Sagsfremstilling
Regnskab viser et resultat på 4,7 mio. kr. i merforbrug. De gældende regler for overførsel er senest evalueret i byrådet november 2014. Reglerne for overførsel er følgende:
- At der max. kan overføres 5 % af bruttobudgettet.
- At overskud større end 5 % som udgangspunkt tilgår kassen, dog således, at der efter ansøgning kan bevilges større opsparing end 5 % til konkrete projekter og lignende.
- At der maksimalt accepteres underskud på 2 % af bruttobudgettet, men at 100 % af underskuddet overføres.
- At underskud over 2 % vil medføre, at kontraktområdet skal udarbejde en konkret handlingsplan for afvikling af underskuddet, med administrativ opfølgning hver måned.
- At eksterne midler (EU-tilskud m.v.) automatisk overføres via mellemregning mellem årene.
- At takstområder ikke overføres.
- At overskud under 100.000 kr. overføres 100%.
- At der er max overførsel på +/- 1 mio. kr. på henholdsvis de specialiserede områder og arbejdsmarkedsområdet.
Overførslerne på driften er opgjort til 35,7 mio. kr. i merforbrug samt 39 mio. kr. i mindreforbrug, dvs. samlet 3,3 mio. kr. i mindreforbrug til overførsel fra 2015-2016. Overførslerne fremgår af nedenstående tabel opdelt på udvalgsniveau.
Der er enkelte eksterne projektmidler, som ikke automatisk er overført via mellemregning mellem årene. Disse er i stedet indregnet med 100% overførsel.
I henhold til overførselsreglerne skal kontraktområder, der har et merforbrug på over 2% af bruttobudgettet udarbejde handleplan for afvikling af underskud. Der er i alt 26 områder, der skal udarbejde handleplan i 2016.
Ud af et regnskabsresultat på 4,7 mio. kr. i merforbrug er der samlet 8 mio. kr. i merforbrug, som ikke bliver overført til 2016. Nedenstående tabel viser en fordeling af de 8 mio. kr. som ikke bliver overført jævnfør reglerne.
Særligt omkring kultur og fritidsudvalget:
- Der er i 2015 sket en efterregulering af momsafløftningen på tilskud til haller og svømmehaller som følge af en præcisering fra Økonomi- og Indenrigsministeriet. Efterreguleringen vedrører både 2014 og 2015 og udgør samlet 2,6 mio. kr. Dette bevirker et merforbrug på tilskud til haller på 1,6 mio. kr. i forhold til korrigeret budget. Samtidig har Kultur og fritidsudvalget tilkendegivet, at fællesområdet på kultur og fritid vil finansiere merforbrug på 0,5 mio. kr. på ungdomsskolen som følge af lukning af fritidsklubber, hvilket betyder at der herefter mangler samlet 2,1 mio. kr. på fællesområdet. På økonomiudvalgets møde d. 19. august 2015 pkt. 222 blev besluttet, at der i forbindelse med regnskabsafslutningen skal tages stilling til, om der skal gives en tillægsbevilling til området.
- Ungdomsskolens opsparing på 1 mio. kr. til ungemiljø overføres 100%.
- Mindreforbruget på landdistrikter omfatter i høj grad projektmidler og overføres derfor 100%.
Særligt omkring udvalget for teknik og miljø:
- Mindreforbrug på nedrivningspulje 0,5 mio. kr. overføres 100%.
- Mindreforbrug på vintertjeneste 2,8 mio. kr. overføres 100%. På byrådets møde d. 26.11.15 blev besluttet, at der i forbindelse med behandling af driftsoverførslerne fra 2015 til 2016 skal tages særskilt stilling til overførselsreglerne for vintertjeneste.