STUBhuset, som er beliggende Grangårdsvej 11, 9530 Støvring, er en selvejende instituion, som har til huse i en bygning, der ejes af Rebild Kommune. Bygningen er stillet til rådighed for den selvejende institution, som indgår driftsaftale med Rebild Kommune om brug af lokaler under hensyntagen til den selvejende institutions formål og midler. Midler til drift tilvejebringes gennem indtægter fra udlejning af lokaler (forsamlingshus), arrangementer, kontingenter og bidrag fra enkeltpersoner, foreninger, virksomheder, organisationer og fonde.
I henhold til STUBhusets vedtægter skal vedtægtsændringer godkendes af Rebild Byråd.
På den ordinære generalforsamling d. 25. marts 2014 vedtog man en ændring af vedtægterne. Der blev indsat en tilføjelse til §5:
§5 Generalforsamling - tilføjelsen fra d. 25. marts er markeret med fed og kursiv
Den selvejende institutions øverste myndighed er generalforsamlingen, hvortil alle der er medlem pr. 31. december det foregående år - og som ikke er i kontingentrestance - har stemmeret.
Ordinær generalforsamling afholdes een gang årligt senest i marts måned.
Generalforsamlingen indkaldes med mindst 28 dages varsel ved lokal annoncering efter bestyrelsens valg.
Forslag til behandling på generalforsamlingen skal være bestyrelsens formand i hænde senest 14 dage før generalforsamlingen. Ønskes der opstilling til bestyrelsen orienteres formanden ligeledes senest 14 dage før generalforsamlingen.
Bestyrelsen begrunder vedtægtsændringen med et ønske om at det generelt kan være svært at finde frivillige til bestyrelser samt at kunne vide i god tid, om der er nogen, der ønsker at stille op til bestyrelsen.
Forvaltningen vurderer, at vedtægtsændringen er af formel karakter, det vil sige omhandler de formelle regler for den selvejende institutions konstituering. Forvaltningen vurderer, at den selvejende institution kan indføre en sådan formel regel for afholdelse af generalforsamling.