Vandløb klassificeres enten som offentlige eller private. Afhængig af deres klassifikation er det henholdsvis det offentlige eller private lodsejere, der står for den praktiske vedligeholdelse. For alle offentlige vandløb skal der udarbejdes et vandløbsregulativ, som beskriver de rettigheder og pligter som myndigheden og bredejerne har.
For alle private vandløb er det bredejerne, der står for vedligeholdelsen. Efter en eventuel nedklassificering er det fortsat Kommunen, der er myndighed på området. Ofte gennemføres der en partsfordeling, når vandløb nedklassificeres. I den forbindelse kan der fastsættes vedligeholdelsesbestemmelser, hvis vandløbet har en høj miljømålsætning eller hvis lodsejerne ikke kan blive enige. Private lodsejere må i forbindelse med vedligeholdelsen ikke gøre vandløbet bredere eller dybere uden de rette tilladelser og dispensationer fra kommunen.
Med kommunalreformen i 2007 har Rebild Kommune overtaget vandløb fra såvel de gamle kommuner som amterne. De forskellige myndigheder havde forskellige retningslinjer for, hvornår et vandløb var privat eller offentligt.
Hvis lodsejerne skal have det samme serviceniveau i hele kommunen og hvis miljøhensyn (alene) skal sikres på de strækninger, hvor det giver mening, er det nødvendigt med en ensartet og helhedsorienteret tilgang til vandløbene. Det betyder, at nogle vandløb bliver private, mens andre bliver offentlige. På den måde kan der sikres et ensartet niveau både for lodsejere og i forhold til at sikre miljøet.
Den oprindelige klassifikation er stadig gældende, hvorved borgerne i Rebild Kommune vil opleve, at vandløb ikke kan administreres ens i hele kommunen. For at sikre samme serviceniveau er det nødvendig at iværksætte en proces, hvor sammenlignelige vandløb inden for kommunens grænser så vidt muligt bliver ensartet klassificeret.
Ifølge bekendtgørelsen om klassifikation og registering af vandløb skal vandløbsmyndigheden ved afgørelser om ændret klassifikation i videst mulig omfang sørge for at sammenlignelige vandløb er ensartet klassificeret.
Det er en omfattende opgave at samle en oversigt over, hvilke vandløb der med fordel kan nedklassificeres og hvilke der kan opklassificeres. Der skal således opsættes kriterier for, hvornår et vandløbs skal være offentligt og dermed vedligeholdes af Rebild Kommune. Forvaltningen ønsker derfor, at udvalget beslutter om der skal bruges ressourcer på sådan en opgave.
Hvis der skal arbejdes videre med en harmonisering ser forvaltningen to muligheder for at gennemføre dette. Den ene mulighed er at se på alle vandløb på en gang og samlet tages stilling til op- og nedklassificering.
Den anden mulighed er, at der i forbindelse med regulativrevision overvejes om et vandløb skal forblive offentligt eller om det helt eller delvist skal nedklassificeres. Den sidste løsning vil strække sig over en noget længere årrække og omfatter således også at vurdere, hvilke vandløb der bør opklassificeres.
Såfremt Udvalget beslutter at harmonisere serviceniveauet, vil Udvalget indledningsvist blive bedt om at tage stilling til de kriterier, der skal gælde for at et vandløb i Rebild Kommune skal være klassificeret som et offentligt vandløb. Ud fra dette kan forvaltningen derpå indstille hvilke vandløb, der bør ændre status.