Ved tilsynene vurderer BDO indsatsen og forholdene på ældrecentrene samt journalindholdet vedrørende den enkelte beboer og driften i almindelighed. Dette gøres for at følge op på, at beboerne får den hjælp, de er visiteret til efter gældende lovgivning og ud fra det kommunale serviceniveau, der er fastsat i kvalitetsstandarderne.
Som en del af de uanmeldte tilsyn er der inddraget beboere, medarbejdere og ledelse samt relevant materiale, herunder dokumentation er blevet gennemgået med henblik på kvalitet og efterlevelse af dette.
Ældrecentrene er vurderet ud fra nedenstående vurderingsskala ved helhedstilsyn.

BDO har vurderet de ti ældrecentre i Rebild Kommune efter ovenstående skala og er som følger; to ældrecentre er Særdeles tilfredsstillende, syv ældrecentre er Meget tilfredsstillende og ét ældrecenter er Tilfredsstillende.
Hovedkonklusionen for de uanmeldte tilsyn i 2018 er:
- Dokumentationen betegnes generelt som meget tilfredsstillende og ses anvendt som et dynamisk arbejdsredskab. Der arbejdes kontinuerligt med dokumentation som en væsentlig del af arbejdsdagen og eventuelle mangler vil blive fulgt op og tilrettet i forbindelse med implementering af nyt omsorgssystem.
- Kvaliteten af pleje, omsorg og praktisk bistand er meget tilfredsstillende, og der tages udgangspunkt i den rehabiliterende tankegang. Der blev observeret nogen ventetid på nødkald hos to beboere.
- Rengøringsstandarden i boligerne vurderes i to tilfælde som værende mindre tilfredsstillende, hvilket også gives udtryk for af beboerne. Tilsynet vurderer ligeledes rengøringsstandarden i forhold til hjælpemidler som værende mindre tilfredsstillende på et ældrecenter.
- Beboernes mad, måltider og ernæringstilstand betegnes som meget tilfredsstillende. Der er fokus på faktorer, der har betydning for den enkelte beboeres livskvalitet i relation til måltidet.
Der bemærkes, at der på tre af de besøgte ældrecentre er ønsker fra beboeren om større variation i frokostmåltidet, mulighed for at anrette egen frokost samt svingende kvalitet af den varme ret.
- Kommunikation og adfærd beskrives som værende særdeles tilfredsstillende på alle ældrecentre. Der blev ved tilsynets gennemgang observeret enkeltstående tilfælde, hvor kommunikationen ikke var optimal i forhold til borger.
- Tilbud om aktiviteter er på alle ældrecentre varierede og tager udgangspunkt i beboernes fysiske og psykiske såvel som sociale behov.
- Ledelsesmæssigt vurderer tilsynet, at der er fokus på kompetencer og kompetenceudvikling samt faglighed og refleksion blandt alle faggrupper.
Der vurderes et sted, at medarbejderne ikke i forventet omfang kan redegøre for opsøgende og selvstændigt brug af gældende retningslinjer, og hvor disse forefindes.
For nærmere detaljer henvises til rapporterne fra de enkelte ældrecentre, der er vedlagt som bilag på sagen.
Anbefalinger fra tilsynsrapporterne 2018:
BDO har følgende anbefalinger til Rebild Kommune:
- At der er fokus på dokumentationen og indsatsområder. Herunder blandt andet individuelle behov, særlige hensyn, ønsker mv. frem mod implementeringen af nyt omsorgssystem så der sikres en ensartet systematik ved dokumentation fremadrettet samt man ved overgangen til KMD Nexus afslutter uaktuelle indsatser.
- At ledelsen sammen med medarbejderne får afklaret, hvilke instrukser der selvstændigt forventes at man skal forholde sig til, herunder eventuel yderligere inddragelse af procedure – og vidensbasen VAR Healthcare.
- At beboerne får medindflydelse på anretning og variation af maden samtidig med, at der skabes opmærksomhed omkring den svingende kvalitet af maden. Herunder, at der sker en faglig drøftelse af roller og ansvar omkring køkkenpersonalets funktion, således der opnås en succesfuld implementering af funktionen i alle afdelinger.
- At der drøftes en fast arbejdsgang, der sikrer tilfredsstillende renholdelse af beboernes boliger samt hjælpemidler.
- At der rettes et fagligt fokus på besvarelse af nødkald med henblik på:
- at nedbringe eventuel ventetid på nødkald.
- at reducere nogle beboeres behov for at aktivere nødkaldet.
Tilsynsrapporterne er blevet drøftet med lederen af det enkelte ældrecenter, og de nødvendige tiltag er iværksat for at udbedre eventuelle mangler.
De enkelte tilsynsrapporter vil blive forelagt Ældrerådet til orientering i januar 2019.