet på de udfordringer der ligger på det sproglige område, ikke mindst omkring tosprogede børn.
  • Det bør sikres, at sprog-, motorik- og it-pædagoger har den nødvendige tid til at vejlede kollegaer.
  • I forhold til sammenhængskraften mellem centrene i forvaltningen og de eksterne institutioner, kunne det være en mulighed at drøfte en udbredelse af tankerne i FI til den generelle sagsbehandling.
  • Den generelle rengøringsstandard bør være et opmærksomhedspunkt.

Tilsynenes konklusioner vil ud over denne gennemgang indgå i kvalitetsrapporten for dagtilbud, som vil blive fremlagt udvalget i første halvår af 2017.

Resume

Sagen afgøres i: Børne- og Ungdomsudvalget

På udvalgsmødet d. 11. maj 2016 informerede forvaltningen Børne- og Ungdomsudvalget om et igangsat pilotprojekt omkring tilsynspraksis på dagtilbudsområdet.

Indeværende sag indeholder evaluering af pilotprojektet samt forslag til tilrettet tilsynspraksis og bilag 6 i Styrelsesvedtægt for dagtilbud på baggrund af pilotprojektets erfaringer.

Beslutning

Godkendt.

Michael Portefee P. Lex deltog ikke i behandlingen af sagen.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Børne- og Ungdomsudvalget træffer beslutning om:

- at godkende den fremlagte revision af bilag 5a i styrelsesvedtægten for dagtilbud.

Økonomi

Forslaget har ingen økonomiske konsekvenser for Rebild Kommune.

Sagsfremstilling

På Børne- og Ungdomsudvalgsmøde d. 28. september 2016 blev der taget beslutning om at foretage ændringer i bilag 5a til styrelsesvedtægten vedr. "Kriterier for godkendelse af private daginstitutioner" på to områder:

- Bilag 5a ændres så der ved godkendelse af nye private daginstitutioner i Rebild Kommune fremadrettet vil blive muligt løbende at justere driftsgarantien efter det aktuelle børnetal

- Bilag 5a ændres så kravene til driftsgarantien tydeligt viser, hvordan et eventuelt erstatningskrav fra kommunen skal opgøres.

Derudover ønsker forvaltningen ligeledes at tydeliggøre, på hvilken baggrund driftsgarantien udregnes, således at der ikke er misforståelser omkring begrundelserne for driftsgarantiens størrelse i den enkelte private daginstitution, samt at tydeliggøre hvilken dokumentation der skal gives ift. at sikre, at institutionen ikke har gæld.

Nedenfor gennemgås alle ændringer. I bilag findes en revideret udgave af bilag 5a. Den nye tekst fremgår med rødt.

Garanti:

I den nuværende styrelsesvedtægt for dagtilbud (bilag 5a, side 2) som godkendt d. 20/12-2012 står der i underpunkt 15 under punkt 1 "Kommunale krav til private daginstitutioner" (s.2):

De private daginstitutioner skal for at blive godkendt i Rebild Kommune "stille en bankgaranti svarende til 3 måneders drift af den godkendte privatinstitution af hensyn til leveringssikkerheden".

Underpunkt 15 under punkt 1 "Kommunale krav til private daginstitutioner" foreslås ændret til:

De private daginstitutioner skal for at blive godkendt i Rebild Kommune

"stille en bankgaranti svarende til 3 måneders driftsudgifter i overensstemmelse med punkt 5: Garanti

Der indsættes et nyt punkt 5 i slutningen af bilaget:

Punkt 5: Garanti

Privatinstitutionen skal i forbindelse med godkendelsen af institutionen stille en garanti for institutionens forpligtelser overfor Rebild Kommune.

Garantien skal stilles af et anerkendt pengeinstitut eller forsikringsselskab og skal i øvrigt opfylde følgende krav:

  • være stillet på anfordringsvilkår,
  • svare til 3 måneders tilskud,
  • skal kunne reguleres således, at garantien til enhver tid svarer til 3 måneders tilskud. Der foretages dog først regulering, hvis det aktuelle tilskud afviger mere end 10% fra det tilskud, garantien er beregnet af.

Rebild Kommune kan kræve kommunens forøgede omkostninger ved at opretholde forsyningssikkerheden i forhold til pasning af de børn, der er indskrevet på institutionen, dækket af garantien.

Rebild Kommune kan kræve omkostninger til drift af privatinstitutionen i en midlertidig periode på maksimalt 3 måneder indtil anden pasning kan findes, dækket af garantien. Omkostningerne kan kræves dækket, uanset om de i øvrigt betragtes som et tab for Rebild Kommune. Derudover kan Rebild Kommune kræve andre udgifter dækket under garantien, hvis udgifterne kan betragtes som et tab for Rebild Kommune som følge af privatinstitutionens ophør, eksempelvis forøgede omkostninger til virksomhedsoverdragelse af medarbejdere, der overtages af kommunen, eller betaling til leverandører af tidligere restancer for at undgå leveringsophør.

Ved ophør af privatinstitutionen skal Rebild Kommune frigive garantien, når der ikke længere ydes tilskud til institutionen og senest 60 dage efter, kommunen har modtaget anmodning herom."

Gæld:

En yderligere ændring omhandler sikring af rette dokumentation for, at institutionen ikke har gæld. I det nuværende bilag 5a står der under punkt 1 "Kommunale krav til private daginstitutioner" i underpunkt 14 (s. 2):

"ikke have gæld til det offentlige og i øvrigt kunne dokumentere økonomisk hæderlighed (bankerklæring)".

Dette ændres til:

"ikke have gæld til det offentlige og kunne levere en serviceattest uden anmærkninger. Tilsvarende gælder for betyrelsesformanden og ledelsen af institutionen."

Resume

Sagen afgøres i: Børne- og Ungdomsudvalget

Baseret på afgørelsen vedrørende driftsgarantier for private daginstitutioner på møde i Børne- og Ungdomsudvalget den 28 .september 2016 er der foretaget ændring af styrelsesvedtægten for dagtilbud, bilag 5a (krav til private daginstitutioner i Rebild Kommune).

Ændringerne omhandler alene forholdene vedrørende institutionernes økonomiske forhold.

Monsido - statistik

Cookieinformation

Muni ver. 2.0