For at realisere det grønne område, som er fastlagt i lokalplan 311, er det nødvendigt at erhverve ejendommen, Ny Kærvej 5, matr.nr. 8fs Støvring By, Buderup. Det grønne område er hensigtsmæssigt at realisere nu hvor vejen Støvring Ådale, er under etablering forbi ejendommen og børneinstitutionen, og boligområde er etableret, som de nærmeste naboer til ejendommen.
Byrådet besluttede på møde den 29. november 2018 at igangsætte en ekspropriation efter planloven. Økonomiudvalget besluttede på møde den 1. marts 2018 at tilbyde en samlet pris på 400.000 kr. Det er også kommunens rådgivers vurdering, at 400.000 kr. er den rigtige pris ud fra deres erfaring med ekspropriationer og salgspriser.
Det har efterfølgende ikke været muligt at indgå en frivillig aftale om køb af ejendommen, hvorfor der er indledt ekspropriation.
Der blev afholdt åstedsforretning på arealerne den 25. marts 2018. Ejeren af ejendommen var indkaldt til åstedsforretning med 4 ugers varsel, og åstedsforretningen var annonceret på kommunens hjemmeside. På åstedsforretningen mødte ejeren og hans advokat. I bilaget, protokol kan referat fra mødet herunder ejers bemærkninger til ekspropriationen ses.
Ejeren kunne ved åstedsforretningen ikke acceptere det fremlagte erstatningsforslag på 400.000 kr. Ejerens repræsentant gør gældende, at markedsprisen på ejendommen er væsentlig højere. jfr. erklæringer fra ejendomsmæglere. Ejer påpegede, at erstatning for ejendommen ikke er sammenlignelig med sagerne ved supersygehuset i Aalborg, da der her er tale om en fuldt funktionsdygtig erhvervsvirksomhed i modsætning til bar mark ved supersygehuset. Ejerens repræsentant gjorde også gældende, at ekspropriationen ikke er lovlig, da der ikke kan eksproprieres til formålet.
Forvaltningens vurdering er, at det er lovligt at ekspropriere til grønt formål, når en række betingelser er opfyldt bl.a., at der er en vedtaget lokalplan, og at ekspropriation er nødvendig at gennemføre for at realisere formålet. Disse betingelser vurderes at være opfyldt.
Ejer har ikke haft bemærkninger/forslag til ændringer til den planlagte ekspropriation, ud over dem de fremlagde ved åstedsforretningen.