Byrådet skal i forbindelse med budgetvedtagelsen træffe beslutning om fastsættelse af de kommunale takster for det følgende år. Det drejer sig om takster for betaling fra borgere for renovation, forældrebetaling i dagtilbud, egenbetaling på ældreområdet, kulturskolen m.v.
De opstillede takster er fra forvaltningens side beregnet med udgangspunkt i basisbudget 2017 -2020, efter gældende regler og allerede vedtagne beslutninger i Byrådet for budget 2017. På andre områder er taksterne beregnet med udgangspunkt i de omkostninger, der er forbundet med aktiviteterne og leveringen af den pågældende ydelse. Endelig er særlovgivning i enkelte tilfælde bestemmende for de kommunale takster.
Konsekvenser af Byrådets 1. og 2 behandling af budgettet er ikke indregnet i takstkataloget. Det betyder at eventuelle initiativer eller besparelser, der ændrer grundlaget for takstberegningerne efterfølgende skal indarbejdes i takstkataloget.
I taksterne for affaldsområdet er der sikret sammenhæng mellem indtægter og udgifter i det kommunale budget. I overensstemmelse med affaldsbekendtgørelsens bestemmelser er taksterne beregnet i forhold til udgifterne ved den enkelte ordning.
Taksterne til budget 2017 fremgår af vedlagte takstkatalog, og vil blive tilrettet så snart der foreligger endelig budget på de enkelte områder.
Taksterne er gældende fra 1. januar 2017.