I forbindelse med omlægningen af skoletandplejen i Rebild Kommune er tandklinikken på Skørping skole lukket og lokalerne ønskes ombygget til undervisningslokaler. Sagen er blot, at lokalplanen, som er udarbejdet i 1977, beskriver formålet med lokalplanen: "Formålet med lokalplanen er at søge indplaceret en skoletandlægeklinik i umiddelbar tilknytning til Skørping Skole." Når formålet er så klart formuleret, kan der ikke gives dispensation, da dispensationer ikke må ændre på "planens principper".
Ombygningen og anvendelsesskift kræver en byggetilladelse. Selve ombygningen består "kun" af indvendige ændringer og en ny tagbelægning i sort (kun røde tage tillades i lokalplanen), men det er anvendelsesskiftet fra tandklinik til undervisning, der umuliggør en dispensation.
Normalt ændres lokalplaner i byzone med vedtagelse af en ny lokalplan, men da byggetilladelsen haster, vil forvaltningen undtagelsesvis anbefale en aflysning af lokalplanen. Det kan man for forældede eller overflødiggjorte lokalplaner. Det indebærer de sædvanlige offentligheds- og høringsprocedurer, men uden en planudarbejdelse og med en kortere sagsbehandlingstid kan en tilladelse efter bygningsreglementet forhåbentligt gives i april eller maj måned.
Planloven er ændret så det nu er muligt, at de politiske procedurer i forbindelse med forslag og vedtagelse af lokalplaner kan uddeligeres fra Byrådet til Teknik og Miljøudvalget eller forvaltningen. Forvaltningen arbejder på et generelt oplæg vedr. dette, men i denne sag synes det oplagt, at Byrådet delegerer til forvaltningen til at ophæve lokalplanen, såfremt der i høringsperionden ikke er indkommet indsigelser. Såfremt der kommer indsigelser skal sagen behandles politisk igen, hvis det ønskes.