Sagsfremstilling
Rebild Kommune oplever en fortsat befolkningsfremgang, befolkningstallet rundede i 2021 30.650 borgere, og der er forventes at være 33.000 indbyggere i 2033. Den positive udvikling forventes, at medføre behov for investeringer i øget kapacitet på anlægsområdet de kommende år.
I den økonomiske politik er bruttoanlægsniveauet fastlagt til 90-110 mio. kr., hvilket blandt andet er sket ud fra en vurdering af at Rebilds forholdsmæssige andel af bruttoanlægsrammen for landets kommuner udgør i størrelsesorden 100 mio. kr.
I forbindelse med regnskab 2021 har byrådet besluttet at overføre anlægsudgifter for 136,6 mio. kr. fra 2021 til 2022. Byrådet har endvidere i forbindelse med vedtagelsen af proceduren for budget 2023-2026 tilkendegivet muligheden for at overveje en fornyet prioritering af hvornår de overførte anlæg gennemføres, som element til finansiering af de mest nødvendige anlæg i kommunen. Såfremt visse anlægsprojekter tidsmæssigt kan prioriteres efter 2023, giver det mulighed for at fremrykke andre og aktuelt mere presserende anlæg til eksempelvis øget kapacitet indenfor dagtilbud eller til håndtering af stigende priser på anlægsprojekter. Sagen er vedlagt oversigt over anlægsoverførsler fra 2021 til 2022.
Proces
Fagudvalgene har drøftet budgettet på møderne i april, og vil blive inddraget i budgetlægningsprocessen for anlæg igen i juni 2022. Anlæg vil desuden indgå i drøftelse af budgettet på byrådets temamøde i juni. Derudover behandles de kapacitetsmæssige anlægskonsekvenser af Befolkningsprognosen i Børne- og Familieudvalget i maj.
Kommunens fagområder bliver inddraget i forhold til vurdering af anlægsbehov i en proces frem til sommer.
Det forventes, at den 10-årige investeringsoversigt vil være fuldt indarbejdet i budgetlægningen for budget 2024.
Kriterier til støtte for udarbejdelse af en 10-årig investeringsplan:
Som led i at sætte en ramme for budgetlægningen af anlæg - og fordi pejlemærket for anlæg på 90-110 mio. kr. forventes at være snæver - bedes Økonomiudvalgsmødet fastlægge kriterier for budgetlægningen af anlæg. Et forslag til kriterier fremgår herunder:
- Demografi: Kapacitet i dagtilbud og skoler tilpasses vækst i antallet af børn.
- Infrastruktur: Rebild kommune vokser. Det stiller krav til infrastruktur og strategisk byudvikling.
- Større bygningsmæssige genopretninger
- Investeringer med strategiske eller økonomisk afsæt
- Miljø: Nødvendige investeringer
Det anses endvidere for centralt i budgetlægningen af den 10 årige investeringsoversigt , at Byrådet sikrer, at anlægsbudgettet er tilstrækkeligt rummeligt i fremtiden til at kunne absorbere nyopståede anlægsbehov, f.eks. ved brug af udisponerede fremtidige beløb og ved at Byrådet genbesøger den langsigtede investeringsplan i forbindelse med de årlige budgetlægningsprocesser, så den løbende bliver tilpasset ændrede anlægsbehov.
Sagen er desuden vedlagt den vedtagne investeringsoversigt fra budget 2022-2025.