Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Beslutning

Taget til efterretning.

Indstilling

at arbejdsmarkedsudvalget overfor Økonomiudvalg og Byråd anbefaler, at orienteringen tages til efterretning. 

Arbejdsmarkedsudvalget, 2. februar 2015, pkt. 15:

Indstillingen blev godkendt. 

Økonomiudvalget, 11. februar 2015, pkt. 46:

Udsat. 

Bemærkninger

Indstilling fra økonomiudvalgets møde den 23. februar vil foreligge til mødet. 

Økonomiudvalget, 23. februar 2015, pkt. 78:

Indstilles taget til efterretning. 

Økonomi

Forvaltningen vil nærmere redegøre for de økonomiske konsekvenser, når antallet af kvoteflygtninge kendes for 2015.

Sagsfremstilling

Rebild Kommune er forpligtet til at modtage et antal flygtninge. Hvert år udmeldes en kvotefordeling på baggrund af forventet indrejseniveau på landsplan. I marts 2014 blev det udmeldt fra Udlændingestyrelsen, at Nordjylland skulle modtage 652 kvoteflygtninge i 2015. Heraf skulle Rebild Kommune modtage 35 flygtninge. I december 2014 har Udlændingestyrelsen opjusteret fordelingen. Der er nu udmeldt, at Nordjylland skal modtage 1.764 flygtninge, hvilket er næsten 3 gange flere end ved første udmelding. Der er endnu ikke udmeldt fordeling på kommuneniveau. Den endelige fordeling forventes at blive udmeldt i februar 2015.

Kvoterne for Rebild Kommune var i 2013 og 2014 henholdsvis 20 og 26 nye flygtninge.

Udover antallet af flygtninge er Rebild Kommune også forpligtet til at modtage flygtninge, der bliver familiesammenført med herboende flygtninge. Tendensen i 2014 har været, at størsteparten af de ankomne flygtninge er syriske mænd, som efter ankomst har ansøgt om familiesammenføring. Fortsætter denne tendens i 2015 sammenholdt med den ny kvoteudmelding vil et forsigtigt skøn være, at Rebild Kommune skal modtage omkring 95 flygtninge i 2015. Dertil kommer et antal familiesammenføringer, der skønnes at kunne udgøre op mod 400-500 personer fordelt på børn og voksne. Tidsperspektivet for familiesammenføring er dog pt. uklart, da lovgivningen på dette område muligvis ændres.

 

Indsats:

De første 3 år flygtninge opholder sig i Danmark, er kommunen forpligtet til at iværksætte et integrationsprogram for de nyankomne. Både kvoteflygtninge og familiesammenførte skal have dette tilbud. Indsatsen er danskundervisning og andre beskæftigelsesfremmende aktiviteter. Der udarbejdes for hver flygtning en integrationskontrakt, som en del af den individuelle opfølgning i Jobcentret.  

Kommunen skal også sørge for boligplacering. Ved ankomst kan det være i midlertidige boliger, men der skal efterfølgende findes permanente boliger til flygtningene.  Senest er der indgået aftale med et boligselskab om udlejning af boliger i Nørager. Udover denne aftale indgås private lejeaftaler geografisk spredt i kommunen, hvor der findes passende boliger og er mulighed for at benytte offentlig transport. Ultimo 2014 har forvaltningen haft tiltagende vanskeligheder ved at finde boliger til de ankomne flygtninge, hvilket er nødvendigt idet den nuværende boligmasse ikke vurderes at være tilstrækkelig til den forventede borgerankomst i 2015.

Ved modtagelsen introduceres flygtningene til det danske samfund og andre praktiske foranstaltninger, såsom fx lægevalg, skolesystemet, transport med mere. Center familie og handicap forestår udførerdelen i forbindelse med modtagelsen og boligplaceringen. Indsatsen finansieres af Center Arbejdsmarked og Borgerservice. Som følge af det forventede øgede antal flygtninge besluttede Arbejdsmarkedsudvalget i december 2014, at tilføre området 0,1 mio. kr. til håndtering af modtagelsesopgaverne.

 

Finansiering:

Finansieringen på integrationsområdet dækker udgifterne til driften (indsatser, tilbud og ydelser) de første 3 år flygtninge opholder sig i Rebild Kommune – integrationsperioden.

Hovedelementerne i finansieringen:

Grundtilskud:

Kommunen får et tilskud pr. måned pr. flygtning i integrationsperioden

Kr. 2.604 pr. måned (2015)

Resultat tilskud – uddannelse og ordinært arbejde:

Engangstilskud. Opnås når en flygtning kommer i ordinær beskæftigelse eller uddannelse

Kr. 48.440 (2015)

Resultat tilskud – danskuddannelse:

Engangstilskud. Opnås når en flygtning består danskprøve.

Kr. 36.331 (2015)

Refusion:

Udgifter til Integrationsprogrammet og ydelser. Se nedenstående.

50 %

Refusionen til driftsudgifterne i integrationsprogrammet som sprogskole og andre beskæftigelsesfremmende indsatser er på 50 %, så længe udgifterne holdes inden for et driftsloft.

Refusionen på forsørgelsesydelser, etableringsudgifter og andre udgifter efter lovgivningen på arbejdsmarkedsområdet er på 50 %.

Budgetgaranti (bloktilskud):

Størstedelen af kommunens nettoudgifter til integrationsprogrammet og ydelser til flygtninge er omfattet af budgetgarantien. Det vil sige, at landets kommuners nettoudgifter under ét dækkes enten via tilskud, refusion eller bloktilskud. Reguleringen via garantien sker dog med 2 års forsinkelse.

Forventet udvikling af udgifter i 2015:

Grundet udviklingen i antallet af kvoteflygtninge og dertil familiesammenførte, forventer Center Arbejdsmarked og Borgservice øgede udgifter i 2015, hvilke pt. ikke kan beregnes konkret. Udover udgifter til indkvartering og introduktionsopgaver forventes øgede udgifter til: Danskuddannelse, samfundsforståelse og andre beskæftigelsesfremmende indsatser jf. ovenstående udgiftssatser. Endvidere løbende udbetaling af kontanthjælp og hjælp til boligudgifter (særlig støtte), samt etableringsudgifter og helbredsudgifter. Til disse for udgifter yder staten 50 % refusion. Endelig må forventes øgede udgifter til tolk, som en er ren kommunal udgift.

 

Myndighed og administration:

Der er en række lovgivningsmæssige bestemmelser om indsatser, opfølgning og rettidighed på integrationsområdet, der foretages af Jobcentret. Ved markant øgede kvoter og familiesammenførte vil lovgivningen ikke kunne understøttes uden tildeling af flere ressourcer til området.  Når den endelige kvotefordeling for 2015 er aftalt, vil centret lave et skøn over behovet for ressourcer.

Et øget antal vil også kræve flere ressourcer til administrationen af området. Det er myndighedsopgaverne ved modtagelsen af flygtninge og tilkendelse af ydelser, samt de løbende ansøgninger. Grundet finansieringsmodellen på integrationsområdet, vil der også være flere registreringer. Hovedparten af hjemtagelse af tilskud sker på baggrund af manuelle registreringer og optællinger.

Udgifter til myndighed og administration er en kommunal udgift.

Centrale tiltag:

KL og regeringen er blevet enige om, at iværksætte en række konkrete tiltag, som følge af det stigende antal flygtninge. KL har den 8. januar 2015 redegjort for følgende tiltag:

  • Vil forsøge at ændre lovgivninger blandt andet planlovgivningen, så kommunernes muligheder for at finde boliger og indkvarteringsmuligheder bliver forbedret. Fx benytte  tomme ældreboliger.
  • Som en del af finansloven for 2015 udmøntes der en pulje på kr. 150 mio. Puljen gives som et særtilskud for 2015. Fordelingen sker på baggrund af den andel flygtninge den enkelte kommune vil modtage udover den første udmeldte kvote.
  • Regeringen vil derudover forsøge at få tilslutning til, at der ydes et ekstraordinært integrationstilskud i 2015 på kr. 200 mio. Puljen vil blive fordelt på baggrund af kommunernes andel af flygtninge og familiesammenførte.

Andre områder der kan blive udfordret:

Hvis der bliver en større stigning i antallet af børnefamilier, kan det udfordre dagtilbudsområdet og skoleområdet og i forhold til særlig støtte efter serviceloven.

Resume

Sagen afgøres i: Byrådet

Kvoten for modtagelse af flygtninge i Rebild Kommune er forhøjet i forhold til udmelding tidligere i 2014.

Udvalg og Byråd orienteres om de forventede følger af den øgede flygtningetilstrømning.

Det højere antal og sammensætningen af flygtninge forventes at medføre øgede udgifter på integrationsområdet og behov for udvidelse af indsatsen.

Beslutning

Godkendt. 

Indstilling

at Sundhedsudvalget overfor Økonomiudvalget og Byrådet anbefaler, at godkendelsesmateriale for frit valg af personlig pleje og praktisk hjælp, med de anførte ændringer, godkendes.  

Sundhedsudvalget, 3. februar 2015, pkt. 27:

Indstillingen blev godkendt.  

Økonomiudvalget, 11. februar 2015, pkt. 49:

Udsat. 

Bemærkninger

Indstilling fra økonomiudvalgets møde den 23. februar vil foreligge til mødet. 

Økonomiudvalget, 23. februar 2015, pkt. 81:

Indstilles godkendt. 

Økonomi

Fra oprindelig sagsfremstilling:

Der blev i budget 2014 indarbejdet et besparelsespotentiale i forbindelse med udbudsmodellen på 250.000 kr.

Det forventede besparelsespotentiale ved at vælge udbudsmodellen, forventes ikke opnået ved at vælge godkendelsesmodellen. Forskellen ligger i, at de private leverandører ved udbud skal konkurrere på blandt andet timeprisen, mens de private leverandører ved en godkendelsesmodel bliver aflønnet efter kommunens faktiske timepris, også selvom de kan udføre opgaven billigere.

Timeprisen på ydelser revurderes én gang årligt.

Sagsfremstilling

Oprindelig sagsfremstilling:

Resume:

Sagen afgøres i: Sundhedsudvalget

26. juni 2014 besluttede Byrådet, at der ikke skal gennemføres udbud af personlig pleje og praktisk hjælp, og at den nuværende godkendelsesmodel i stedet skal videreføres med mindstekravene fra udkastet til udbudsmateriale som præmisser for godkendelse af eksterne leverandører.

Center Pleje og Omsorg har nu udarbejdet udkast til nyt godkendelsesmateriale, der indstilles sendt i høring.

Sagsfremstilling:

26. juni 2014 besluttede Byrådet, at der ikke skal gennemføres udbud af personlig pleje og praktisk hjælp, og at den nuværende godkendelsesmodel i stedet skal videreføres med mindstekravene fra udkastet til udbudsmateriale som præmisser for godkendelse af eksterne leverandører.

Center Pleje og Omsorg har udarbejdet udkast til nyt godkendelsesmateriale og standardkontrakt for frit valg af personlig pleje og praktisk hjælp.

Godkendelsesmaterialet er baseret på det udbudsmateriale, som blev godkendt af Sundhedsudvalget 6. maj 2014.

Godkendelsesmaterialet indeholder en beskrivelse af godkendelsesproceduren for potentielle leverandører, herunder hvad de kan blive godkendt til, hvilke krav de skal opfylde, hvilke oplysninger Rebild Kommune skal have fra leverandøren, samt en godkendelsesanmodning, som leverandørerne skal udfylde og aflevere til kommunen.

I standardkontrakten beskrives hvilke krav, der stilles til arbejdes udførelse, personalemæssige forhold, beredskab og erstatningshjælp, dokumentation, samt generelle krav for leverandørerne.

Det nye godkendelsesmateriale indeholder følgende ændringer i forhold til det eksisterende godkendelsesmateriale:

  • Leverandørerne bliver fremover godkendt til at levere ydelser i samtlige af Rebild Kommunes tre sygeplejedistrikter. I dag kan leverandørerne vælge et eller flere af distrikterne.
  • Leverandørerne er fremover forpligtet til, at levere ydelser til personlig pleje, hele døgnet. Til forskel fra i dag, hvor de har kunnet anmode om at blive fritaget for levering af ydelse i perioden kl. 23.30 – 06.00.
  • Leverandørerne er fremover forpligtet til, at modtage og handle på nødkald, fra de af borgerne der har valgt dem som leverandør. Til forskel fra i dag, hvor samtlige nødkald er gået til Rebild Kommune.

Ændringerne er begrundet i et ønske om, at de private og den kommunale leverandør skal være underlagt samme vilkår. Forvaltningen kan ikke afvise, at der vil være firmaer, der vil have svært ved at opfylde kravene i forbindelse med ændringerne. Ændringer vil, efter forvaltningen vurdering, således kun få betydning for ganske få borgere.

Center Pleje og Omsorg har et dialogbaseret samarbejde med leverandørerne, i form af to fælles halvårlige møder, samt ad hoc individuelle møder ved behov.

Lovforslag om rehabilitering

Der er fremsat et forslag om ændring af lov om social service. Lovforslaget omhandler en tilføjelse til § 83, kaldet § 83a. §83a indeholde et krav om, at hvis en borger vurderes at kunne have gavn heraf, skal denne tilbydes et rehabiliteringsforløb.

Rebild Kommune arbejder allerede efter principperne om rehabilitering. Ændringen fremover vil således være, at rehabilitering også bliver et krav for de private leverandører.

I det nærværende godkendelsesmateriale står skrevet, at rehabilitering er den grundlæggende metode i Rebild Kommune. I så fald, at lovforslaget godkendes, vil det blive tilføjet godkendelsesmaterialet som et krav, og de private leverandører vil skulle redegøre for deres håndtering af kravet i godkendelsesanmodningen.

Hvis lovforslaget godkendes, vil det træde i kraft pr. 1. januar 2015.

Godkendelsesprocedure for leverandørerne

Alle potentielle leverandører, der ønsker at blive godkendt til personlig pleje og praktisk hjælp, skal udfylde en godkendelsesanmodning også selvom de tidligere har været godkendt som leverandør af Rebild Kommune. På den måde sikrer kommunen, at de leverandører, som kommunen indgår kontrakt med, kan leve op til de krav der gælder.

Godkendelsesmateriale offentliggøres på Rebild Kommunens hjemmeside, og er vedlagt sagen som bilag.

Økonomi:

Der blev i budget 2014 indarbejdet et besparelsespotentiale i forbindelse med udbudsmodellen på 250.000 kr.

Det forventede besparelsespotentiale ved at vælge udbudsmodellen, forventes ikke opnået ved at vælge godkendelsesmodellen. Forskellen ligger i, at de private leverandører ved udbud skal konkurrere på blandt andet timeprisen, mens de private leverandører ved en godkendelsesmodel bliver aflønnet efter kommunens faktiske timepris, også selvom de kan udføre opgaven billigere.

Timeprisen på ydelser revurderes én gang årligt.

Forvaltningen indstiller:

At godkendelsesmaterialet sendes i høring i SektorMED Pleje og Omsorg, SektorMED Sundhed og Ældrerådet, med henblik på genbehandling i Sundhedsudvalget i januar 2014.

Beslutning:

Indstillingen blev tiltrådt.

Supplerende sagsfremstilling:

Sundhedsudvalget besluttede på møde den 11. november 2014, at godkendelsesmateriale for frit valg af personlig pleje og praktisk hjælp skulle sendes i høring i SektorMED Sundhed, SektorMED Pleje og Omsorg, og Ældrerådet. Høringssvarene er vedlagt som bilag.

På baggrund af høringssvarene og ny lovgivning (der henvises til forrige sagsfremstilling) er der lavet en række ændringer i godkendelsesmaterialet. Godkendelsesmaterialet er vedlagt sagen som bilag, og det ændrede står med rød skrift. Der er kun ændret i afsnittet om rehabilitering i bilag 2, standardkontrakten.

Monsido - statistik

Cookieinformation

Muni ver. 2.0