Det tidligere Børne- og Ungdomsudvalg har siden foråret 2017 løbende fået status på kapacitetsudfordringerne for dagtilbud i Støvring.
En aktuel opfølgning på forventet børnetal og kapacitet for dagtilbuddene i Støvring viser, at kapaciteten for de 0-2 årige i kommunale tilbud stort set matcher forventet antal børn frem til sommeren 2019. På børnehaverne har tilflytningen været endnu mere markant end forventet i efteråret 2017, og der bliver pres på kapaciteten i vinterhalvåret 2018/2019 samt igen senere i løbet af 2019 med de beslutninger, der ligger på nuværende tidspunkt. Forvaltningen foreslår en række tilpasninger, som vil sikre, at der er den fornødne kapacitet.
I sommeren 2017 blev der udarbejdet en ny befolkningsprognose særskilt for Støvring. Prognosen viste, at der vil være behov for yderligere kapacitet på sigt, hvorfor byrådet med budget 2018-21 afstatte midler til yderligere en ny institution i Støvring. Vi forventer igen ny befolkningsprognose i marts 2018, som giver en ny vurdering af behovet for daginstitutionspladser herunder fordeling imellem småbørnspladser og børnehavepladser. .
Opsummering af nuværende beslutninger:
Midlertidige / supplerende institutioner
Børnehaven Svinget: Pavillionbørnehave med 60 pladser plus vippenormering. Tilladelsen løber frem til sommeren 2019. Der er mulighed for forlængelse frem til udgangen af 2019, herefter afhænger forlængelsen af ny godkendelse. Der skal findes finaniering til forlænget leje af pavillioner og drift af bygninger.
Vuggestuen Rafns Alle: Tidligere specialinstitution med plads til 30 vuggestuebørn plus vippenormering. Godkendt til institutionsbrug frem til maj 2019. Der er mulighed for forlængelse frem til udgangen af 2019. Forlængelse herefter forudsætter ny godkendelse. Der skal findes finansiering til forlænget drift af bygninger.
Fælleshuset i Sønderup: Del af tidligere skole. Bygningerne er til salg. Godkendt til brug til udflytterbørnehave frem til udgangen af marts 2018. Forlængelse af tilbuddet forudsætter, at bygningen ikke sælges samt økonomi til drift af bygninger, transport og ekstra lønudgifter.
Permanent kapacitet
Toppen : Udvidelse med 5 vuggestuepladser og 20 børnehavepladser forventes klar til september 2018. Er igangsat.
Børnehaven Skovhuset: Plan om om- og tilbygning med 20 vuggestuepladser og 3 børnehavepladser i perioden marts 2019-november 2019. Børnene (57 børnehavebørn) skal genhuses i perioden
Ny institution ved Rådyret: Forventet klar til brug pr. 1. februar 2019.
Yderligere ny institution: I forbindelse med budget 2018 besluttede Byrådet at afsætte 16 mio. kr. til opførelse af yderligere en ny daginstitution i Støvring. Sag om placering af institutionen forventes forelagt udvalget på mødet i marts 2018.
0-2 års området
I perioden fra januar 2017-januar 2018 er antallet af børn i kommunale tilbud i aldersgruppen 0-2 år i Støvring steget fra 194 børn til 230 børn. Under forudsætning af at tilflytningen fortsætter i samme grad som i 2016 og 2017, forventes at op til 250 børn har behov for et kommunalt pasningstilbud i starten af 2019. Udbud af private pladser vil kunne ændre denne forventning.
I 2018 forventes kapaciteten at matche antallet af børn i kommunal dagpleje og vuggestuer. Der vil i mindre omfang blive brug for 5. barns pladser i dagplejen og vippe-pladser i vuggestuerne. Vippe-pladserne er beregnet til at rumme de udsving i børnetallet, der kan være i enkelte måneder i løbet af et år, dog max 15 % i forhold til antal normerede pladser. Afhængig af antallet af tilflyttere i denne aldersgruppe forventer forvaltingen, at der fra efteråret 2018 og frem til den nye institution på Rådyret står klar 1.februar 2019, vil blive brug for et større antal 5. barnspladser og vippe-pladser. Omfanget vurderes til omkring 20 børn.
I 2019 vil der være ledig kapacitet frem til aftalen med Rafns Alle udløber til juni. Herefter skønnes, at der vil mangle omkring 10-20 pladser frem til Skovhuset og/eller yderligere ny institution står klar med vuggestuepladser.

For at imødekomme efterspørgslen af vuggestuepladser foreslår forvaltningen, at aftalen med Rafns Alle forlænges. Det er på nuværende tidpunkt muligt at forlænge aftalen frem til udgangen af 2019. Herefter vil der skulle søges yderligere godkendelse.
Budgettet for 2019 indeholder udgifter til drift af Rafns Alle frem til juni 2019.
Forlængelse af Rafns Allé vil både sikre, at der er plads til alle 0-2 års børn frem til ny permanent kapacitet er klar, men også give en mindre overskudskapacitet, som ved behov kan konverteres til flere børnehavepladser.

3-5 års området
Ligesom antallet af 0-2 årige er steget ses der også en stigning i antallet af indmeldte børn i børnehaverne i Støvring. I januar 2017 var der 394 børn indmeldt. Til sammenligning er der i januar 2018 420 børn indmeldt. Til januar 2019 forventer vi op til 464 børn inklusiv estimeret tilflytning.
I perioden januar til 1. april 2018, hvor de ældste børn rykker i mini-sfo, er der pres på kapaciteten, derfor er der lavet aftale om brug af fælleshuset i Sønderup. Denne ordning er velfungerende.
Efter sommerferien 2018 vil der blive brug for vippe-pladserne i børnehaverne. Tidspunktet og omfanget afhænger af tilflytningen. Hvis tilflytningen i denne aldersgruppe svarer til antallet som flyttede til i 2017, forventer vi, at kapaciteten inklusiv 15% vip-pladser vil være overskredet fra november 2018 og frem marts 2019. Hvis tilflytningen fortsætter i samme takt som i 2017 vil der hurtigt blive kapacitetsproblemer i løbet af 2019 med de disponeringer ligger lige nu. Forvaltningen foreslår derfor iværksat nedenstående tiltag, som kan sikre fornøden kapacitet.

Forslag til tiltag, som kan sikre fornøden børnehavekapacitet fra september 2018 til udgangen af 2019
Dagplejens legestue: Dagplejens legestue har midlertidigt til huse i Børnehaven Svinget, da der aktuelt er ledig kapacitet. Legestuen flyttes til andre lokaler fra 1. september. Der arbejder med flere alternativer. Den konkrete løsning afklares med dagplejens ledelse.
Svinget: Svinget forlænges frem til udgangen af 2019 / start 2020, hvor den helt nye institution kan stå klar. Der er i 2019 budgetteret med brug af Svinget frem til sommeren 2019.
Konvertering af vuggestuepladser: såfremt vuggestuen på Rafns Alle forlænges, vil der forventligt være en mindre overskudskapacitet af vuggestuepladser samlet set i Støvring i 2019. Denne kapacitet kan konverteres til børnehavepladser.
Skovhuset: Skovhuset renoveres og udbygges i perioden marts - november 2019. Der foreslås, at genhusning af børnene sker i Fælleshuset i Sønderup.
Fælleshuset i Sønderup: det foreslås, at fælleshuset i Sønderup ligesom denne vinter stilles til rådighed for børnehaverne i Støvring i efterår/vinter 18/19.
Opsamling
Såfremt udvalget beslutter, at forvaltningen skal arbejde videre med de foreslåede tiltag for at sikre fornøden kapacitet på børneområdet i Støvring, vil forvaltningen på udvalgets møde i marts fremlægge forslag til endelig beslutning herunder finansiering.