Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Selvbetjening

Spar turen til rådhuset! Vores selvbetjening har åbent 24 timer i døgnet hele året rundt. Og du kan bruge den hjemmefra.

Sagsfremstilling

Hjemmehjælpskommissionen anbefalede i 2013, at aldersgrænsen for de forebyggende hjemmebesøg skulle ændres fra 75 til 80 år. Baggrunden for dette var, at der siden de forebyggende hjemmebesøg blev indført i 1996, er sket en markant forbedring i funktionsniveauet blandt de ældre mellem 75 og 80 år. Kommissionen anbefalede, at de frigjorte ressourcer skulle målrettes til borgere i aldersgruppen 65-79 år, der har særligt behov for en forebyggende indsats.

Nu er dette vedtaget som lovgivning. Derfor skal kommunen ophøre med at tilbyde besøg til alle i aldersgruppen 76-79 år, hvis der indenfor den økonomiske ramme skal være mulighed for at iværksætte en indsats for de 65-79-årige i særlig risiko. Borgere, der modtager både personlig pleje og praktisk hjælp i eget hjem eller i plejebolig, er fortsat undtaget fra ordningen.

Som en del af lovgivningen vil Sundhedsstyrelsen udarbejde en vejledning til, hvordan kommunerne kan identificere de borgere, der er risikogruppen. Vejledningen forventes at foreligge ultimo 2016 og udarbejdes på baggrund af Sundhedsstyrelsens håndbog til kommunerne ”Forebyggelse på ældreområdet”(2015), hvor de primære risikofaktorer vurderes at være, når ældre

  • mister samlever eller ægtefælle
  • har en alvorligt syg samlever eller ægtefælle
  • forlader arbejdsmarkedet
  • udskrives fra sygehus
  • afslutter rehabiliteringsforløb
  • mænd lever alene
  • har anden etnisk baggrund end dansk
  • har kort uddannelse eller kort erhvervserfaring

Indtil vejledningen foreligger sammen med erfaringer med andre kommuner, foreslås det, at de 65-79-årige i risikogruppen opspores ved følgende indsatser:

  • Oplysning til alle 65-årige om ordningen indeholdende et selvevalueringsskema, som kan anvendes til at vurdere, om man er i målgruppen for at bede om et forebyggende hjemmebesøg
  • Sorgbesøg tilbydes til alle, der mister en samlever eller ægtefælle
  • Tilbud om besøg til borgere med særligt mange indlæggelser eller særlige typer af indlæggelser
  • Tilbud om besøg til borgere, der afslutter forskellige typer rehabiliteringsforløb
  • Tilbud om besøg til borgere, som forskellige afdelinger i kommunen vurderer, har behov for et forebyggende hjemmebesøg

Kommunen kan vælge at tilrettelægge ydelsen til den nye målgruppe på forskellige måder, blandt andet som gruppe- og holdydelser. Indtil videre foreslås det, at ydelsen til risikogruppen er et forebyggende hjemmebesøg af samme type som hidtil, dog med mulighed for hyppigere opfølgning end det sædvanlige år.

Kvalitetsstandarden skal godkendes årligt. Ved næste godkendelse vil der foreligge vejledning og erfaringer fra andre kommuner, som kan danne baggrund for eventuelle ændringer af indsatserne.

Resume

Sagen afgøres i: SundhedsudvalgetPå baggrund af Hjemmehjælpskommissionens rapport fra 2013 har Folketinget vedtaget ny lovgivning om forebyggende hjemmebesøg. Loven ændrer målgruppen, således at det nu kun er alle borgere på 75 år og 80+, der skal tilbydes et årligt besøg. Tidligere var det alle borgere i aldersgruppen 75+. De ressourcer, der frigives, skal kommunerne bruge på at tilbyde forebyggende hjemmebesøg til 65-79-årige, som er i særlig risiko for at få sociale, psykiske eller fysiske problemer eller på anden måde er i en vanskelig livssituation.

Sundhedsudvalget skal sende en kvalitetsstandard i høring, der som noget nyt beskriver, hvordan kommunen identificerer borgere med særlig risiko, samt hvilket tilbud der gives til disse borgere.

Beslutning

Taget til efterretning.

Jeanette Sagan deltog ikke i behandlingen af sagen.

Indstilling


at orienteringen tages til efterretning.

Økonomi

Sundhedsnetværkets arbejde med indsatser er finansieret af midler indenfor det enkelte områdes budgetramme.

Sagsfremstilling

Der er uddannet sundhedsambassadører fra 52 afdelinger i kommunen. Sundhedsambassadørerne har gennemgået et 6-dages uddannelsesforløb og deltager i halvårlige netværksmøder. Dertil har nærmeste leder i de fleste tilfælde afsat tid til at sundhedsambassadøren kan arbejde med forskellige indsatser. Sundhedsambassadørerne har iværksat 197 indsatser omkring bevægelse. 33% af indsatserne er målrettet borgere, mens 67% er målrettet medarbejdere. Indsatserne er meget forskellige både i karakter og omfang, men alle indsatser har bidraget til at borgere og medarbejdere i Rebild Kommune bevæger sig mere.

Et eksempel på en større borgerrettet indsats er bevægelsescoachforløb, som er iværksat på alle skoler. Dette er et tidskrævende forløb, hvor eleverne tages ud af almindelig undervisning og bliver uddannet til at kunne varetage en del af den bevægelsesindsats, som er et krav i folkeskolereformen. Alle skoler har fået ekstern hjælp af Center Sundhed til denne opgave. Indsatsen bidrager til en mere effektiv implementering af bevægelse i skoledagen, hvilket både betyder sundere elever, der lærer mere.

Et eksempel på en mindre omfangsrig medarbejderrettet indsats er indkøb af skridttæller-armbånd til alle medarbejdere i IT og digitalisering. På trods af at der er tale om en forholdsvis lille indsats, har den effekt på medarbejdernes sundhed. Armbåndene gjort medarbejderne opmærksomme på at nå op på 10.000 skridt om dagen, og efter 6 måneder kan der ved sundhedscheck konstateres mærkbare resultater på nogle af medarbejdernes vægt.

En stor del af indsatserne har været begrænsede i både tidsforbrug og omfang. De 3 mest iværksatte indsatser var tilmelding af medarbejdere til DHL-stafet, Tæl Skridt-kampagnerne og indførelse af små øvelser i hverdagen, primært med fokus på at forebygge arbejdsskader. Disse mindre indsatser har dog også en effekt. Eksempelvis fordobledes antallet af medarbejdere fra Rebild Kommune, der deltog i DHL-stafetten fra 252 i 2014 til 506 i 2015. Op til løbet blev der iværksat flere løbefællesskaber. Indsatserne skaber altså øget bevægelse blandt både borgere og medarbejdere og hjælper til at forebygge arbejdsskader.

Tidsforbrug og ledelsesopbakning til Sundhedsnetværket

Som det fremgår af bilaget Evaluering, Rebild i bevægelse, er der sammenhæng mellem sundhedsambassadørens anvendte tid til opgaven og iværksatte indsatser til borgerne. Det er væsentligt mere tidskrævende at iværksætte indsatser overfor borgerne end for medarbejderne. Ligeledes er der sammenhæng mellem sundhedsambassadørens oplevelse af opbakning fra nærmeste leder og antallet af indsatser for både borgere og medarbejdere. Det forventes, at tidsforbruget og opbakningen fra ledelsen vil fortsætte på samme niveau i forhold til sundhedsambassadørernes arbejde med de kommende temaer, som er rusmidler, mental sundhed og det fysiske rum.

Resume

Sagen afgøres i: SundhedsudvalgetSundhedsnetværket er etableret med henblik på at implementere kommunens sundhedspolitik og Sundhedsstyrelsens forebyggelsespakker. Sundhedsudvalget besluttede den 3. juni 2014 en tidsplan for sundhedspolitikkens 5 temaer, der indebar, at udvalget skulle orienteres om Sundhedsnetværkets indsatser. Nedenfor følger en status på Sundhedsnetværkets første afsluttede tema, Rebild i bevægelse.

Beslutning

Taget til efterretning.

Jeanette Sagan deltog ikke i behandlingen af sagen.

Monsido - statistik

Cookieinformation

Muni ver. 2.0