Sagsfremstilling
I særskilt punkt på nærværende udvalgsmøde den 4. december 2019 orienteres Kultur- og Fritidsudvalget om udmøntningen af halvedligeholdelsespuljen for 2020. Puljen dækker vedligeholdelseprojekter, som Rambøll har vurderet nødvendig ved gennemgangen af hallerne i 2016. Puljen giver tilskud på 90% af udgiften til vedligeholdelse, mens egenfinansieringen er 10%.
Udvidelse af vedligeholdelsesprojekt (udskiftning af ventilation) i Skørpinghallen
I Rambølls vedligeholdesrapport fra 2016 fremgår det, at Skørping Idrætscenter i 2017 bør udskifte deres ventilationsanlæg. Rambøll vurderer, at dette vil koste 600.000 kr. Ved indhentning af overslag for bekostningen af projektet viser det sig imidlertid, at projektet formentligt vil blive en del dyrere end først antaget. Den totale udgift inklusiv projektering estimeres umiddelbart på daværende tidspunkt til 2,0 mio. kr. mod Rambølls vurdering på 0,6 mio. kr. Derfor besluttede Kultur- og Fritidsudvalget d 8. maj 2019, at afsætte 150.000 kr. til projektering af projektet med henblik på at klarlægge projektets pris. Denne projektering er nu færdig.
Det nuværende ventilationsanlæg i hallen laver ikke kun ventilation, men også varme. Denne løsning er imidlertid både bekostelig og utidssvarende, da det er mere økonomisk og miljøvenligt at adskille ventilation og varme, og lave strålevarme i stedet. Der er en anslået varmebesparelse ved opvarmning med strålevarmeanlæg på 115.400 kWh på et normalår.
Det anbefales både af Rambøll og af MOE A/S, der har lavet projektering, ligesom det ønskes af Skørpinghallen, at adskille ventilation og varme, og således etablere strålevarme. Denne løsning er som nævnt både billigere (på lang sigt) og grønnere.
I den oprindelige Rambøll halvedligeholdelsesrapport er der imidlertid ikke lagt op til at adskille ventilation og varme, men blot udskifte det nuværende anlæg. Derfor vil en etablering af ventilation for sig og strålevarme være en udvidelse af det oprindelige vedligeholdelsesprojekt. Der er således tale om en principsag, som kan danne præcedens, altså om og hvor meget der kan afviges fra den oprindelige vedligeholdesrapport fra 2016.
De økonomiske forhold:
Der er indhentet 4 tilbud for ventilation og strålevarme. Det billigste beløber sig til 1.606.675 kr. inkl. moms.
Hvis ventilationen skal skiftes til en tilsvarende løsning, dvs. ventilation og varme, som hallen har nu, vurderes det at koste ca 1.250.000 kr. inkl. moms. Denne vurdering skal tages med forbehold, da der blot er tale om en vurdering og ikke en konkret projektering.
Forvaltningens bemærkninger:
Forvaltningen ser 2 scenarier:
1) Skørping Idrætscenter etablerer ventilation og strålevarme for sig til en cirkapris på 1.606.675 kr. inkl. moms. (anbefales af Rambøll og MOE A/S og ønskes af hallen)
2) Skørping Idrætscenter etablerer et tilsvarende anlæg som det nuværende (varme og ventilation) til en cirkapris på 1.250.000 kr. inkl. moms.
Begge scenarier løser den udfordring, som er nævnt i Rambølls vedligeholdelsesrapport. Ud fra anbefalinger fra både Rambøll og MOE A/S er scenarie 1 den fagligt bedste løsning.
I h.t. principperne for udmøntning af halvedligeholdelsespuljen giver kommunen alene tilskud til scenarie 2, fordi scenarie 1 er en udvidelse af det oprindelige projekt, vurderet af Rambøll. Hvis Skørping Idrætscenter vælger scenarie 1 - hvilket de selv bestemmer - vil de derfor alene være berettiget til et kommunalt tilskud, svarende til scenarie 2, dvs. på 90% af en cirkapris på 1.250.000 kr. inkl. moms. Dette vil betyde, at Skørping Idrætscenters egenfinansiering af scenarie 1 bliver på cirka 500.000 kr. svarende til cirka 30%. Kultur- og Fritidsudvalget kan vælge at yde Skørping Idrætscenter tilskud efter scenarie 1. Dette vil i givet fald være en fravigelse af principperne til udmøntning af halvedligeholdelsespuljen.
Forvaltningen anbefaler, at Kultur- og Fritidsudvalget yder tilskud i h.t. halvedligeholdelsesprincipperne, dvs et tilskud svarende til 90% af en cirkapris på 1.250.000 kr. Skørping Idrætscenter kan frit vælge, hvilken af de 2 scenarier, man vil bruge det bevilgede tilskud til. Konkret betyder det altså, at hvis Skørping Idrætscenter vælger scenarie 1, skal de selv finansiere merudgiften ved denne løsning.