Baggrund
Ankestyrelsen har den 20. december 2019 udsendt en høring vedrørende kommuners brug af eksterne konsulenter indenfor socialområdet (vedlagt som bilag). Baggrunden er en henvendelse fra Social- og Indenrigsministeriet, der efter en række pressehistorier om anvendelsen af konsulenter på socialområdet, har sat spørgsmålstegn ved lovligheden i denne praksis. Høringen skal afdække, hvorvidt der er grund til en egentlig tilsynssag i kommuner, der har benyttet sig af denne type konsulentydelser.
Høringen indeholder en række konkrete spørgsmål til kommunens anvendelse af eksterne konsulenter. Efter fremsendelse af høringen har styrelsen den 9. januar fremsendt en supplerende høring med yderligere spørgsmål (vedlagt som bilag). Styrelsen anmoder om en udtalelse fra byrådet i forhold til de fremsendte spørgsmål senest 1. marts.
Forslag til svar på ankestyrelsens henvendelse
Forvaltningen har udarbejdet et forslag til et svar fra byrådet, der er vedlagt sagen som bilag. Af svaret ses det overordnet, at Rebild Kommunes anvendelse af eksterne konsulenter på socialområdet har været af et begrænset omfang, idet det konkret har ført til ændringer i 7 sager (yderligere en sag afventer endelig handling). De eksterne konsulenter har bidraget med nye faglige perspektiver i forhold til nogle på forhånd udvalgte sager, og al myndighedsbehandling og afgørelse er foretaget af kommunens myndighedsrådgivere.
Samtidig har anvendelsen af konsulenter været indskrænket specifikt til sager indenfor voksen-handicapområdet, hvor anvendelsen er sket som led i realiseringen af den politisk vedtagne økonomiske handleplan. Handleplanen har bl.a. haft fokus på at flytte borgere fra passiv offentlig omsorg til en højere grad af egenmestring og fra stationær behovsvurdering til udviklingsorienteret behovsvurdering. Dette har dels skullet medvirke til en højnelse af borgernes livskvalitet, dels til en opbremsning af udgiftsstigning indenfor et område med et stadigt stigende behovs- og udgiftspres.
Aflønning af de benyttede eksterne konsulenter
Noget af det der er i fokus i Ankestyrelsens høring er, hvorvidt de aftaler, der er indgået med de eksterne konsulenter, er indgået med baggrund i en resultatlønningsmodel eller med baggrund i et såkaldt "no-cure-no-pay"-princip, og i så fald om dette har kunnet påvirke konsulenternes ageren i de berørte sager. De to aftaler med de benyttede konsulenter er begge indgået med baggrund i “no cure no pay”-princippet.
Det ene konsulentfirma fik indledningsvist fremsendt 34 sager til et overordnet gennemsyn med henblik på en vurdering af potentiale for at foretage ændringer i indsatserne. Sagerne lå alle inden for samme målgruppe (borgere med ophold på midlertidige boformer - LSS § 107) og var på forhånd udvalgt af myndighedsrådgiverne. Ud af disse 34 sager vurderede myndighedsrådgiverne, at der skulle kigges nærmere på de 16 sager, mens de øvrige 18 sager blev henlagt.
Af disse 16 sager blev seks henlagt efter yderligere undersøgelser, idet det blev vurderet af myndighedsrådgiverne, at der ikke var basis for ændringer. Herefter blev der arbejdet videre med de sidste 10 sager. De tre af disse sager blev henlagt efter yderligere undersøgelser, mens seks sager førte til reelle ændringer og en sag blev anket. I forhold til sidstnævnte har Rebild Kommune efterfølgende fået medhold ift. den foreslåede ændring, hvorfor samarbejdet samlet ventes at føre til ændringer i syv sager.
Konkret ift. aflønning er det pågældende konsulentfirma blevet aflønnet med en fast timeaflønning for arbejdet med de 16 sager, som af myndighedsrådgiverne blev udvalgt til yderligere undersøgelse.
I samarbejdet med det andet eksterne konsulentfirma, der har medført ændring i én konkret sag (ud af de tre sager som firmaet fik til gennemsyn), udgøres aflønningen ved 10 procent af en eventuelt opnået besparelse. Reduceringen af den økonomiske belastning i denne sag er udelukkende sket som en forhandling omkring særydelser med Region Midt og har ingen betydning haft for den konkrete borger.
Forvaltningen er dog opmærksom på det potentielt uhensigtsmæssige i en sådan aflønningsmetode, hvorfor der for nuværende ikke vil blive indgået yderligere aftaler af denne type.
Samlet er det forvaltningens vurdering, at Rebild Kommunes anvendelse af eksterne konsulenter indenfor det sociale område er sket på en etisk og fagligt ansvarlig måde, og at anvendelsen af konsulenterne har bidraget til indfrielsen af målsætningerne i den politisk vedtagne handleplan for voksen-handicapområdet, både fagligt og økonomisk.