Taleinstituttet / Hjerneskadecenter Nordjylland tilbyder specialiseret bistand til børn og unge med tale- og sprogvanskeligheder, voksne med stemme- og talevanskeligheder samt børn og voksne med følger efter erhvervet hjerneskade. Se bilag for nærmere beskrivelse.
De nordjyske kommuner indgik i 2015 en finansieringsaftale for Taleinstituttet for perioden 2016-2019. Aftalen indebar en såkaldt objektiv finansiering, dvs. at de enkelte kommuner betaler et fast beløb årligt uanset antal personer i behandling.
Den objektive finansiering samt forbrug varierer meget imellem kommunerne jf. bilag til sagen. Rebild Kommune betaler et relativt højt beløb i objektiv finansiering set i forhold til antal indbyggere. De seneste to år har kommunen ikke kunnet bruge den faste ramme, jf. økonomiafsnit.
Der har i efteråret 2018 været drøftelser på administrativt niveau imellem de nordjyske kommuner vedrørende ny finansieringsaftale for Taleinstituttet/ Hjerneskadecenter Nordjylland. Aalborg Kommune har i den forbindelse fremlagt to modeller for en ny finansieringsaftale. Model A: ”Nuværende aftale” og model B ”ingen aftale”. De to modeller gennemgås i bilag 1. Kommunaldirektørkredsen har indstillet model B til KKR.
Et flertal i KKR Nordjylland anbefalede på møde d. 8. februar 2019, at der ikke indgås en finansieringsaftale vedrørende Taleinstituttet (Model B), hvilket betyder følgende:
- Der indgås ikke en finansieringsaftale og Taleinstituttet/Hjerneskadecenter Nordjyllands kapacitet justeres således, at det primært er et Aalborg Kommune tilbud
- Alene hvis der er ledig kapacitet, vil der kunne købes enkeltydelser på Taleinstituttet/Hjerneskadecenter Nordjylland og i dette tilfælde til aftalt VISO takst. Bilaterale aftaler – hvor en eller flere kommuner – fortsætter som aftagere af ydelserne fra Taleinstituttet/Hjerneskadecenter Nordjylland kan forhandles, hvis enkelte kommuner fremsender ønske herom.
- Kommunerne er ikke garanteret, at der ikke kan forekomme ventelister
- Taleinstituttet/Hjerneskadecenter Nordjylland udgår af det forstærkede samarbejde, men vil fortsat være en del af det almindelige rammeaftalesamarbejde
På baggrund af anbefalingen i KKR Nordjylland tilkendegav Borgmester Thomas Kastrup Larsen, at Aalborg Kommune herefter vil tilpasse tilbuddet til egne borgere og til de kommuner der måtte ønske at indgå bilaterale aftaler.
Løsning fremadrettet for Rebild Kommune
Forvaltningen har indledt en proces for afdækning af, hvilke muligheder der kan tilbydes kommunens borgere fra 2020, når aftalen med Taleinstituttet med al sandsynlighed ophører i den nuværende form. Løsningen skal først og fremmest kunne honorere den enkelte borgers behov for behandling, træning og støtte - og samtidig være et ressourcebevidst valg.
På børneområdet (tale/sprog) pågår der dialog mellem myndighed og PPR om muligheden for at løfte denne opgave internt i kommunen. Dette vil kræve tilførsel af kompetencer til PPR, sandsynligvis i form af tale/hørekonsulent. Ved mere komplicerede tilfælde hvor der er tale om børn med eksempelvis hjerneskade, vil der fortsat være behov for en indsats med en højere specialiseringsgrad, og dermed kræve indkøb af ydelser fra eksterne leverandører - eksempelvis fra Taleinstituttet i Aalborg eller andre parter.
På voksenområdet er forvaltningen i dialog Vesthimmerlands og Mariagerfjord kommuner om en fælles fremadrettet løsning. I denne dialog indgår også CKU Himmerland (Center for Kommunikation og Undervisning), som en mulighed. CKU Himmerland tilbyder kompenserende undervisning til unge og voksne med talevanskeligheder og / eller erhvervet hjerneskade i Himmerlands kommuner. CKU Himmerland er placeret i Arden og Aars, og drives af Vesthimmerlands Kommune. Mariagerfjord og Vesthimmerlands Kommuner får allerede i dag dækket størstedelen af deres behov for taleundervisning og følger af erhvervet hjerneskade v. CKU. Rebild Kommune vil sandsynligvis gennem et samarbejde kunne købe en del af de påkrævede ydelser fra CKU Himmerland. De tilfælde, der kræver højere specialisering, vil muligvis fortsat skulle købes fra anden ekstern leverandør. Derfor undersøges også mulighederne for samarbejde imellem kommunerne i Himmerland ift. at tilkøbe ydelser med meget høj specialiseringsgrad hos Taleinstituttet i Aalborg eller andre parter.
Forvaltningen forventer, at den fremadrettede løsning vil være afklaret inden sommerferien.