På budgettet 2018-2021 blev der prioriteret 120.000 kr. til udarbejdelse et projekt for trafikafvikling i Nørager. Der blev i Budget 2020-2023 prioriteret 2.000.000 kr. til realisering af en løsning.
Forvaltningen bad på den baggrund COWI om at udarbejde en analyse af de trafikale problemer samt komme med et løsningsforslag.
Analysen konkluderede følgende:
- Krydset vurderes trafiksikkert i forhold til de registrerede uheld
- Der er ingen kapacitetsproblemer i krydset
- Der er et mindre hastighedsproblem ved helleanlægget ved udkørsel af Nørager
Ud fra de observerede trafikfarlige situationer og krydsets geometri, anbefaler Cowi følgende ændringer:
- At helleanlægget øst for krydset gøres bredere for at opnå bedre hastighedsreduktion ved udkørsel af Nørager
- Dobbeltrettet cykelsti på nordsiden af Bredgade, fra krydset Bredgade - Mejlbyvej til helleanlægget øst for krydset
- Synliggøre at den dobbeltrettede cykelsti på sydsiden af Bredgade - ved helleanlægget - først slutter ved diagonal sti til Nøragervej
- Synliggøre cykelstien i krydset ved at afmærke med cykelsymboler
- Lukke overkørslen til dagligvarebutikkens parkeringsplads fra Nøragervej.
I bilag 1 kan der ses en skitse af ovenstående forslag fra Cowi.
Forvaltningens vurderede dog, at Cowis løsning ikke var tilstrækkelighed i forhold til at skabe tryghed og sikkerhed, da dette vil kræve bedre oversigtsforhold for trafikanter på Mejlbyvej og Nøragervej, samt at det er mere tydeligt, at bilisterne fra sidevejene kører over både fortov og cykelsti og derved har vigepligt for de bløde trafikanter. For at få gode oversigtsforhold er det nødvendigt at købe eller ekspropriere nogle af naboejendommene. Forvaltningens løsningsforslag er i bilag 2.
Da Bredgade er en statsvej, er det Vejdirektoratet, der er vejmyndighed. Derfor har forvaltningen haft kontakt med Vejdirektoratet om evt. trafikale problemer i krydset. Vejdirektoratet vurderer ligesom Cowi, at krydset er trafiksikkert i forhold til de registrerede uheld, samt at der ingen kapacitetsproblemer er i krydset. En ombygning vil skulle godkendes af Vejdirektoratet.
På Teknik- og Miljøudvalgets møde den 15. april 2020 (pkt. 85) blev ovenstående vurderinger præsenteret. I sagsfremstillingen er der også set på etablering af en lysregulering i eksisterende geometri, hvilket ikke vurderes til at være en god løsning. Referat er i bilag 3.
Teknik- og Miljøudvalget skulle træffe beslutning om, hvad det videre arbejde med projektet skulle være, og forvaltningen belyste to muligheder:
- Der sikres større tryghed for de bløde trafikanter i krydset ved afmærkning af fortov og cykelsti, så det gøres mere tydeligt, at bilisterne fra sidevejene kører over både fortov og cykelsti, og derved har vigepligt for de bløde trafikanter. Dertil arbejdes der på fjernelse eller minimering af beplantning, der kan hindre oversigtforholdene. Dette kræver erhvervelse eller ekspropriation af dele af naboejendomme. Hertil kommer, at der arbejdes videre med forslag, som kan sænke hastighed på Bredgade, herunder vurdering af behov for justering af eksisterende bump på vejen og forslag om at gøre helleanlægget øst for krydset bredere. Ligeledes arbejdes der videre med at synliggøre at den dobbeltrettede cykelsti på sydsiden af Bredgade, ved helleanlægget, først slutter ved diagonal sti til Nøragervej. Disse tiltag forventes at kunne gennemføres inden for den daværende økonomiske ramme på 2 mio. kroner. Forvaltningens løsningsforslag er i bilag 3.
- Der arbejdes videre med projektet, hvor en løsning er et signalanlæg eller en rundkørsel. Denne løsning kræver ekspropriationer af ejendomme omkring krydset, da løsningerne kræver en del mere plads. Ekspropriationsomkostningerne og etableringsomkostningerne for et lysanlæg eller rundkørsel vil løbe op i ca. 6 mio. kr.
Teknik- og Miljøudvalget besluttede, at der skulle afholdes borgermøde for at imødekomme den store lokale interesse for fremtidssikring af krydset og for at få lokale input. Borgermøde blev afholdt den 1. september 2021, hvor løsningsforslag blev fremlagt. Generelt var holdningen blandt borgerne, at den fremlagte løsning ikke var fremtidssikret, og der var tvivl om løsningsforslaget har en effekt på trafiksikkerheden.
På baggrund af borgermødet besluttede Teknik- og Miljøudvalget den 29. september 2021 at afvente yderligere analyser. Der blev dog ikke frigivet midler til disse.
Byrådet har den 24. marts besluttet at overføre 2 mio. kroner til projektet, så der i alt er 4 mio. kroner.
Bredgade 8
På borgermødet blev kommunen orienteret om, at Bredgade 8 i Nørager var til salg. Økonomiudvalget besluttede den 6. september 2021 at købe ejendommen i forhold til trafiksikring af krydset. Forvaltningen foreslår, at bygningen rives ned, og der i første omgang bliver etableret et grønt område på grunden.
Det vil bidrage til en markant forbedring af oversigtsforhold fra Mejlbyvej.
Den videre proces
Det fremgår af de tidligere analyser, at en løsning med rundkørsel eller lysregulering forventes at koste ca. 6 mio. kroner
Forvaltningen foreslår, at der udarbejdes 2-3 skitseforslag for en sikker trafikløsning, hvoraf mindst et forslag skal holdes inden for det nuværende budget på 4 mio. kroner. Skitseforslag forelægges til politisk stillingtagen.