Under overskriften ”Et Energisk Nordjylland” har de 11 nordjyske kommuner og Regionen i 2014-2017 samarbejdet om at styrke forudsætningerne for, at Nordjylland i tråd med de nationale mål, kan blive forsynet med 100 % vedvarende energi i 2050, samtidig med at der skabes nordjyske jobs og tiltrækkes investeringer. Der er gennemført et omfattende analyse- og scenariearbejde, som beskriver, hvordan Nordjylland kan blive selvforsynende med vedvarende energi i 2050.
Der er et stort erhvervsfremmepotentiale i Nordjylland, som vil blive understøttet af en fælles satsning på en omstilling til vedvarende energi, så den førerposition, som Nordjylland har med mange energirelaterede virksomheder, kan fastholdes. Derfor har Business Region North (BRN) på bestyrelsesmødet d. 21. september 2018 godkendt, at samarbejdet mellem kommunerne og regionen skal fortsætte med henblik på at udarbejde en fælles strategisk energiplan for Nordjylland (SEP NORD), som efterfølgende kan forankres i de kommunale energirelaterede planer og strategier. Projektet er planlagt til at løbe fra 2019 - 2021.
Strategisk EnergiPlan NORD (SEP NORD) er fortsættelse af arbejdet fra "Et Energisk Nordjylland". Målet er, at SEP NORD skal indeholde forslag til fælles mål og visioner for Nordjylland med udgangspunkt i kommunernes individuelle styrker, udfordringer og indsatser. Energiplanen vil skulle godkendes i de 11 byråd og Regionsrådet. Det er en fordel at se energiplanlægning i et regionalt perspektiv, da potentialerne for omstilling til vedvarende energi så bedre kan udnyttes. Samarbejdet sparer også ressourcer, sikrer koordinering og udnytter kommunernes kompetencer optimalt.
SEP NORD vil desuden:
- Understøtte erhvervslivet lige fra investorer i energianlæg til vind, biogas, sol og lagring til håndværksfirmaer, der skal hjælpe med installationer, og producenter af energiteknologi, samt erhverv, der gerne vil have en grøn profil og demonstrere nye produkter og teknologier.
- Fremme bosætning, fordi energioptimerede bygninger er lettere at sælge. Der vil være billig og langtidssikret energi til rådighed og bredere viden om energi vil komme borgerne til gode.
- Hjælpe forsyninger til at omstille sig på tværs af el- varme-, gas- og transportsektorer.
- Fremtidssikre transporten med grøn infrastruktur.
- Bringe kommunerne på forkant af den grønne omstilling og positionere Nordjylland nationalt og internationalt som et foregangsområde på energiområdet.
I arbejdet med SEP NORD nedsættes der et energiråd bl.a. med virksomheder og forsyninger. Energirådet skal fungere som et dialogforum og sikre en stærk involvering og efterfølgende forankring i det nordjyske erhvervsliv.
Samarbejdet om SEP NORD passer godt sammen med Rebild Kommunes forventning om, at udarbejde en klimahandlingsplan, som netop skal arbejde med målsætninger og indsatser, for at reducere CO2-udledning i Rebild Kommune. Der er i forvejen behov for at arbejde på tværs af kommunegrænser og med mange forskellige aktører, og samarbejdet om SEP NORD vil gøre det lettere, at få de mange forskellige aktører i tale og engageret i den grønne omstilling.