Historik:
I finansloven for 2017 blev der afsat 380 mio. kr. årligt fra 2017 og frem, til en klippekortordning til ekstra hjælp til beboere på kommunernes ældrecentre. Midlerne er blevet udmøntet som en pulje i 2017 og 2018. Rebild Kommune fik bevilget 1.937.000 kr. til klippekortordningen i år 2017 og et tilsvarende beløb i år 2018. Fra år 2019 og frem fordeles midlerne til kommunerne via bloktilskuddet.
På Sundhedsudvalgsmøde d. 14. marts 2017 godkendte Sundhedsudvalget forvaltningens forslag til udmøntning af klippekort til beboere på ældrecentrene.
Puljemidlerne fordeles til kommunens 10 ældrecentre ud fra antallet af beboere på ældrecentrene. De fordelte midler er blevet budgetteret således, at hver beboer havde 64 minutter om ugen fra 1. maj til 31. december 2017, og 42 minutter om ugen i år 2018 til klippekort. Skemaer med fordeling af puljemidlerne på ældrecentrene i 2017 og 2018 er vedlagt som bilag.
Information om klippekortordningen
Formålet med klippekortsordningen er, at de borgere der flytter på et ældrecenter, fortsat oplever at være herre over eget liv, og at de kan få hjælp til at gøre ting, der giver dem livskvalitet. Klippekortet er beboernes tid og beboerne er selv med til at bestemme hvad de gerne vil bruge den ekstra tid til. Klippekortet kan både anvendes til mindre aktiviteter eller spares op og anvendes til aktiviteter der tager længere tid. Klippekortet kan desuden anvendes på individuelle aktiviteter i og udenfor egen bolig, og fælles aktiviteter med flere beboere.
De enkelte beboers klippekortstid bliver registreret i omsorgssystemet Care, så der løbende kan opnås indsigt i den enkelte beboers forbrug af tid og ønsker til aktiviteter.
Beboerne og deres pårørende informeres løbende om klippekortsordningen. Når beboerne informeres om klippekortordningen gøres der meget ud af at fortælle, at klippekortene skal anvendes til aktiviteter der ligger ud over den normale pleje. Her er det en fordel, at "klippekortmedarbejderne" udelukkende eller primært er ansat til klippekorttilbud, så det netop er det beboerne forbinder dem med.
Status:
Der er på hvert ældrecenter ansat en eller to "klippekortsmedarbejdere" der sammenlagt er ansat på mellem 17 og 32 timer om ugen afhængig af ældrecentrets størrelse. Klippekortsmedarbejderne er udelukkende eller primært ansat til klippekortsordningen og har forskellige faglige baggrunde som for eksempel ergoterapeut, beskæftigelsesvejleder eller SOSU-medarbejder.
Ældrecenter
|
Ansat medarbejder(e)
|
Antal beboere
|
Antal beboere der bruger klippekortet
|
Øster Hornum
|
1 medarbejder på 17 timer
|
17 beboere
|
17 beboere
|
Skørping
|
1 medarbejder på 32 timer
|
43 beboere
|
40 beboere
|
Terndrup
|
1 medarbejder på 30 timer
|
25 beboere
|
20 beboere
|
Bælum
|
1 medarbejder 30 timer
|
32 beboere
|
31 beboere
|
Suldrup
|
1 medarbejder 21 timer
1 medarbejder på 11 timer
|
29 beboere
|
29 beboere
|
Haverslev
|
1 medarbejder på 17 timer
1 medarbejder efter behov
|
22 beboere
|
25 beboere
|
Rørbæk og Nørager
|
1 medarbejder på 34 timer
|
Rørbæk: 19 beboere
Nørager: 18 beboere
|
Rørbæk: 19 beboere
Nørager: 17 beboere
|
Ådalscentret
|
1 medarbejder på 35 timer
|
30 beboere
|
30beboere
|
Støvring
|
1 medarbejder på 32 timer
|
30 beboere
|
30 beboere
|
Der bliver flittigt gjort brug af klippekortene på ældrecentrene. Flere ældrecentre har lange perioder, hvor alle beboere anvender klippekortordningen i et større eller mindre omfang. Ifølge ældrecenterlederne skyldes afvisning af klippekortsordningen mangel på overskud eksempelvis grundet sygdom, almen svækkelse eller en kognitiv tilstand der kan gøre det svært at rumme aktiviteter.
Nedenfor ses nogle eksempler på hvad beboerne anvender klippekortene til:
Individuelle aktiviteter:
- Ledsagelse til lægebesøg, frisør, indkøb/shopping
- Samvær, hygge i hjemmet
- Højtlæsning fra aviser, blade og bøger
- Gå- og køreture fx til gravsteder eller bare ud i naturen
- Ledsagelse til fx familiesammenkomster
- Hjælp og støtte til håndarbejde, plante blomster osv.
- Kigge fotoalbums
Fælles aktiviteter:
- Bevægelse og gymnastik
- Strikkeklub
- Syng sammen
- Samvær omkring besøgsbabyer, babysalmesang, besøgs ponyer
- Besøg af skoleklasser og børnehavebørn
- Køreture " ud i det blå" eller ture til indkøb fx Bilka med efterfølgende kaffe i cafeen
Det er meget forskelligt i hvor stort et omfang beboerne benytter ordningen og hvordan. Nogle beboere samler sammen og nogle bruger klippekortet hver uge. Nogle sætter pris på en-til-en kontakten og andre deltager gerne i fælles aktiviteter hvor de får socialt samvær på en måde der skiller sig ud fra hverdagen.
Opsamling
Ældrecenterlederne og "klippekortsmedarbejderne" giver udtryk for, at klippekortordningen til beboere på ældrecentrene er en fantastisk ordning, som har stor glæde for alle de beboere der benytter ordningen. Ordningen giver beboerne en fantastisk mulighed for at opleve noget ud over det daglige, hvilket skaber glæde og forøget livskvalitet, og lederne og medarbejderne på ældrecentrene får ofte positive tilbagemeldinger fra beboerne og de pårørende omkring ordningen. Ordningen er et unikt supplement til de kerneopgaver som skal leveres efter serviceloven og sundhedsloven.