Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Selvbetjening

Spar turen til rådhuset! Vores selvbetjening har åbent 24 timer i døgnet hele året rundt. Og du kan bruge den hjemmefra.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Kultur- og fritidsudvalget godkender

  • at Opera i Rebild gemmer tilskuddet for 2020 til afvikling af deres arrangement i 2021.
  • at den nuværende samarbejdsaftale forlænges et år, og der indledes nye forhandlinger med henblik på indgåelse af ny samarbejdsaftale gældende fra 2022.

Sagsfremstilling

Som følge af Covid-19 restriktionerne er det ikke tilladt at afvikle Opera i Rebild som planlagt den 9. august 2020. Foreningen bag har derfor aflyst arrangementet.

Opera i Rebild har tidligere på året modtaget det kommunale tilskud for 2020, i henhold til sædvanlig praksis. Opera i Rebild har foreslået, at de gemmer og overfører pengene til 2021, således at det arrangement, der skulle være afviklet i år blot udskydes til 2021.

Forvaltningen har indledt drøftelser med Opera i Rebild om en ny samarbejdsaftale. Arbejdet med dette foreslås ligeledes udskudt, således at den nuværende aftale forlænges et år. Drøftelserne vil tage afsæt i en aftale gældende fra 2022 og vil kræve en politisk godkendelse.

Forvaltningen og Opera i Rebild genoptager drøftelserne efter sommerferien, når det sandsynligvis igen bliver muligt at mødes fysisk.

Endvidere afsøges muligheden for at holde et dialogmøde efter sommerferien mellem repræsentanter for Kultur- og fritidsudvalget og Opera i Rebilds bestyrelse.

Resume

Sagen afgøres i: Kultur- og fritidsudvalget.

Beslutning

Godkendt.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Kultur- og fritidsudvalget følger Kulturrådets indstillinger og træffer beslutning om at bevilge i alt 52.000 kr. fra udviklingspuljen til de indstillede projekter tilsammen.

Økonomi

Der er 91.400 kr. i udviklingspuljen.

Det indstilles, at der bevilges:

30.000 kr. til Østerlyd

4.000 kr. til Skørping Marionetteater

8.000 kr. til Stella Nova

10.000 kr. til Østhimmerlands Folkeuniversitet

Hvis kultur- og fritidsudvalget godkender Kulturrådets samlede indstillinger, vil der restere 39.400 kr. i udviklingspuljen for 2020.

Sagsfremstilling

Kulturrådet behandlede på deres møde den 21. april 2020 ansøgninger til Udviklingspuljen.

Kultur- og fritidsudvalget har bevillingskompetencen til udviklingspuljen efter indstilling fra Kulturrådet.

Kulturrådet indstiller 4 ansøgninger til kultur- og fritidsudvalget:

(Ansøgningerne er vedlagt som bilag)

Ansøger: Østerlyd

Beskrivelse:

Søger om 50.000 kr. til idé- og konceptudvikling til en ny forestilling om lyd kaldet: ”kan man høre en fjer falde til jorden?” for børn fra 3-6 år i samarbejde med egnsteatret Carte Blanche og børnehaven Huset i skoven i Terndrup. Forestillingen bevæger sig i krydsfeltet mellem lyde, musik og støj og sætter fokus på og undersøger, hvordan lyde påvirker vores krop og sind.

Forhåbningen er, at forestillingen er færdig i løbet af 2020, hvorefter Østerlyd vil turnere med forestillingen på teaterfestivaler og rundt i børnehaver og skoler hovedsageligt i Nordjylland.

Indstilling:

Kulturrådet indstiller, at der bevilges 30.000 kr. til projektet med en forventning om, at arrangementet tilbydes bredt til børnehaver og skoler i Rebild Kommune.

Ansøger: Skørping Marionetteater

Beskrivelse:

Søger om 7.900 kr. til produktionsstøtte til opsætning af H.C.Andersens eventyr ”Kærestefolkene eller Toppen og Bolden” med premiere 12. september 2020. Skørping Marionetteater vil som noget helt nyt i gang med at spille gadeteater. De vil producere nogle ganske små stykker, der egner sig til markeder og lignende. Planen er at opføre ovennævnte lille eventyr ved Stationsmarkedet i Skørping i Kulturugerne i September. Det kan desuden opføres andre steder i Rebild Kommune, både i Kulturugerne og ved lignende begivenheder, og på den måde være med til at give den rette markedsstemning.

Indstilling:

Kulturrådet indstiller, at der bevilges 4.000 kr. til det nye initiativ.

Ansøger: Stella Nova

Beskrivelse:

Søger om 8.000 kr. til det musikalske projekt ”Maria Musik”. En gruppe af 24 lokalt funderede og hel- og halv professionelle sangere og musikere er blevet etableret og har fået navnet ”Stella Nova”. Målet er, at værket hvert år i tidlig november skal opføres i én af områdets kirker + en koncert i Aalborg Kloster.

Indstilling:

Kulturrådet indstiller, at der bevilges 8.000 kr. til projektet.

Ansøger: Østhimmerlands Folkeuniversitet

Beskrivelse:

Søger om 10.000 kr. til et udviklingsprojekt, der skal stimulere og afsøge, om der er opbakning til og grobund for, at der atter tilbydes kulturelle foredrag i Rebild Kommune og eventuelt nå en yngre målgruppe.

I slutningen af 1900-tallet var der et utroligt rigt kulturliv i Rebild Kommune med mange foredrag og deltagere hertil. Siden da har både Folkeuniversitetet, oplysningforbund og foreninger oplevet et kraftigt fald i antal af kulturelle aktiviteter og deltagerantal overalt i Rebild Kommune. Paradoksalt nok oplever Aalborg Folkeuniversitet og oplysningsforbund i Aalborg som LOF, FOF og AOF i dag stor interesse for deres kurser og foredrag, og et meget stort antal deltagere kommer  fra Rebild Kommune.

Der søges støtte til at afholde en kursusrække i efteråret 2020.

Indstilling:

Kulturrådet indstiller, at der bevilges 10.000 kr. til 5 arrangementer. Såfremt ikke alle 5 arrangementer afvikles, vil støtten reduceres med 2.000 kr. pr. arrangement, der udgår.

Resume

Sagen afgøres i: Kultur- og fritidsudvalget.

Kulturrådet har behandlet ansøgninger til Udviklingspuljen og udarbejdet indstillinger, som forelægges Kultur- og Fritidsudvalget til afgørelse.

Monsido - statistik

Cookieinformation

Muni ver. 2.0