Du kan ikke bruge rebild.dk i Internet Explorer. Du skal bruge en anden web-browser. Internet Explorer udgår i slutningen af 2021.

Selvbetjening

Spar turen til rådhuset! Vores selvbetjening har åbent 24 timer i døgnet hele året rundt. Og du kan bruge den hjemmefra.

Indstilling

Forvaltningen indstiller, at Byrådet tager orienteringen til efterretning.

Text

Byrådet 

Sagsfremstilling

Sundhedssamarbejdsudvalget har, med løbende inddragelse og input fra bl.a. de nordjyske kommuner, udarbejdet den nordjyske Sundhedsaftale 2024-2027. Sundhedsaftalen er bl.a. blevet til på baggrund af input fra et tværsektorielt politisk møde, Sundhedspolitisk Samling, den 22. november 2022, input fra Sundhedsklyngerne, samt høringssvar afgivet i perioden juni-september 2023. Her afgav Kultur- Fritids og Sundhedsudvalget i Rebild Kommune et høringssvar efter inddragelse af Handicaprådet og Ældrerådet. Det regionsdækkende patientinddragelsesudvalg har bidraget med input, og kommunalt har sundhedsaftalen været behandlet politisk i Sundhedspolitisk Dialogforum. Rebild Kommune har også deltaget i den administrative arbejdsgruppe som har skrevet aftalen.


Den nye sundhedsaftale er en politisk aftale, som via en vision, bærende principper og 3 pejlemærker med politiske målsætninger sætter retningen for samarbejdet på sundhedsområdet. De konkrete indsatser, der skal til for at udmønte sundhedsaftalen, er ikke fastlagt i sundhedsaftalen men vil blive udviklet i løbet af sundhedsaftaleperioden.


Den nationale vejledning for sundhedsaftaler fastlægger, at formålet med sundhedsaftalen er at bidrage til sammenhæng og koordinering af de forløb, der går på tværs af regioner, kommuner og almen praksis med fokus på kvalitet, effekt og patienttilfredshed. Målet er, at den enkelte borger tilbydes en indsats af høj og ensartet kvalitet på tværs af regionen, uanset antallet af kontakter eller karakteren af den indsats, der er behov for.


Visionen i sundhedsaftalen lyder, at ”Nordjyderne bliver sundere og tager medansvar for egen sundhed med hjælp fra et sammenhængende sundhedsvæsen.”.


Der skal arbejdes henimod visionen gennem 3 politiske pejlemærker opstillet i sundhedsaftalen:


  • Et tilgængeligt og sammenhængende sundhedsvæsen: Pejlemærket handler om at skabe et sundhedsvæsen præget af nærhed, tilgængelighed og sammenhæng. Pejlemærket har særligt fokus på den ældre medicinske patient, borgere med kronisk sygdom samt borgere med svære psykiske lidelser (dvs. de målgrupper, som sundhedsklyngernes arbejde ligeledes skal fokusere på jf. bekendtgørelse).


  • Øget mental sundhed og trivsel: Pejlemærket handler om at øge den mentale trivsel og behandle psykisk sygdom med særlig fokus på børn og unge. I pejlemærket fremhæves den nordjyske tilgængelighedsanalyse samt den nationale 10-årsplan for psykiatri og mental sundhed som tiltag, der skal arbejdes videre med.


  • Styrket forebyggelse: Pejlemærket handler om at styrke forebyggelsesarbejdet i kommunerne og på hospitalerne, bl.a. ved brug af differentierede tilbud, digitale løsninger/velfærdsteknologi og fokus på borgerens egenmestring og sundhedskompetence.


Under hvert pejlemærke er opstillet politiske målsætninger, som sundhedsaftalearbejdet skal medvirke til at indfri.


I arbejdet med at indfri den kommende sundhedsaftale er der i sundhedsaftalen derudover opstillet 4 bærende principper, som er den fælles grundforståelse parterne samarbejder ud fra. Det drejer sig om:


  • Mest mulig sundhed for de fælles ressourcer: Et samlet sundhedsvæsen er nødt til at håndtere opgaverne grundlæggende anderledes for at håndtere flere borgere uden flere medarbejdere. I fællesskab skal ressourcerne benyttes bedst muligt og med en fair balance i samarbejdet.


  • Digitale løsninger og velfærdsteknologi: En øget brug af digitale løsninger og datadeling skal medvirke til at skabe et mere tilgængeligt, fleksibelt og effektivt sundhedsvæsen.


  • Sammen med borgerne sikrer vi gode forløb: Borgernes ønsker og kompetencer skal sættes i spil i det enkelte patientforløb og i udviklingen af sundhedsvæsenet. Og samtidig skal sundhedsvæsenet være tydelige om, hvem der har ”stafetten” ved sektorovergange.


  • Øget lighed i sundhed: De enkelte sundhedsindsatser og patientforløb skal kunne tilpasses den enkelte borger. Borgerne skal behandles forskelligt for at fremme lighed i sundhed.


Det er vigtigt at bemærke, at den nye sundhedsaftale er en politisk aftale, som sætter retningen for samarbejdet på sundhedsområdet, men ikke på forhånd opstiller konkrete indsatser, der skal udmønte sundhedsaftalen. Disse konkrete indsatser vil blive udviklet i løbet af sundhedsaftaleperioden i Sundhedsklyngerne i et samarbejde mellem parterne. Dette giver fleksibilitet i løbet af aftaleperioden, mere lokalt ejerskab og friere rammer.


Den politiske organisering omkring sundhedsaftalen, som ligeledes beskrives i aftalen, er i vid udstrækning fastlagt fra national side i kraft af Sundhedssamarbejdsudvalget og Sundhedsklyngerne. Dette suppleres med et årligt tværsektorielt politisk mødeforum, Sundhedspolitisk Samling.

Monsido - statistik

Cookieinformation