Bestyrelsen for Rebild Vand & Spildevand A/S har på møde den 13. december 2016 godkendt Budget 2017 for selskabet, herunder takster og gebyrer for 2017. Rebild Vand & Spildevand A/S har fra Forsyningssekretariatet den 5. december og den 15. december 2016 modtaget afgørelser om de økonomiske rammer for 2017 for henholdsvis drikkevand og spildevand.
I 2017 er rammerne fastsat med udgangspunkt i de faktiske driftsudgifter i 2013-2015 suppleret med resultater fra tidligere prislofter. Desuden er indregnet de historiske investeringstillæg og tillæg for gennemførte investeringer i perioden 2010-2015. Endelig er rammerne korrigeret med et indeks for omkostningsudviklingen, et generelt samt individuelt effektiviseringskrav og en række budgetterede omkostninger mv. De udmeldte rammer lægger indirekte et loft for, hvor høje takster selskabet kan fastsætte for drikkevand og spildevand.
For drikkevandsdelen er den økonomiske ramme i 2017 på 145.284 kr., og for spildevandsdelen er den økonomiske ramme på 57.200.397 kr. Rebild Vand & Spildevands budgetterede omkostninger for drikkevandsdelen er på 113.000 kr., og for spildevandsdelen er omkostningerne budgetteret til 54.773.000 kr.
Idet Byrådet skal påse, at taksterne er i overensstemmelse med de fastsatte prislofter, vedlægges de 2 afgørelser på henholdsvis drikkevand og spildevand. Taksterne er fastsat bl.a. med hensyntagen til Forsyningssekretariatets afgørelser for økonomiske rammer 2017.
Som det fremgår af taksterne og bestyrelsens beslutning er den variable vandafledningstakst og det faste bidrag hævet med 5% i 2017 . Årsagen til dette er bestyrelsens beslutning om igen at sammensætte et budget med minimal skattebetaling efter SKATs ændring af selskabets skattemæssige værdiansættelser. Det betyder, at indtægter fra bl.a. det variable vandafledningsbidrag og det faste bidrag dækker selskabets driftsomkostninger samt nogle af investeringsomkostningerne. De resterende investeringsomkostninger skal finansieres ved lånoptagelse, som i 2017 forventes at blive på 15,3 mio. kr. Takstforhøjelserne skal reducere det samlede lånebehov. De samlede forventede investeringer i 2017 er landet på 35,4 mio. kr. Af medsendte investeringsplan for perioden 2017-2026 fremgår de forventede projekter og investeringsniveauer for de kommende år.