Sagsfremstilling
Overordnet er sagerne valgt ud fra følgende kriterier:
- Sagsudsnittet fordeles repræsentativt fra alle rådgivere
- Sagsudsnittet fordeles mellem de respektive foranstaltningstyper
- Sagsudsnittet fordeles mellem nye og løbende foranstaltninger
Det kvalitative ledelsestilsyn i børne- og ungesager foretages ud fra Deloittes skabelon. Det primære fokusområde i september 2022 er på børnefaglige undersøgelser og børnehandicapudredning.
Kvalitativt ledelsestilsyn i Center Familie og Handicap på socialområdet september 2022
På familieområdet er der udvalgt 10 sager.
Børnefaglig undersøgelse
I alle 10 sager er der truffet afgørelse om iværksættelse af børnefaglige undersøgelser, ligesom der i alle 10 sager er udarbejdet børnefaglige undersøgelser rettidigt dvs. inden for 4 måneders fristen. Der foreligger samtykkeerklæring til undersøgelserne i 9 ud af 10 sager. I alle sagerne har borgerne deltaget og samarbejdet om undersøgelsen, ligesom børnene er inddraget relevant.
De børnefaglige undersøgelser omfatter udredning af både barnets og forældrenes ressourcer og udfordringer, ligesom omfanget af undersøgelserne svarer til den børnefaglige undersøgelses formål. Analysen i de børnefaglige undersøgelser er dækkende og nuanceret, ligesom den faglige vurdering indeholder en begrundet stillingtagen til barnets støttebehov og indbefatter ligeledes en vurdering af relevant støtteforanstaltning.
Der er foretaget rettidig opfølgning i alle sager, hvor der er iværksat foranstaltninger, ligesom man har inddraget og hørt børnene ved opfølgning, samt inden der er truffet afgørelse om foranstaltninger.
Opmærksomhedspunkter
Der er ikke punkter i dette ledelsestilsyn, der kræver særlig opmærksomhed.
Kvalitativt ledelsestilsyn i Center Familie og Handicap på børnehandicapområdet september 2022
I 4 ud af 5 sager er der truffet afgørelse om iværksættelse af børnefaglige undersøgelser, mens der i 1 sag er der truffet afgørelse om udarbejdelse af børnehandicapudredning. I 3 ud af 4 sager er den børnefaglige undersøgelse udarbejdet rettidigt dvs. inden for 4 måneders fristen. I en enkelt sag er fristen overskredet med 4 dage.
Der er iværksat foranstaltninger i alle 5 sager ligesom der findes aktuelle og aktive handleplaner i alle sager. Der er fulgt rettidigt op i alle sager.
Der er tale om god faglig kvalitet i undersøgelserne, der er omfattende, men ikke overoplyste. Undersøgelserne giver mulighed for at tilrettelægge den rigtige indsats efterfølgende.
Opmærksomhedspunkter
Der er fortsat behov for opmærksomhed på at samtykke med fordel skal foreligge skriftligt, ligesom der i en enkelt sag ikke foreligger skriftlig afgørelse om besluttet indsats. Indsatsen er dog besluttet i samarbejde med barnets forældre. Den enkelte sag drøftes med rådgiveren.