Salg af kommunens grunde skal ske i overensstemmelse med bekendtgørelsen om offentligt udbud ved salg af kommunens faste ejendomme. Heraf følger, at salget skal ske på baggrund af et offentligt udbud, som skal ske mindst en gang årligt. Endvidere skal salg ske til den højeste pris, som kan opnås i handel og vandel, det vil sige markedspris.
Som baggrund for salg af kommunale grunde ønskes fastsat minimumspriser.
Boliggrunde
De nugældende priser for kommunens udbudte boliggrunde/udstykninger fremgår af vedhæftede bilag. Priserne er incl. moms og excl. tilslutningsafgifter. Der vedhæftes endvidere bilag, der viser salget af boliggrunde i 2019 (13 stk) samt salget i perioden 2007-2019.
Det foreslås, at rabatten på 30% i byerne Blenstrup, Bælum, Mejlby, Nørager, Ravnkilde, Rørbæk og Aarestrup, som har været gældende i 2019, ophæves, da der ikke er set nogen større effekt af prisreduktionen. Der er ialt bogført 2 grundsalg i disse byer i 2019, hvoraf den ene er handlet med en overtagelsesdato i 2018 og derfor ikke solgt med rabat.
Endvidere foreslåes at priserne på de 3 grunde på Odderen i Støvring, der ligger nærmest jernbanen, nedsættes med 25%. Disse grunde har vist sig svære at sælge, dels på grund af beliggenheden tæt ved vej og jernbane, men ikke mindst fordi muligheden for byggeri på disse grunde er reduceret en del i forhold til de andre grunde på Odderen på grund af den jernbanebyggelinie, der er pålagt grundene - se kortbilag 3 fra lokalplan 281(vedhæftet). Boliger må kun bygges ud til byggelinien, der er vist på kortet, mens garager, udhuse m.v. godt må placeres på den anden side af linien.
Erhvervsgrunde
I dag udbydes alt jord i PorsborgParken til 220 kr/m2. Forvaltningen anbefaler at de grunde, der ligger med direkte adgang til synlighed ved motorvejen, koster 220kr/m2 og de bagved liggende kan udbydes til 200kr/m2 i et forsøg på at undgå, at grundene tættest ved motorvejen sælges først og efterlader en række mindre attraktive (men lige så dyre) grunde bagved.
Der er i 2019 indgået et samarbejde med erhvervsmægler Nordicals. Det har endnu ikke udløst salg af erhvervsjord, men forvaltningen anbefaler, at samarbejdet fortsættes i 2020 og evalueres ved udgangen af året.
Eksponering og markedsføring af Rebild Kommune som en erhvervsvenlig kommune med attraktivt erhvervsjord, fortsættes uændret i 2020.
Opgørelse af solgt erhvervsjord i 2019 er vedlagt. Derudover er vi i tæt dialog med mulige købere i henholdsvis PorsborgParken, Støvring Nord, Skørping Nord og Skørping Center. Pt er desuden 21.859 m2 reserveret i 2019 (reservationssum er betalt) i Støvring.
Øvrige ejendomme
Nugældende regler er at
- Nedrivningsejendomme udbydes uden minimumspris - borgmesteren er bemyndiget til at afslutte handler
- Landbrugslodder udbydes uden minimumspris - Økonomiudvalget tager stilling til købstilbud
Der er i øjeblikket udbudt følgende ejendomme:
Udbudt uden minimumspris - Økonomiudvalget tager stilling til købstilbud:
- Hjedsbækvej 474 (Sønderup gl. skole)
- Vesterbygade 36C, Blenstrup (teknikjord bag fjernvarmeværk)
- Damagervej, Mejlby (landsbyområde med mulighed for blandet bolig- og erhverv)
- Vesterbygade 36c, Blenstrup (teknikjord bag fjernvarmeværk)
Øvrige:
- Nøragervej 15 (restejendom, der ikke skal bruges til byggegrunde). Udbudt til 2.2 mio for den samlede ejendom, med mulighed for opdeling af bud/arealer.
- Præstemarken 22 (tidligere spejderhytte) udbudt til en minimumspris på 600.000 kr. Foreslås udbudt uden minimumspris, da der ikke har været nogen bud på ejendommen, siden den blev udbudt i 2017.
- Damagervej, Mejlby (areal der kan bruges til blandet bolig- og erhverv). Udbudt til en minimumspris på 300.000 kr.