Revision af et vandløbsregulativ er en større proces, som tager udgangspunkt i det/de konkrete vandløb, som det gældende regulativ omfatter. Valg af regulativtype og vedligeholdelsesmetode (grødeskæring og oprensning) afhænger af faktorer som: vandløbets målsætning, vandløbets fald, landbrugsmæssige interesser, naturmæssige interesser, placering i terræn, nabokommuners ønsker ved grænsevandløb, andre interessenter osv.
Et godt kendskab til det enkelte vandløb er vigtig. Forvaltningen foreslår, at Udvalget besigtiger nogle karakteristiske vandløb for at få et indtryk af forskelle vandløb imellem.
Det kan være vandløb med et stort fald, næsten flade vandløb, skovvandløb, afvandingsgrøfter og højt målsatte vandløb.
Ved revision af et regulativ skal kommunen inddrage den gældende vandplan og kommunen bør samtidig forholde sig til et evt. udkast til en vandområdeplan, da der ofte går mere end 10 år før næste revision.
"Bekendtgørelse om regulativer for offentlige vandløb" beskriver, hvordan regulativer skal revideres og hvordan nye regulativer skal udarbejdes. Som bilag 1 har forvaltningen lavet en procesplan, som giver et overblik og angiver hvor TMU kan / skal deltage i processen.
I Rebild Kommune dækker 60 vandløbsregulativer 103 vandløbsstrækninger og ca. 300 km vandløb (se bilag 2). Regulativernes indhold og type er forskellige og afspejler ikke bare forskelle mellem vandløbene, men i høj grad også forskelle mellem de tre gamle kommuner. Forvaltningen finder derfor, at der er behov for at harmonisere serviceniveauet i kommunen. Hovedparten af regulativerne har overskredet fristen for revision.
Serviceniveau
Det er relevant at harmonisere serviceniveauet ved at udvalget træffer overordnede beslutninger om hvilke vandløb, kommunen vil vedligeholde. Der vil ved en sådan harmonisering være private vandløb, der skal opklassificeres til offentlige vandløb og offentlige vandløb, der skal nedklassificeres til private.
Ved en nedklassificering skal berørte lodsejere høres og vandløbet skal afleveres i regulativmæssig stand. Ved en opklassificering skal der udarbejdes et vandløbsregulativ, der beskriver hvilke pligter og rettigheder der er gældende ved vandløbet.
Forvaltningen vil på et efterfølgende møde foreslå TMU kriterier, der kan bruges til at harmonisere serviceniveauet.
Plan for revision af vandløbsregulativerne
Bestemmelserne i flere regulativer er ikke i overensstemmelse med de miljømæssige krav, der stilles i Vandplanen. Her kan for eksempel nævnes tidligere tiders vinterklargøring, hvor alle vandplanter fjernes før vintersæsonen. Andre regulativer er uhensigtsmæssigt beskrevet og en kontrol af deres bestemmelser er ikke mulig. Ved en række vandløb er der foretaget reguleringer eller restaureringer, som mangler at blive indarbejdet i en regulativrevision. Endelig har rigtig mange regulativer overskredet den revisionsdato, der er beskrevet i regulativerne.
Forvaltningen vil på et efterfølgende møde forelægge TMU udkast til et nyt og opdateret standardregulativ, som kan bruges som udgangspunkt ved kommende regulativrevisioner. Forvaltningen vil endvidere forelægge en plan for revision af vandløbsregulativerne samt økonomi og resourcer forbundet med sådan en opgave, herunder ved en evt. harmonisering af serviceniveauet.
Vedr. vedligehold af Simested Å og Skelbæk
Sagerne blev behandlet i udvalget i november 2014 og tilbagesendt til fornyet behandling i udvalget af Økonomiudvalget. Det var oprindeligt planen at sagerne skulle til fornyet behandling i januar 2015, men der har været fremsat ønsker om en mere generel tilgang til emnet, så derfor vil sagerne først komme på TMU i februar. Forvaltningen har indstillet, at der for Simested Å udarbejdes et tillægsregulativ som et 2-årigt forsøg med ændret skærebredde og en ekstra skæring med henblik på at kunne imødekomme lodsejernes ønsker i sammenhæng med den restaurering, der skal finde sted som følge af den netop vedtagne vandplan. I forhold til skelbæk har forvaltningen indstillet, at der ikke sker ændringer.
Såfremt Udvalget ønsker at besigtige disse vandløb inden udvalgsbehandlingen genoptages, bør Udvalget fastlægge en dato herfor.
Forvaltningen gør opmærksom på, at et tillægsregulativ for Simested Å ikke vil kunne være vedtaget inden grødeskæringssæsonen, da der ud over den egentlige sagsbehandling også skal være tid til 2 x politisk behandling i to kommuner, 8 ugers høring og 4 ugers klagefrist. Bliver tillægsregulativet påklaget, afventer det derudover Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse i sagen..