Formålet med det kommunale udligningssystem er at sikre kommunerne mere ensartede vilkår, således at det er muligt for kommuner at holde nogenlunde samme serviceniveau uden de store forskelle i skatteprocenten.
Men udligningssystemet bestemmer ikke, at serviceniveauerne skal være ens. Hensigten med kommunal udligning er ikke at gøre kommunerne ens, men at give dem ensartede vilkår.
Kommunernes finansieringsvilkår er i høj grad bestemt af det kommunale tilskuds- og udligningssystem, og afhænger dermed grundlæggende af de variable, der indgår i udligningen. Udligningssystemet er komplekst og tilpasset over en lang årrække.
Aktuelt er der nedsat et Finansieringsudvalg, der oprindeligt har fået til opdrag at tilpasse udligningssystemet, således at dette også kan imødegå utilsigtede byrdefordelingsmæssige virkninger som følge af refusionsomlægningen på arbejdsmarkedsområdet. Endvidere angiver kommissoriet, at der skal søges indarbejdelse af beskæftigelsestilskuddet i udligningssystemet samt tilpasninger i udlændingeordningen. Senest har den daværende regering i oktober 2016 udskudt den planlagte justering af udligningen fra 2018 til 2019, idet den varslede omlægning af boligbeskatningen vil få betydning for udligningen og de kommunale indtægter.
Konsekvensen heraf er, at der tidligst vil komme en justering af udligningssystemet med virkning fra 2019. Udover de konkrete udfordringer, der er en følge af f.eks. refusionsomlægningen, så peges der imidlertid fra forskellig side på, at der kan være behov for et gennemgribende serviceeftersyn, således at udligningssystemet i størst mulig omfang fremadrettet kan leve op til hensigten hermed. En række strukturelle tendenser på tværs af landet i form af befolkningsmæssige, beskæftigelsesmæssige og erhvervsmæssige forskydninger m.v. giver anledning til forskelle i kommunernes økonomiske og generelle rammevilkår.
Med hensyn til beslutninger om udligningssystemets indretning, udligningsniveauer m.v., så er udgangspunktet, at det til enhver tid må være Folketinget, som tager ansvaret herfor. Dermed er det også Folketinget, der træffer beslutning om, at der på tværs af det kommunale Danmark sikres en finansieringsmodel, så kommunerne kan leve op til forventningerne om et rimeligt ensartet serviceniveau.
Dermed er udgangspunktet også, at det ikke kan ikke overlades til kommunerne indbyrdes at blive enige herom, men det bør dog være et fælles kommunalt ønske – som også burde kunne bakkes op af KL´s bestyrelse og delegeretmøde – at Folketinget påtager sig opgaven med at genvurdere det nuværende udligningssystem via et generelt serviceeftersyn, og ikke kun fore-tage tilpasninger, som følge af andre politiske beslutninger, herunder refusionsomlægning m.v.
Endvidere skal udgangspunktet også fremadrettet være, at der fortsat skal være kommunale forskelle, og det er ikke i kommunernes interesse at lægge op til en 100% udligning. Udligningen skal fortsat indrettes med incitamenter til at præstere bedre og med tilskyndelser til at effektivisere driften og indrette sig økonomisk rationelt.
Intentionen er, at der via udligningen sikres nogenlunde ensartede økonomiske grundvilkår i alle kommuner, og at udligningen indrettes på et retvisende grundlag og med udgangspunkt i faktuelle forhold, som Folketinget tager aktivt stilling til.
Der kan være flere veje at gå hertil. Der kan peges på, at det nedsatte finansieringsudvalg skal have et nyt og bredere kommissorium. Samtidig vil det være oplagt at anmode KORA om at foretage de nødvendige analyser som oplæg til Finansieringsudvalget, og dermed bidrage til at drøftelserne og beslutningerne i Folketinget kan tages på et så præcist, retvisende og oplyst grundlag, som muligt.
Tidsmæssigt er udligningsreformen i oktober 2016 udskudt yderligere, således at den først skal have virkning fra 1. januar 2019. Der er således en anledning til at revurdere udligningssystemet generelt, og det bør derfor samtidig være et krav at de nødvendige analyser og udvidelsen af kommissoriet igangsættes snarest via beslutning i regeringen.
I samarbejde med en række øvrige kommuner lægger en godkendelse af nedenstående forslag op til at kommunalbestyrelsen/byrådet bakker op om en sådan opfordring til Folketinget.
Forslag til behandling på KL's delegeretmøde i marts 2017 – forslagets formulering:
[ ….. ] Kommune ønsker at følgende forslag behandles på KL´s delegeretmøde marts 2017, hvor følgende ønskes sat til afstemning:
KL´s delegeretmøde tilkendegiver overfor KL´s bestyrelse, at der snarest tages initiativ til at opfordre Regering og Folketing til, at udvide det nedsatte Finansieringsudvalgs kommissorium med henblik på en generel revurdering af udligningsordningerne, således at udligningssystemet indrettes til at sikre nogenlunde ensartede økonomiske grundvilkår og dermed sikre mulighed for at levere en nogenlunde ensartet kommunal service.
I forbindelse hermed er det kommunernes vurdering, at det vil være et godt grundlag for de politiske afklaringer, at KORA tilvejebringer og bidrager med analyser som oplæg til Finansieringsudvalget, og dermed bidrager til at drøftelserne og beslutningerne i Folketinget kan tages på et så retvisende, dækkende og oplyst grundlag, som muligt. KL’s bestyrelse skal derfor anmode KORA om at igangsætte analyser af om kommunernes nuværende finansieringsmekanismer giver kommunerne nogenlunde ensartede muligheder for at levere service.
Endeligt tilkendegiver delegeretmødet hermed, at der er behov for at få en snarlig afklaring af det fremtidige udligningssystem for at tilvejebringe grundlag for kommunernes behov for en flerårig økonomisk planlægning og større sikkerhed for finansieringsgrundlaget.
Folketinget opfordres derfor til at tage ansvar og igangsætte initiativer, der kan sikre et kvalificeret eftersyn af udligningssystemet, og efterfølgende træffe beslutning om det fremadrettede udligningssystem for at skabe et kommunalt Danmark i balance.
Lovgrundlag
Jf. § 5 i KL's love skal forslag fra medlemskommunerne til delegeretmødets dagsorden være bestyrelsen i hænde senest 1 måned forud for mødets afholdelse.
KL`s delegeretmøde afholdes i forbindelse med Kommunalpolitisk Topmøde den 16.-17. marts. Fremsendelse af forslag fra medlemskommunerne skal således fremsendes senest den 15. februar 2017.