Lokalplanen giver mulighed for parcelhusbebyggelse. I planlægningen har der været særligt fokus på at videreføre de overordnede principper fra Dispositionsplanen for Støvring Ådale, samt videreføre principperne fra de nuværende områder i Rådyret og Kronhjorten. Lokalplanområdet er beliggende på linje med den eksisterende bebyggelse i Kronhjorten og Rådyret. Det er en afslutning på de 2 boligområder.
Kommuneplantillægget udvider de eksisterende rammer 09.B19 og 09.B15 for boligområder. Der bliver ikke ændret på bestemmelserne i rammerne.
I høringsperioden er der indkommet 9 høringssvar, herunder en underskriftsindsamling med 361 underskrivere. Høringssvarene omhandler:
- Etagehøjde, sammenslutning af grundejerforeninger, §3 beskyttede natur, planlægning af bebyggelse i område med naturkvalitet, stier, drikkevandsinteresser, håndtering af overfladevand, oversvømmelse, udsigt, å-beskyttelseslinjen og trafikale ændringer.
Høringssvarene er uddybet og kommenteret i bilag 4. Ingen af bemærkningerne giver anledning til ændringer i lokalplanen eller kommuneplantillægget.
Oversvømmelse
Høringssvaret omhandler en uforståenhed overfor, at der er udarbejdet en lokalplan for dette område, da indsiger mener at de øgede vandmængder gør, at delområde 2 er uegnet til bebyggelse.
Forvaltningen vurderer at lokalplanområdet er egnet til bebyggelse. Jævnfør oversvømmelseskortene er der ikke et væsentligt problem med oversvømmelse i området. Der må ikke nedsives i området, og overfladevandet ledes væk fra området.
Forvaltningen indstiller, at lokalplanen ikke ændres på baggrund af høringssvaret.
Etagehøjde
Høringssvarene omhandler, at der ønskes at der reduceres i højden på bebyggelsen for delområde 2.
Forvaltningen har fastsat etagehøjderne ud fra de eksisterende boligområder ved Rådyret og Kronhjorten. Lokalplanen er en afslutning af boligområderne ved Rådyret og Kronhjorten. Derfor arbejder lokalplanen videre med de bestemmelser, som også er gældende for de eksisterende boligområder ved Rådyret og Kronhjorten. De bestemmelser, som står beskrevet under de to delområder, som grænser op til den nye lokalplan, er dem som der er blevet arbejdet videre med i denne lokalplan.
Forvaltningen indstiller, at lokalplanen ikke ændres på baggrund af høringssvaret.