Jobcenteret skal hvert år udarbejde en beskæftigelsesplan, der fastlægger mål og strategi for det kommende års beskæftigelsesindsats. Arbejdsmarkedsudvalget besluttede den 26. september 2016, at de fire udmeldte nationale beskæftigelsespolitiske mål skulle lægges til grund for Rebild Kommunes beskæftigelsesplan for 2017.
Ministermålene er:
- Virksomhederne skal sikres den nødvendige og kvalificerede arbejdskraft
- Flere unge skal have en uddannelse
- Borgere i udkanten af arbejdsmarkedet herunder langtidsledige kontanthjælpsmodtagere skal tættere på arbejde
- Flere flygtninge og familiesammenførte skal være selvforsørgende
Planen har været i høring i Det Lokale Arbejdsmarkedsråd (LAR) og lokalMED Center Arbejdsmarked og Borgerservice.
Det Lokale Arbejdsmarkedsråd havde på rådsmødet den 23. november 2016 følgende bemærkninger:
LAR gør opmærksom på, at KUU (kombineret ungdomsuddannelse) med fordel kan nævnes i strategien for ”flere unge skal have en uddannelse” og ”Vejen til varige jobs” indskrives i strategien i forhold til at ”virksomhederne skal sikres den nødvendige og kvalificerede arbejdskraft”. Herunder også tænker kontanthjælpsgruppen ind i forhold til projektet og opkvalificering generelt. LAR drøftede om målet om at 27 % søger direkte ind på en erhvervsuddannelse efter 9.eller 10. klasse i 2017 er tilstrækkeligt ambitiøst i lyset af, at der i nogle brancher er mangel på faglært arbejdskraft. LAR opfordrede i lyset deraf til at fokusere på gennemførsels/frafaldsprocenter fra ungdomsuddannelserne. LAR opfordrede til, at de unge udfordres på deres uddannelsesvalg i vejledningsindsatsen i UU.
I forhold til om 27 % er en tilstrækkelig ambitiøs målsætning, er forvaltningen enige i, at behovet for kvalificeret arbejdskraft er en stor udfordring. Men forvaltningen har på trods af dette valgt at fastholde 27 % som mål. Det er gjort ud fra den betragtning, at niveauet for det første skal vurderes med udgangspunkt i befolkningssammensætningen i Rebild Kommune. For det andet var niveauet i 2015 nede på 22,4 %. Der er således tale om en betydelig stigning, hvis målet realiseres i 2017.
Forvaltningen er desuden enige i opfordringen fra LAR om at have fokus på frafald fra ungdomsuddannelserne. Det er dog vurderingen, at dette allerede er i fokus i forbindelse med Arbejdsmarkedsudvalgets behandling af kvartalsrapporterne fra UU Rebild, hvor der fremgår tal for frafald blandt kommunens unge.
De øvrige anbefalinger samt forslag fra lokalMED CAB er indarbejdet i planen. lokalMED's kommentarer er markeret med grønt. Det lokale arbejdsmarkedsråds kommentarer er markeret med gult.
Høringssvaret fra lokalMED er vedlagt som bilag sammen med udkast til beskæftigelsesplanen.