Forvaltningen har i længere tid haft ejendommen Wiffertsholmvej 14, Solbjerg under observation, da vi har modtaget flere klager fra naboer om rotter der løber til og fra ejendommen.
De sidste beboere der har forladt ejendommen har efterladt boligen med kasserede møbler både ude og inde, tøj og affaldsække overalt og et køkken hvor madrester, mel, gryn og andet spiseligt er på borde og i skabe og skuffer. Boligen er et lille parcelhus på 78 m2 placeret i det nyeste villakvarter i Solbjerg og der har været fri adgang da døre og vinduer har stået åbne over et år.
Ejer Falke Hadsund Aps er blevet kontaktet pr. brev flere gange, første gang primo 2014 med tilbud om nedrivning af ejendommen, men uden svar fra ejer. Rottefængeren har været på flere besøg på adressen og
har opsat depotfælder med gift, men som han siger "det er spisekammeret der står åbent, så rotterne bliver ved med at komme".
Der er den 15. juli i år fremsendt varsel om kondemnering da forvaltningen vurderer, at det er forbundet med sundhedsfare at bebo ejendommen pga. rotter, affald og indvendig fugt.
Den 26. oktober i år er der til ejer fremsendt partshøring vedr. beslutning om rydning af alt løsøre og varsel om nedrivning.
Det anbefales at der udstedes påbud om nedrivning af ejendommen, da ejendommen ikke vurderes til at have nogen værdi. Da ejer Falke Hadsund Aps har flere ejendomme som er eller på vej til tvangsauktion vil det
ikke nytte at den påbydes nedrevet for ejers regning. Det vurderes at den skal tvangsnedrives.