Sagsfremstilling
Trafiksikkerheden og trygheden for de bløde trafikanter i rundkørslen ved Skørping skole, har været til diskussion gennem længere tid, og er kommet yderligere i fokus efter at en cyklist blev påkørt i rundkørslen og kom alvorligt til skade. Det skal bemærkes at politiet ikke har registreret andre ulykker i rundkørslen siden den blev ibrugtaget.
Lokalt er der taget initiativ til at engagere en trafiksikkerhedsrevisor til at vurdere, dels de forslag arbejdsgruppen under områdefornyelsesprojektet, er fremkommet med til at forbedring af trafiksikkerheden ved stationsforpladsen, i krydset Jyllandsgade x Møldrupvej og i krydset Under Broen x Møldrupvej, og dels trafiksikkerheden i rundkørslen. Med baggrund i vurderingen blev der blev den 1. september afholdt møde mellem initiativtagere og poltikere.
Politiet har endvidere foretaget besigtigelse af rundkørslen, og fremkommet med en række forhold, som skal udbedres i forhold til afmærkningsbekendtgørelsen og den oprindelige afmærkningsplan.
Cykelbanen i rundkørslen vil derfor blive afmærket med en blå overflade, og nye stiplede kantlinjer. Der opsættes fodgængertavler (E17) ved alle fodgængerfelter, som samtidig udvides til en bredde på 4 meter. Der opsættes cykelstibom på stien som udmunder i rundkørsel for at sikre at cyklisterne er nede i fart inden de kører ud i rundkørslen. Cirkulationsarealet reduceres ved af anvende 0,3 m brede kantlinje mod midterøen, hvor den i dag er afmærket med 0,1 m bred kantlinje. Udgifterne afholdes over driftsbudgettet
Det anbefales over budgettet for ”Vejforskønnelse og trafiksikkerhed” for 2022, at prioritere midler til yderligere tiltag i rundkørslen, som anbefalet i trafiksikkerhedsrevisorens notatet:
- Etablering af præfabrikerede pudebump til 40 km/t i samtlige til- og frafarter, inkl. 40 km hastighedsbegrænsning eller zonetavler. Pudebump har bl.a. i Slagelse vist sig at reducerede hastigheder med op til 25 km/t. De kan boltes på midlertidigt for at undersøge effekten (bør gøres med ekspansionsbolte), og kan evt. efterfølgende udføres som asfaltbump. Pudebump fra M3 system kan anbefales. Klager fra bilister må dog forventes, så løsningen bør være baseret på en politisk vilje til at gennemføre dette.
- Cirkulationsarealet bør reduceres, under hensyntagen til kørekurver. Fx med større overkørselsareal mod midterøen, i ukomfortabel belægning, hævet 5 cm over kørebanens niveau, eller som minimum med afstribning. Det bemærkes at kantlinje mod midterøen i dag kun er 10 cm, hvor den ifølge vejreglerne skal være 30 cm bred
Det anbefales i øvrigt, at der i budgettet afsætte midler til undersøgelse af løsninger, hvor skolevejstrafikken krydser vejene niveufrit og/eller hvor rundkørslen ombygges til signalanlæg.