Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Selvbetjening

Spar turen til rådhuset! Vores selvbetjening har åbent 24 timer i døgnet hele året rundt. Og du kan bruge den hjemmefra.

Indstilling

Etablering af 6 børnedistrikter

- at der tages stilling til om der skal etableres 6 børnedistrikter i Rebild Kommune og i givet fald hvordan de konkret skal udformes.

- at såfremt der ikke generelt ønskes etablering af børnedistrikter i Rebild kommune, med afsæt i de to skolers høringssvar tages stilling til en særlig beslutning i Rebild øst - enten med at fusionere Bakkehusene med Terndrup skole eller oprettet et egentligt børnedistrikt i Rebild Øst incl. Børnehaven Aavangen

Ressourcetildeling

- at der tages stilling til om der skal ske en ændring af ressourcetildelingsmodellen på skoleområdet, således det kun reguleres for elevtallet en gang årligt.

Specialklasser

- at den forslåede ændring af specialklasserne vedtages som beskrevet

- at der igangsættes et arbejde med etablering at et specialdagtilbud på Skibstedskolen

EUDflex og EUD10

- at EUDflex (8. -9.kl.) flyttes til Karensmindeskolen

- at der tages stilling til, om EUD10 forbliver på Bavnebakkeskolen sammen med 10. klassecenteret eller flyttes til Karensmineskolen

Økonomi

Er inden for den samlede økonomiske ramme.

Sagsfremstilling

Byrådet besluttede på deres møde den 28. januar at sende et forslag om et samlet decentralt tilbud i høring med høringsfrist den 29. marts. Der er i alt indkommet 39 høringssvar.

Forslag om et decentralt tilbud for de 0-16-årige er blevet udarbejdet af Center Børn og Unge på baggrund af beslutning i Økonomiudvalget den 9. december 2015.

Der blev med afsæt i Økonomiudvalgets beslutning udarbejdet 2 scenarier, der forsøger at imødekomme de konkrete udfordringer gennem en samlet løsning. Det er vurderingen, at en helhedsløsning med etablering af større distrikter, kombineret med en nedbringelse af antallet af selvstændige kontrakter for både skoler og dagtilbud, i et vist omfang vil styrke ledelses- og styringsmulighederne på hele 0-16 års området, og dermed øge mulighederne for at imødekomme nogle af de pædagogiske og økonomiske udfordringer som området står overfor.

Konkret indeholder de 2 scenarier forslag om større børnedistrikter, der samler en række beslutninger vedrørende daginstitutioner, skoler, EUD-forløb og specialklasser, og som således favner hele 0-16 årsområdet. Dog blev der I forbindelse med den politiske behandling af sagen besluttet, at behandle forslaget om decentralisering af dagplejen som en selvstændig sag. Forlaget omkring dagplejen er således ikke en del af den samlede løsning

Begge fremførte scenarier er bygget op omkring 6 børnedistrikter. De to scenarier adskiller sig ved, om der etableres et nyt børnedistrikt for Øster Hornum og Suldrup, eller om der etableres et børnedistrikt mellem Suldrup og Haverslev. For begge scenarier gælder det, at der tænkes en kontraktholder for henholdsvis dagtilbud og skoler i hvert distrikt - dvs. 2 kontraktholdere i hvert distrikt - som skal samarbejde tæt omkring opgaveløsningen i distriktet. Derudover vil der på hver matrikel - både dagtilbud og skole - være en afdelingsleder samt evt. andre mellemledere.

I hvert børnedistrikt vælges en bestyrelse for henholdsvis dagtilbud og skole. Ud over de ordinære bestyrelsesmøder, forpligtes de til at afholde mindst 4 årlige, fælles bestyrelsesmøder i distriktet.

Høringssvar

Konkret blev de høringsberettige bedt om at tage tages stilling til:

  • Forslag om etablering af 6 børnedistrikter i Rebild Kommune, herunder organiseringen i hhv. version 1 og version 2
  • Implementering af en ledelsesstruktur med færre kontraktholdere
  • Ændring af ressourcetildelingsmodellen på skoleområdet, således der kun bliver reguleret for elevtal 1 gang årligt
  • Fremtidig placering af EUDflex og EUD10
  • Forslag til ny organisering af specialklassestrukturen

Forslag om etablerings af 6 børnedistrikter

En stor del af høringssvarene tilkendegiver, at de ikke mener det er en samlet høring for 0-16 års området, når dagplejen er taget ud. Desuden er der en klar frustration over, at dagplejen ikke bliver set som en del af den samlede løsning, da det har stor betydning især i nogle områder. Desuden udtrykkes der bekymring for, at der ikke bliver taget en snarlig og fremtidssikret beslutning på dagplejeområdet.

Der er i høringssvarene ikke enighed om forslaget til etablering af 6 børnedistrikter i Rebild Kommune i hverken den ene eller den anden version. Nogle høringssvar er dog positive overfor ideen om oprettelse af 6 børnedistrikter, dette gælder dog generelt ikke for de områder, hvor der reelt sker store ændringer - bortset fra Rebild øst, hvor der er positive tilkendegivelser.

I forhold til en ændret ledelsesstruktur peges der især fra dagtilbudsområdet på, at såfremt der skal være pædagogiske ledere i alle huse kræver det ekstra ressourcer. Generelt er der opbakning til, at der både skal være 1 kontraktholder på dagtilbudsområdet og 1 kontraktholder på skoleområdet. Dog påpeges der i flere af høringssvarene at 4 fælles bestyrelsesmøder om året er for meget.

Generelt tilkendegives det i de fleste høringssvar, at forslagene ikke på nogen måde løser de udfordringer Rebild kommune står overfor - og især de udfordringer der er på skoleområdet. Samtidig peges der i mange af høringssvarene på, at hele området har brug for politisk ansvarsstagen og beslutning. Der er behov for ro på området for at holde fokus på kerneydelsen - læring og trivsel til alle de 0-16 årige i kommunen. Der er behov for ro for at sikre et godt arbejdsmiljø og fastholdelse af kompetente medarbejdere.

Rebild Øst

Både fra Bakkehusene og Terndrup Skole tilkendegives der et meget klart ønske fra begge bestyrelser og MEDudvalg samt mellemlederne ved Bakkehusene og Terndrup skole, at man gerne ser en fusion mellem de to enheder.

Såfremt man politisk ikke ønsker en generel distriktsmodel i hele kommunen kunne det, grundet de meget positive høringssvar fra Rebild øst overvejes, enten at fusionere Bakkehusene og Terndrup Skole eller etablere ét samlet distrikt i hele Rebild Rebild øst incl. Børnehaven Aavangen

Ændring af ressourcetildelingsmodellen

Der er flere skoler, der gerne ser en ændring af ressourcetildelingsmodellen til 1 gang årligt, fordi det vil gøre det nemmere at økonomistyre i løbet af skoleåret. Der er dog enighed om, at det ikke løser de økonomiske udfordringer, der er på skoleområdet. Desuden spørges der ind til om det kun gælder elever, der flytter internt i kommunen eller også "nye" elever - eksempelvis tilflyttere, elever fra andre kommuner med mere.

Nogle skoler er imod forslaget om at ændre ressourcetildelingsmodellen, da det strider mod princippet om, at pengene følger børnene. Derudover vil det stække fleksibiliteten og forringe mulighederne for de skoler, der modtager elever i løbet for iværksætte nødvendige pædagogiske tiltag. Endelig er der fra nogle skoler skepsis overfor, om forslaget vil forringe muligheden for skolerne i forhold til det frie skolevalg.

Generelt er tilkendegivelserne i høringssvaret, at der er behov for flere midler til især skoleområdet. Der ønsker fra mange skoler en anden ressourcetildelingsmodel, således der sikres mulighed for at skabe samme kvalitet for alle elever i Rebild Kommune.

Specialklasser

Forvaltningens forslag går konkret på, at specialklassen på Karensmindeskolen udfases. Desuden oprettes der en ny specialgruppe på Sortebakkeskolen, således at den rummer både elever med generelle indlæringsvanskeligheder (G-klasse) og  en gruppe for elever med specifikke vanskeligheder (S-klasse). Den nuværende specialklasse på Terndrup Skole fastholdes.

Forslaget er begrundet i, at der er meget få elever i specialklasserne på Karensmindeskolen og at de alle er tilknyttet overbygningen og snart forlader folkeskolen. Derudover har den nuværende elevgruppe i specialklassen på Sortebakkeskolen andre udfordringer end alene generelle indlæringsvanskeligheder.

De indkomne høringssvar, der forholder sig til den del af høringsmaterialet kan alle tilslutte sig forslaget om ændringen i forhold til specialklasserækkerne.

Der peges endvidere på, at det vil være godt, hvis der arbejdes videres med et specialdagtilbud på Skibstedskolen, som foreslået i materialet. Det skal endvidere ses i lyset af de udfordringer, der er i forhold til at finde ledige specialiserede pladser udenfor kommunen, der matcher behovet på dagtilbudsområdet, hvilket betyder børnene ikke kan få et tilbud, når der er behov herfor.

EUDflex og Eud10

Det er i Rebild Kommune i august 2015 besluttet at etablere et samlet overbygningstilbud for 8.-10. klasse med fokus rettet mod erhvervsuddannelserne, som kaldes EUDflex for 8.-9. klasse og EUD10 for 10. klasse. Tilbuddet er pt. placeret på Bavnebakkeskolen. EUDflex er etableret i samarbejde mellem Karensmindeskolen, Bavnebakkeskolen og Rebild Ungdomsskole. Størstedelen af undervisningen foregår i dag på Bavnebakkeskolen. Dele af valgfagsundervisningen foregår på Karensmindeskolen. En dag om ugen foregår undervisningen i Rebild Ungdomsskoles regi, med henblik på at styrke gruppedannelsen og give eleverne alternative faglige udfordringer.

I oktober 2015 behandlede Børne- og Ungdomsudvalget et forslag om at flytte EUDflex og EUD10 fra Bavnebakkeskolen til Karensmindeskolen. Udvalget besluttede ikke at flytte tilbuddet, men bad forvaltningen undersøge mulighederne for alternative placeringer. Center Børn og Unge har undersøgt mulighederne – men da tilbuddet, af hensyn til transportmuligheder, er nødt til at være placeret i Støvring er muligheder kun Karensmindeskolen eller Bavnebakkeskolen. Såfremt tilbuddet placeres på Karensmindeskolen foreslår forvaltningen det placeret på Svinget.

  

I det fælles høringssvar fra bestyrelse og MED på Bavnebakkeskolen er der enig om, at det vil være godt at give EUDflex en ny start og peger derfor på en flytning af tilbuddet til Karensmindeskolen. Fra Karensmindeskolen er der også klare tilkendegivelser om at de ønsker EUDflex og EUD10.

Ift. EUD10 ses det fra Bavnebakkeskolen som en del af 10. klasses tilbuddet og peger derfor på en fortsat placering på Bavnebakkeskolen sammen med kommunes 10. klasses center.

Overgangsordning på skoleområdet

Selv om der i de fremlagte forslag ikke nedlægges institutioner eller afdelinger ifm. etableringen af større distrikter, vil der jf. gældende lovgivning på folkeskoleområdet formelt være tale om skolenedlæggelser, idet der skal etableres større distrikter. På skoleområdet vil disse dermed først kunne træde i kraft pr. 1. august 2017, hvorfor der foreslås en 1 årig overgangsordning, hvor der i stedet etableres fælles ledelse de steder, hvor der i de to scenarier lægges op til det.

Der er ingen lovgivningsmæssige bindinger på dagtilbudsområdet ifm. etableringen af større distrikter.

Resume

Sagen afgøres i: ByrådetByrådet besluttede på deres møde den 28. januar 2016 at sende et forslag til et sammenhængende, decentralt tilbud til 0-16 år i høring. Høringsfristen udløb den 29. marts.

Beslutning

Godkendt.Peter Bak deltog ikke i behandlingen af sagen.

Indstilling


at der gennemføres en analyse af det gennemsnitlige undervisningstimetal på alle kommunens 9 folkeskoler

Sagsfremstilling

Der er kommet en henvendelse fra de forældrevalgte i skolebestyrelsen på Terndrup Skole. Skolen er meget udfordret i forhold til økonomi. Skolen har et underskud fra tidligere år på 1,7 mio. kr, som, jf. henvendelsen, skyldes den ressourcetildelingsmodel der er valgt i Rebild og udlægning af specialundervisningsområdet.

Skolen har en stor andel af elever i specialklasser - og derfor har skolen ingen midler tilbage (fra midlerne til udlægning af specialundervisning) til lokale inklusionsindsatser på skolen. (udover de midler der er fra ressourcetildelingsmodellen) Det betyder, at der mangler hænder i nogle klasser, hvor der er udfordringer.

Desuden oplyses det i henvendelsen om, at der p.t. er 1,8 lærer for lidt i forhold til normeringen.

Skolen er underdrejet og lærere underviser meget og er generelt pressede. Lærerne vikardækker for hinanden, hvilket går udover deres forberedelsestid.

Dette fremgår ligeledes af APV'en.

Det går ud over kerneydelsen, hvilket bl.a. kan ses at undersøgelsen på skoleområdet og karaktergennemsnittet.

Udover dette er meldingen fra forvaltningen, at der skal sikres balance i driften og underskud skal nedbringes.

De forældrevalgte efterspørger, at hvis politikerne i Rebild kan og vil se en fremtid for Terndrup skole skal der handles nu.

Forvaltningen har anmodet skolelederen om en normberegning i forhold til, hvad der laves om fra næste skoleår for at gennemføre undervisningen.

Det vil indenfor den økonomiske ramme være muligt at lægge et grundskema og overholde gældende lovgivning - men der vil ske ændringer i tilrettelæggelsen af de pædagogiske aktiviteter af i forhold til indeværende skoleår.

Konkret ændres følgende:

  • Der skæres 11 dobbeltlærerlektioner/ugen i specialklasserækken og overføres 11 pædagoglektioner/ugen fra SFOen. Disse pædagoglektioner tages fra pædagogbistanden til normalklasserne.
  • Det Pædagogiske Servicecenter nedjusteres fra 820 lektioner/år til 640 lektioner/år.
  • Flexjobber flyttes fra arbejdsopgaver i personalekøkkenet til serviceopgaver til Det Pædagogiske Servicecenter
  • En generel stigning i undervisningstimetallet for alle lærere på Terndrup Skole

Dette sikrer de bedst mulige forudsætninger for fokus på kerneydelsen, men lærerne vil generelt komme til at undervise mere. Det er forvaltningens vurdering, at det ikke kun er på Terndrup skole lærerne har et højt gennemsnitligt undervisningstimetal, men at dette forhold også gælder en række af kommunens andre skoler.
Skoleanalysen dokumenterer, at en række skoler har for få elever i klasserne, og derfor er underfinansierede. En måde at kompensere for denne underfinansiering er ved at skrue op for lærernes undervisningsforpligtigelse.

Resume

Sagen afgøres i: Børne- og UngdomsudvalgetDe forældrevalgte i skolebestyrelsen ved Terndrup skole har skrevet til Børne- og Ungdomsudvalget, fordi de står overfor store økonomiske udfordringer, som i høj grad påvirker kerneopgaven.

Monsido - statistik

Cookieinformation

Muni ver. 2.0