Baggrund:
Under den nuværende kulturaftale er Land Art kunstformen omdrejningspunktet i fyrtårnsprojektet LAND-SHAPE.
Et af projektets hovedformål er at etablere Land Art værker rundt omkring i alle de nordjyske kommuner.
I kommissoriet for Land Art projektet er der et ønske om at skabe internationale partnerskaber i forbindelse med Land Art. LAND-SHAPE udskrev derfor i 2014 en international åben konkurrence for Land Art hvor kunstnerne blev bedt om at forholde sig specifikt til steder i Nordjylland. 10 værker blev udvalgt af en international jury med speciel ekspertise indenfor Land Art. Værkerne blev udvalgt af en pulje på i alt 171 forslag til værker fra 34 lande.
Juryen og LAND-SHAPE anbefalede på basis af de enkelte værker en værkfordeling i forhold til Nordjyllands geografi og specielle lokaliteter i forhold til 10 af de 11 samarbejdende kommuner. Aalborg Kommune står udenfor denne fordeling, da der her satses på et stort værk med en udpeget kunstner.
På LAND-SHAPE festivalen i Hanstholm i juni 2015 deltog vinder kunstnerne med en visning af deres projektforslag og koncept for Land Art. Samtidig besøgte de deres respektive kommune for en indledende dialog om mere præcis placering og mulige samarbejdspartnere og budget. I Thisted Kommune blev det første vinderværk opført i forbindelse med festivalen: Performanceværket ”Movie, Reenactment” af Boris Oicherman. Værket foreligger nu som kunstvideo som kan installeres i Hanstholm.
Status:
Fyrtårnsprojektet LAND-SHAPE står nu med en plan for realiseringen af 9 vinderværker med budget, placeringsmuligheder, samarbejdspartnere og perspektiver. Land Art værkerne danner nye rekreative oplevelsesdestinationer lokalt, og indgår i en samlet oplevelses rute for Land Art i Nordjylland. En samlet guide til Land Art i Nordjylland planlægges. detaljeret beskrivelse af de enkelte værker og relationen til lokalområderne kan ses i vedlagte bilagsmateriale.
For Rebild Kommunes vedkommende drejer det sig om værket "Sometimes something leads to something", af kunstneren Ida Bentinger (side 19, bilag 1).
Forvaltningen arbejder i øjeblikket med at afdække mulighederne for at kunne realisere projektet, herunder finde lokal opbakning og samarbejdsparter, bl.a. Naturstyrelsen. Forvaltningen vurderer, at der ikke er driftsudgifter / vedligeholdelsesudgifter, når værket er rejst, idet værket er delvist forgængeligt.
Kultur- og Fritidsudvalgets eventuelle godkendelse af deltagelse i projektet er derfor på nuværende tidspunkt alene en princip-beslutning.