Baggrund
Udgifterne til voksen-handicapområdet har været stigende de seneste år - en udvikling der ventes at fortsætte. Udviklingen kan direkte aflæses ud af regnskabs- og budgettal, ikke bare i Rebild Kommune, men på landsplan. I forhold til mulighederne for at kunne imødegå det fortsatte udgiftspres, vedtog Sundhedsudvalget på sit møde den 15. august en handleplan, der indeholdt en række initiativer til imødegåelse af udgiftspresset indenfor området. Planen, der er vedlagt denne sag som bilag, har et flersidet fokus: Dels sigter den mod tættere opfølgning på eksisterende sager på voksen-handicapområdet, dels indeholder den forslag til en ændring af hele tankesættet bag visiteringen i nuværende og kommende visiteringer. I forhold til sidstnævnte er der tale om det såkaldte LEON-princip ("Laveste Effektive Omsorgsniveau"), der indebærer, at indsats og ydelser leveres på det lavest effektive omsorgsniveau. Dette kan i praksis eksempelvis betyde, at botilbud i videst muligt omfang tilbydes i nærområdet i Rebild Kommune, fremfor i eksterne tilbud udenfor kommunen. Ideen er at inklusion, netværks- og familierelationer - og dermed hjælp til selvhjælp herved kan styrkes - samtidig med, at et vedvarende fokus på mestringsevne i den pædagogiske indsats kan sikres.
Blandt de øvrige initiativer, der foreslås i handleplanen, kan blandt andet nævnes:
- Investering i opnormering på rådgiversiden, med henblik på mere effektiv sagsopfølgning
- Øget dialog med Region Nordjylland og genforhandling af takster
- Benchmarking og fagligt fællesskab med andre kommuner
- Kompetenceløft til rådgivergruppen
- Forsøg med indførsel af velfærdsteknologi
På udvalgsmødet i august blev det aftalt, at der løbende vil blive fulgt op på de igangsatte initiativer og orienteret til politisk niveau. Der er i planen lagt op til en trinvis proces, hvor hvert trin indebærer, at der afgives en status til det politiske niveau. Det første trin - som der i det nedenstående vil blive redegjort for - indebar en undersøgelse af dataene på voksen-handicapområdet, hvilket skal danne grund for en efterfølgende sagsopfølgning. Herudover skulle forvaltningen afdække mulighederne for at opnå støtte fra investeringspuljen til en opnormering på rådgiversiden i Center Familie Handicap. Konkret er det ønsket at øge antallet af myndighedsrådgivere på voksen-handicapområdet med to rådgivere, da det vurderes, at en tættere sagsopfølgning, bør kunne tjene investeringen hjem.
Status pr. december 2017
Der er i efteråret arbejdet med indsamlingen af relevante data, som dels skal danne grundlag for en mere effektiv opfølgning på eksisterende sager, dels understøtte et skarpt fokus ved igangsættelsen af nye sager. Konkret er der indsamlet erfaringer fra andre kommuner samt igangsat analyser af mønstrene i de eksisterende sager.
Erfaringsopsamlingen fra andre kommuner (Vejle, Esbjerg, Brønderslev, Ringkøbing-Skjern, Favrskov, Egedal, Randers, Århus, Thisted) peger bl.a. på, at der her bl.a. er blevet satset på følgende initiativer:
- Kompetenceudvikling af medarbejdere
- Opnormering af rådgivere
- Revisitering af sager med henblik på at finde rationaler
- Sammenlægning eller udvidelse af en række botilbud
- En højere grad af tværgående samarbejde forvaltningerne imellem – eksempelvis med jobcenteret og/eller sundhedsforvaltningen.
Flere af disse initiativer ligger også i den vedtagne handleplan. Som nævnt vil der også blive arbejdet med at analysere på mønstre i de eksisterende sager på området. Dette arbejde får dog først værdi, hvis der følges op på konklusionerne. Dette er baggrunden for, at Center Familie Handicap har søgt om midler fra investeringspuljen, som skal anvendes til en opnormering af myndighedsrådgivere indenfor voksen-handicapområdet. Direktionen har godkendt ansøgningen til investeringspuljen og det forventes, at der kan ansættes yderligere to rådgivere pr. 1. januar 2018. Ultimo november færdiggør ledelse og medarbejdere i Center Familie Handicaps voksenhandicap-afdeling en proces, der skal udstikke retning for, hvorledes de nye rådgiverkræfter skal anvendes.
Planen for den faktiske opgaveløsning og sagsopfølgning vil der blive redegjort for på udvalgsmødet i marts. Her vil der ligeledes blive redegjort for, hvorledes der følges op på opnormeringens effekt på udviklingen i udgifterne til området.