Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Selvbetjening

Spar turen til rådhuset! Vores selvbetjening har åbent 24 timer i døgnet hele året rundt. Og du kan bruge den hjemmefra.

Beslutning

Godkendt som indstillet.


Udvalget kvitterede for det store arbejde, der er ydet, for at projektet kan realiseres.


Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Kultur-, Fritids- og Sundhedsudvalget, godkender forudbetaling af 600.000kr. til opstart af byggeprocessen.


Forvaltningen indstiller, at Kultur-, og Fritids- og Sundhedsudvalget over for Økonomiudvalg og Byråd anbefaler at frigive anlægstilskud på 7 mio. kr.

Økonomi

Den kommunale nettobevilling er på 7 mio. kr. Det konkrete beløb til udbetaling kan være større afhængig af, om projektet er/bliver momsregistreret. Haverslev Hallen er delvis momsregistreret, men den nye tilbygning er ikke momsregistreret – det betyder at de skal have tildelt midlerne inkl. moms.


Projektgruppen har mulighed for, at 720.000 kr. af de midler, som er reserveret til vedligehold i halvedligeholdelsespuljen, kan anvendes til det nye byggeri.

Sagsfremstilling

Projektgruppen bag Haverslev Kultur- og Idrætscenter har sendt en ansøgning til Kultur- og Fritidsudvalget om frigivelse af midler til udviklingsprojektet og forudbetaling af 600.000 kr. til byggestart. Ansøgningen er vedlagt som bilag.

Projektgruppen har gennem de seneste måneder arbejdet ihærdigt for at finde den resterende del af finansieringen. Dette er nu lykkes, og de har modtaget 2.5 mio. kr., som var betingelsen for at få udbetalt det kommunale tilskud (se bilag). Jævnfør projektgruppens foreløbige tidsplan forventes det, at licitation kan være klar primo september 2022. Det betyder, at de vil kunne starte byggeri ultimo oktober 2022. Hele byggeriet forventes at være færdigt ultimo 2023. Når licitationen er afsluttet, forventer projektgruppen at have en betalingsplan klar.

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte på deres møde, den 1. december 2021 at forlænge bevillingsperioden frem til 31. december 2022.

Den 25. august 2021 godkendte Byrådet, at 720.000 kr. fra halvedligeholdelsespuljen frigives og overføres til Haverlev Kultur- og idrætscenter.

Den 14. april 2021 vedtog Kultur- og Fritidsudvalget et princip om, at større anlægsprojekter kan få forudbetalt 3% af den kommunale bevilling. På samme møde søgte Haverslev Kultur- og Idrætscenter om forudbetaling af 210.000 kr. Dette blev godkendt af Kultur- og Fritidsudvalget. Haverslev Kultur- og Idrætscenter har dog endnu ikke fået udbetalt midler til projektet.

Forudbetaling af tilskud til udgifter før byggeprocessen/licitation

Projektgruppen ansøger om at få forudbetalt 600.000 kr. før byggestart til den indledende byggeproces. Dette indebærer udgifter til blandt andet registrering af eksisterende forhold, miljøscreening, geotekniske undersøgelser og landinspektør opmåling. Projektgruppen kan på nuværende tidspunkt give følgende foreløbig betalingsplan:

01.01.2022 til 31.10.2022 (Før byggestart) – 600.000 kr.

01.11.2022 til 31.12.2023 – Resterende beløb

Foreløbig tidsplan kan ses i bilag.

Forvaltningens bemærkninger


Frigivelse af tilskud


Forudbetaling af tilskuddet (600.000 kr.) kræver en frigivelse i Byrådet. For at undgå flere tilbagevendende behandlinger i Byrådet anbefaler forvaltningen, at hele tilskuddet (7 mio. kr.) frigives af Byrådet.


Forudbetaling af tilskud

Såfremt Byrådet frigiver bevillingen, kan Kultur-, Fritids- og Sundhedsudvalget beslutte at forudbetale 600.000 kr til projektet. Når licitationen er gennemført (forventeligt i september 2022), vil en betalingsplan blive udarbejdet og vil blive godkendt administrativt og derefter fremlagt til orientering for Kultur-, Fritids- og Sundhedsudvalget. Den efterfølgende udbetaling vil blive håndteret administrativt af forvaltningen.


Forvaltningen gør opmærksom på at de 600.000 kr. overstiger de 210.000 kr., som er godkendt til forudbetaling ved beslutning af Kultur- og Fritidsudvalget den 14. april 2021.

Forvaltningen vurderer, på baggrund af de nye oplysninger der foreligger vedrørende udgifter til de indlendende processer af byggeriet, at en forudbetaling kan være nødvendig for at undgå unødig økonomisk belastning af Haverslev Kultur- og Idrætscenter (det er et relativt stort beløb at lægge ud for institutionen).


Forvaltningen gør opmærksom på, at Rebild Kommune bærer risikoen ved at forudbetale dele af det kommunale tilskud før byggeriet står færdigt. Såfremt projektet ikke bliver som godkendt eller byggeriet går i stå kræves de udbetalte midler ikke tilbagebetalt. I praksis kan det være nødvendigt med løbende udbetaling, da det er vanskeligt for projektgruppen at lægge ud for det relativt store beløb. Derfor anbefaler forvaltningen løbende udbetaling.


Tilsagnsperiode:
Kultur- og Fritidsudvalget har den 1. december 2021 godkendt forlængelse af bevillingsperiode til 31. december 2022. Forvaltningen vurderer at der, på baggrund af den foreliggende tidsplan, ikke bliver behov for yderligere forlængelse af tilsagnsperioden. Jævnfør bevillingen skal Haverslev Kultur- og Idrætscenter, for at få udbetalt tilskuddet, foretage de nødvendige handlinger for at igangsætte projektet inden bevillingens udløb. Dét vurderer forvaltningen er opfyldt inden 31. december 2022.

Resume

Sagen afgøres i: Byrådet


Haludviklingsprojektet Haverslev Kultur- og Idrætscenter har nu fået restfinansiering på plads og er klar til at iværksætte byggeriet. I den forbindelse skal de 7 mio. kr., som er afsat til projektet og i budgettet for 2022, frigives af Byrådet. Haverslev Kultur- og Idrætscenter søger endvidere om forudbetaling af 600.000 kr. til den opstartende proces, som forventes iværksat primo 2022.

Byrådet skal godkende midlerne frigivet.

Kultur-, Fritid og Sundhedsudvalget skal træffe beslutning om forudbetaling af 600.000 kr.

Beslutning

Godkendt.


Sagen forventes behandet igen på udvalgsmødet i marts efter høringen.


Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Kultur-, Fritids- og Sundhedsudvalget sender kvalitetsstandarden i høring i Ældreråd, Handicapråd og i kommunens MED-system.

Økonomi

Forslaget til den politisk vedtagne kvalitetsstandard svarer til Forvaltningens nuværende praksis. Derfor har forslaget ingen økonomiske konsekvenser.

Sagsfremstilling

Når en borger på et tidspunkt i livet får en hjerneskade, der ikke er medfødt, kaldes det en erhvervet hjerneskade. Komplekse erhvervede hjerneskader medfører akut behandling på sygehus og en længerevarende indlæggelse med rehabilitering på et specialiseret sygehusafsnit. Dette sker for én til to borgere om året i Rebild Kommune. Når borgerne udskrives fra sygehuset, overtager kommunen ansvaret for forløbet. I første omgang er kommunens opgave at købe en plads på et specialiseret rehabiliteringstilbud, der har særlige kompetencer i forhold til målgruppen. Rebild Kommune køber pladser på Neurocenter Østerskoven i Hobro. Dette er i praksis den måde, som Rebild Kommune kan leve op til lovgivningens kompetencekrav på området.

Der er dog to situationer, hvor kommunens personale skal varetage rehabiliteringen:

  • Hvis borgeren ikke ønsker at tage imod tilbuddet på det specialiserede rehabiliteringstilbud
  • Når borgeren afsluttes på det specialiserede rehabiliteringstilbud, men fortsat har et udviklingspotentiale til at genvinde noget af det tabte funktionsniveau

I disse situationer mangler der en politisk beslutning om ressourceforbrug og kompetenceniveau. Forvaltningen foreslår, at den kommunale træningsenhed i begge tilfælde løser opgaven med de kompetencer, der er til rådighed på nuværende tidspunkt. Den kommunale træningsenhed er forpligtet til at have medarbejdere, der har efteruddannelse på højt niveau og relevant erfaring med målgruppen. Medarbejderne skal beskæftige sig med neurologisk genoptræning mindst 10 timer om ugen og indgå i løbende kompetenceudvikling. Forpligtelsen til at have disse kompetencer skyldes kommunens politisk fastlagte kompetencekrav for almene genoptræningsplaner.

Der er stor forskel på det kommunale kompetencekrav for almen genoptræning og på kompetencekravene for specialiseret rehabilitering. Det ville således være muligt at levere en indsats med mere kvalitet, hvis der blev tilkøbt specialister udefra, når der af og til er en patient i målgruppen. Inden for det nuværende budget er der ikke afsat midler til at tilkøbe specialister til løbende kompetenceudvikling af kommunens medarbejdere og ikke til at varetage selve indsatsen.

Forvaltningen vurderer, at det ikke bør være kommunens opgave at tilkøbe specialister, når borgeren har afslået et tilbud om et specialiseret rehabiliteringstilbud, hvor de specialiserede kompetencer er til stede. Dertil vurderer Forvaltningen, at kompetencerne i den kommunale træningsenhed er tilstrækkelige til at varetage indsatserne over for borgeren, når det specialiserede rehabiliteringstilbuds forløb er afsluttet. På dette tidspunkt i forløbet er opgaven mindre kompleks og kræver således ikke samme høje kompetenceniveau.

Monsido - statistik

Cookieinformation

Muni ver. 2.0